FC Fredericia gik skuffet fra banen efter god præstation mod danmarksmesterne: “Som at få en spand koldt vand i hovedet”
Oprykkerne fra Fredericia førte hele tre gange mod de forsvarende danmarksmestre fra hovedstaden. Alligevel forlod spillere og fans Monjasa Park med en skuffende følelse efter at have spillet 3-3 mod FC København i søndags.
Nyoprykkerne FC Fredericia gæstede FC København på Monjasa Park søndag eftermiddag, og det skulle vise sig at være et højdramatisk opgør mellem Superligaens David mod Goliat.
Fantastisk start
Alexander Christensen fra Fredericia Dagblad, som var inde og overvære kampen på Monjasa Park, beskriver, at der var tegnet op til “rigtig søndagsfodbold” inden kick off.
Og det gjorde ikke noget dårligere ved stemningen, da hjemmeholdet bragte sig foran efter blot 1 minut, hvilket også satte gang i troen på sejren og håbet om overlevelse i Superligaen.
En følelsesmæssig rutsjebanetur
Sejrens sødme kunne smages flere gange for FC Fredericia, der formåede at bringe sig foran hele tre gange på de 90 minutter.
Det blev et klodset straffespark begået af FC Fredericias Jakob Jessen, som FCK’s Jordan Larsson udnyttede i 87. minut, der ødelagde sejrshåbet og dermed vanskeliggører FC Fredericias muligheder for overlevelse i Superligaen.
Selvom en uafgjort mod københavnerne var mere end, hvad man turde håbe på inden kampstart, føles det mere som to point tabt fremfor et point vundet.
For den 43-årige sæsonkortholder Lasse Clementin Iversen, som fulgte med fra lægterne, føltes det som “at få en spand koldt vand i hovedet”, da der ved stillingen 3-2 igen bliver udlignet.
Det er især afbrænderen i 94. minut af FC Fredericias Daníel Freyr Kristjánsson, der har hjemsøgt ham og hans medfans.
FC Fredericias Superliga-drømme lever
FC Fredericias cheftræner Michael Hansen og midtbanespiller Andreas Pyndt, som Alexander Christiansen talte med efter kampen, er begge indstillet på, at de skal vinde næste kamp mod rivalklubben Vejle Boldklub, hvis de skal bevare håbet om overlevelse i den bedste række i Danmark.
Selvom al fornuft i Alexander Christiansen siger, at FC Fredericia rykker ned i 1. divisionen, er han alligevel optimistisk på klubbens vegne og vurderer det som en 40/60-fordeling på, at fæstningsbyen kan få lov at spille i Superligaen næste sæson.