Filip var frivilligt hjemløs - “For hvorfor ikke?”

Vaniljeduften fra en nyåbnet Wunderbaum spreder sig i bilen. Filip sætter CD’en i afspilleren. Bassen fra The Chronic dunker. “Kan I lide Dr. Dre?”, spørger han fra førersædet af bilen. 

Den blå Renault med lyserødt plysrat hedder Guido – opkaldt efter en karakter fra Biler-filmene. Bilen har dannet rammerne for Filips hverdag de 25 dage i september, han ikke havde noget sted at bo. 

Al plads i bagagerummet er udnyttet. Tingene står i ordnede kasser i etager – toilet-kassen, trangia-kassen, underholdningskassen. Flamingokasserne fungerer som improviserede køleskabe. Kolde øl erstatter de klassiske køleelementer i form af Filips helt egen opfindelse: “K(øl)e-elementer." 

Filip Di Stefano er 29 år. Han studerer ligesom mange andre unge i Aarhus – men i modsætning til de fleste har Filip valgt at leve som hjemløs.

Han har både kæreste og netværk i byen, som kunne have hjulpet ham, da han stod og manglede bolig – men Filip så det som en udfordring.

På sheltertur, for hvorfor ikke? 

Filip er ikke som alle andre. Han udfordrer samfundets forventninger. Han indretter sig ikke - og har aldrig gjort det.

Han lader prismærkatet sidde på sin fem år gamle hue, "for hvorfor ikke?” 

Han løber rundt om blokken udelukkende iført undertøj, "for hvorfor ikke?” 

Han flytter ud i en skov, “for hvorfor ikke?” 

Derfor er vi taget med Filip ud at sove en nat i shelter, som han plejede at gøre, da han var hjemløs. Det gør vi for at komme lidt tættere på, hvem Filip egentligt er.

Luksus sheltertur 

Shelteret i Mollerup Skov har Filip været ved flere gange. Gåturen fra bilen til shelterpladsen er cirka 750 meter. De to IKEA-poser tynger Filips skuldre og knaser hver gang, han tager et skridt. De er pakket med optændingsvæske, olivenolie, militærsovepose, forårsløg, øl og en skrigorange hat. “Det er en ret luksus shelterplads”, siger Filip. Den har to bordebænkesæt, en skraldespand, et stort bålsted og et shelter. 

“Det er vigtigt at få lavet maden, inden det bliver mørkt”. Grøntsagerne snittes, mens risene koger. Indimellem ryger Filip en smøg, han stikker ind under den buskede moustache - og ud kommer en sky af røg. Hans gullige, afblegede hår er delvist tildækket af en sort kasket. En piercing sidder i venstre næsefløj.

Våde sokker 

Selvom Filips vandrestøvler kan holde sokkerne tørre det meste af tiden, hader han regn. Han hader at blive våd. Specielt at få våde sokker.

“Det er ikke rigtigt det der, folk siger med, at der ikke er dårligt vejr kun dårlig påklædning. Prøv at stå en hel dag i regn – du bliver våd!"

Det er svært at undgå regn, når man bor udenfor, men Filip gør alligevel sit bedste. Han laver sin mad under shelterets skrå halvtag eller bruger et cykelskur som indendørs køkken. Ellers ligger han bare i sin sovepose, til det stopper.

Filip bemærker, at det dårlige vejr var en af grundene til, at han ikke længe ville arbejde som anlægsgartner på Sjælland. “For man er jo udenfor hele tiden.” Han tog derfor til Aarhus for at læse sin professionsbachelor i natur- og landbrugsproduktion. 

Hvor skal Filip bo?

Den pludselige ændring fra fast arbejde på Sjælland til studielivet i Aarhus bragte selvfølgelig et sceneskift. Hvor skulle Filip bo? 

“Mine tidligere kolleger blev ved med at insistere på, at jeg blev nødt til at finde en bolig, men hvorfor skulle jeg finde en bolig?”. Idéen om at leve som hjemløs kom Filip på for at vise kollegaerne, at man sagtens kan. 

Filip er trodsig og ikke bange for en udfordring. Da han var 10-11 år gammel, skulle han sove hos en af sine venner. Drengene lå og skulle til at sove, da den ene siger: “Det ville være helt utænkeligt, hvis vi løb i underbukser rundt om blokken.” Drengene bestemte sig hurtigt og løb den kolde vinternat en tur rundt om blokken. Lige som de var kommet hjem og havde lagt sig igen, sagde vennen: “Ved du, hvad der ville være endnu mere utænkeligt? Hvis vi gjorde det en gang til”, og det gjorde drengene.

Orange hue og tisseritualer  

Som mørket falder på over shelterpladsen, og kulden begynder at bide fra sig, trækker Filip i en neon orange beanie. Fra toppen dingler prisskiltet stadig. Man skulle tro, den er ny – men nej. Den har faktisk flere år på bagen, han har bare ikke set nogen grund til at tage mærket af.

“Hvorfor skulle jeg det?”, spørger Filip kækt. Det tjener intet formål udover eventuelle æstetiske præferencer. Og prismærket blev siddende på sin plads. 

Filip har fået et par øl i løbet af aftenen. Han har et ritual, han altid udfører, hvis han har drukket øl og skal ind og sove i shelter: 

Først drikker man øl, dernæst en flaske vand. Så venter man lidt, inden man går ud og tisser, så man ikke skal op i løbet af natten. 

Mens Filip er ude for at tisse, kan man på afstand tydeligt se den orange beanie agere flyvende markør for hans tilstedeværelse.

Som et kæmpemæssigt ‘her er jeg’ rettet mod skoven og dens gæster. 

Frygt før sengetid 

På vej i seng – eller rettere på vej i shelter – begynder nattens lyde at titte frem. En fugl letter fra en gren, en kogle falder til jorden, og de sene aftenløbere patruljerer skovens stier. Det eneste lys udenfor er fuldmånens, der trænger gennem et tyndt skylag. 

Filip tænder en lommelygte, han engang vandt i pakkeleg. Den lyser shelterets tre vægge op og viser en række beskeder derpå. De afslører mange forskellige mennesker, der har overnattet her. Alt fra “All dogs go to heaven” til “Fri hash” og indgraverede initialer. 

I fredags prøvede Filip at lave en fem liter øl-challenge. “Jeg endte med kun at drikke fire”, fortæller han med et skævt smil. “Challenge failed”.

Filip giver ellers ikke op så nemt – heller ikke på udfordringer han sætter sig selv. Også selvom det er ubehageligt. “Den første nat var sygt noiern. Der var så mange lyde.” Filip fortæller, at hver gang han lige var ved at falde i søvn, hørte han en lyd, der fik ham til at åbne øjnene. “Det var som at sove med et øre og øje åbent,” siger han, mens han gestikulerer en hånd bag øret og kniber øjet sammen.

Han frygtede, at nogen ville komme og lyse ham i ansigtet, mens han lå alene på sit liggeunderlag. Han ville ikke kunne se, hvem der angreb ham i de sidste af hans levende sekunder. På trods af frygten kørte Filip alligevel ud til et shelter dagen efter, hvor han igen overnattede helt alene. Det handler om at skubbe sine egne grænser, og måske også hvad man selv troede var normalt. 

Uventede udfordringer 

Én ting, Filip har lært under sin tilværelse som hjemløs, er dette: “Det var et bureaukratisk mareridt”. 

Han skulle dokumentere sit sovested hver nat og indberette det til Borgerservice. “Det var jo latterligt”, siger han. 

En af de første aftener i det fri blev han så frustreret, at han bare ændrede sin adresse til den, shelteret, ifølge Google Maps, lå på. Det viste sig at være et nærliggende hus, han var kommet til at fortælle kommunen, han var flyttet til. Dagen efter skyndte han sig at ringe til Borgerservice for at få det ændret. “Jeg var bange for at have forstyrret dem med en uventet E-boks besked.”

Filips punkede attitude er ikke det fulde billede. Han vil ikke bare være uafhængig og eksistere som en løftet langfinger til systemet. Det at være til gene, eller at undgå samme, fylder meget for ham og var også delvist grundlag for ikke bare at overnatte hos kæresten eller bekendte i perioden. Han ville ikke lige trænge sig på. 

Filip smiler genert. Som et barn der skal til at sige et bandeord. Han fortæller, at det sværeste ved hjemløsheden er noget en smule atypisk: nemlig intimbarberingen. 

Jamen tænk over det. Hvor skulle man gøre det?

 Man kan ikke rigtigt gøre det i offentlige bade, i fitnesscentre eller i svømmehallen. “Det er lidt klamt”, og han vil heller ikke gøre det i venners badeværelser “Man har jo ikke lyst til at være that guy.” Det er tydeligvis et emne, Filip har tænkt meget over.

Hjem igen 

Morgenen efter er bilen Guido igen pakket og klar til at køre fra den lille parkeringsplads. Filip bemander førersædet på ny og fortsætter Dr. Dre cd’en, hvor den slap. Filip har fri i dag og på programmet står World of Warcraft hjemme i det kollektiv, han har fundet et lille værelse i. 

Filip er tilbage i den ‘normale tilværelse’ med fast adresse og alt, der følger med. Alligevel handler livet stadig om at stille spørgsmålstegn ved det indlysende og finde ud af, hvad han virkelig har brug for. Én ting har han i hvert fald fundet ud af, han kan undvære:

Jeg har faktisk ikke nogen seng på mit værelse, og jeg har ingen planer om at skaffe mig en. Den ville bare stå og fylde, så jeg sover på min luftmadras. Jeg sover i øvrigt godt på den.

Han sover lige så godt på en luftmadras, så hvorfor ikke?