Filippa Jo Hutchings fanger en anden bølge igennem gymnasiet

Nogen ridder på en bølge direkte gennem gymnasiet,




men for mange unge er tiden på en ungdomsuddannelse tynget af pres og bekymringer.




Filippa Jo Hutchings har valgt at gå en anden vej, hvor vinden fra Vesterhavet hjælper hende igennem uddannelsen.

Offentliggjort

Håret hænger saltvandsfiltret ned om skuldrene og gør gradvist 19-årige Filippa Jo Hutchings' grå hoodie mere våd. Hun har placeret sig i skrædderstilling på et bolsjestribet dynebetræk, for på hendes lille kollegieværelse er sengen det bedste sted at sidde til et interview. 

Romaskinen blev prioriteret over skrivebordet, men det går, for der skal alligevel ikke laves mange lektier i Filippa Jo Hutchings liv.  

De våde krøller skyldes nemlig tre timers obligatorisk surf sammen med resten af 2. HF Cold Hawaii. En uddannelse hun har valgt på trods af beliggenheden i Klitmøller. 2 timer og 23 minutter fra hendes hjemby Stavtrup, en forstad til Aarhus.  

Interviewet skal handle om hende, men i stedet begynder hun 3 minutter inde, at snakke om sin søsters gymnasietid:  

"Hun er meget perfektionistisk skolemæssigt, og selvom jeg ikke er lige så perfektionistisk, er jeg det også forholdsvis meget. Hun ville altid lave alle sine afleveringer, alle sine lektier, komme til alle sine timer, og det endte med, at hun brændte helt ud. Hun lavede næsten ikke andet efter skole end lektier i 3 eller 4 timer. Hun var stresset og havde det dårligt, og så tænkte jeg, 'nåh det ser ikke særlig sjovt ud, det vil jeg ikke bruge 3 år på'." 

Trivselsmålinger afslører ærgerlig tendens 

Søsterens historie er ikke enestående.  

Mange unge forbinder gymnasietiden med afleveringer, karakterer og forventninger, derfor har Filippa Jo Hutchings valgt at tage sin uddannelse i nogle andre rammer.  

På landsplan er pres og bekymringer noget af det, der fylder mest for gymnasieelever. I den nationale trivselsmåling fra 2025 ligger området på 2,7 ud af 5, hvor fem indikerer høj trivsel.  

Presset er ikke ukendt på HF Cold Hawaii. Skolen hører under Thy-Mors HF og VUC, og i deres nyeste elevtrivselsmåling er arbejdspres også det område, der ligger lavest. Med en score på 3,2 ud af 5 ligger det dog højere end landsgennemsnittet.  

Det samme gør den sociale trivsel.  

Måske ligger forskellen derfor ikke i, om presset findes, men i hvordan hverdagen i skolen og omkring ser ud.  

For Filippa Jo Hutchings hjælper det, at bølgerne har fået plads på skoleskemaet. På HF Cold Hawaii kombineres en almindelige HF nemlig med surfing.  

Når computeren klappes sammen, ligger Vesterhavet lige udenfor og når bølgerne er gode, kan undervisningen tilpasses forholdene på havet.  

Skolearbejde og fritid bliver på den måde kombineret i Filippa Jo Hutchings liv, og for hende er det den gyldne opskrift.  

Filippa Jo Hutchings kommer op af vandet efter nogle gode timer i bølgerne

Hvordan vælger man noget andet? 

Det var nemt for Filippa Jo Hutchings at vide, hvad hun ikke havde lyst til. Det blev sværere, da hun skulle beslutte, hvad hun ville i stedet.  

Allerhelst ville hun ud at rejse, opleve verden, og stod det kun til hende, var hun slet ikke startet på en ungdomsuddannelse. 

Det stod dog også lidt til hendes mor. 

Efter at have vist sin datter HF Cold Hawaii og kommet med en pointe om at læse med nogle på sin egen alder, blev Filippa Jo Hutchings overtalt til at starte. 

Selv havde hun fået skolelysten tilbage i sit sabbatår, men det var ikke helt tilfældet hos alle hendes venner.  

I deres sidste time tirsdag, en engelsktime, der starter lidt i 11 er klassen dog næsten fuldtallige alligevel. 

"Vi starter med et lille brainbreak, så luk skærmene ned", lyder det fra deres lærer. 

Surfspil og Cold Hawaii Web Cam bliver klappet sammen.  

"Her, må jeg også få et."

En af pigerne, iført røde klip-klapper trods de 14 grader udenfor, rækker hånden i vejret. 

Et stykke fidgetlegetøj flyver hendes vej.  

Et råb fra tværs over klasselokalet:

”Filippa! Vil du ikke have boards på din bil?”

Der går surf i snakken, men koncentrationen bliver hurtigt fundet frem, da underviseren kommer trissende over i sine hawaiiprintede sko.  

Filippa og hendes underviser Stella

Resten af timen går med fokus på opgaven, eleverne der stiller spørgsmål og giver feedback på undervisningen.  

Hvordan ender en engelsktime med en gruppe skoletrætte unge så vellykket?  

"Vi mister vores klippekortsdage, altså dage hvor vi må tages ud af skolen, når der er gode bølger, hvis der er en stor mængde der pjækker eller ikke deltager i undervisningen", forklarer Filippa Jo Hutchings

For hende er det dog ikke konceptet bølgefri, der motiverer:  

"Vi har ikke særlig mange lange dage. Så om dagen har man mere motivation til at lave noget, fordi man ved, at man har en kort dag, dagen efter. Samtidig er man ikke lige så træt i hovedet. Vi har én dag til ti over tre, og i den der sidste time laver jeg ingenting. Altså jeg prøver at lave noget, men jeg forstår ikke hvad jeg læser eller noget andet længere. Jeg er helt fyldt op. Det føler jeg virkelig burde laves om på normale gymnasier, fordi det der, det giver ikke nogen mening." 

Det motiverer selvfølgelig også, at man går i klasse med sine venner og bofæller. Det hjælper at have skabt et fællesskab, hvor man støtter hinanden, når man skal række hånden op.  

Et intenst men givende fællesskab

Blandt tykke bøger, rækker af cd'er og en hemmelig bar har Filippa Jo Hutchings skabt sig et helle. For på et kollegie med over 30 unge i alderen 16-22 kan fællesskabet også fylde lidt meget. 

"Det kan godt blive lidt intenst", siger hun med et lille grin, og kigger mod døren i den anden ende af værelse. Den der fører ud til resten af boligen. 

Det er nemt at forestille sig alle de måder sådan en boform kan gå galt på, men det er nu engang præmissen, når man skal flytte tidligt hjemmefra for sin uddannelse.  

For Filippa Jo Hutchings fungerer det dog langt det meste af tiden:  

"Det eneste tidspunkt hvor jeg har været sådan 'nu dropper jeg ud' det er når køkkenet ligner lort og jeg skal lave aftensmad." 

De er heldigvis gode til at hjælpe hinanden. De ældre elever lærer de nye op, og Filippa Jo Hutchings har endda fået tilnavnet 'mor', fordi hun flere gange har reddet en gruppe drenge fra at leve af frysepizza.   

"Når man går hjem", beskriver hun, "går man også hjem til hinanden. Vi holder hinanden op til en vis standard, ikke kun i skolen men også på kollegiet." 

"Og hver måned kårer vi 'månedens ven'. Hvis man har gjort et eller andet godt for fællesskabet får man taget et billede, der bliver hængt op på væggen. Den lille værdsættelse gør også, at folk får lyst til at gøre flere ting for fællesskabet. Der bliver lagt mærke til det og sat en positiv stemning omkring det." 

Her har alle biler tagbøjler  

De tager den gode stemning med ud i byen, og Filippa Jo Hutchings har sammen med de andre på kollegiet været frivillige til mange arrangementer i lokalsamfundet. Men hjælpen går ikke kun den ene vej, i Klitmøller lader de til at støtte hinanden på kryds og tværs:  

"Jeg spillede håndbold her hen over vinteren, og der kom vildt mange fra byen for at se os. Det var jo mega fedt, for hver gang jeg har spillet i Aarhus, så har byen da været fuldkommen ligeglad." 

Klitmøller er ca. 185km væk fra Aarhus.

Udkantsdanmark.

“Busserne er ikke så gode her, hvis man vil til Thisted, så går der 4-5 afgange på en dag og den sidste klokken 16. Man kan ikke lave nogle fritidsaktiviteter i Klitmøller medmindre man har en bil. Jeg har tit tænkt over, at man heller ikke kan tage bussen ud og surfe.”  

For Filippa Jo Hutchings er det lidt noget andet end hun er vant til hjemme i Aarhus.  

“I Aarhus er der mange busser, som man kan tage rundt, ellers så kan man cykle til alt. Det plejer jeg at gøre.”  

Man kan altså ikke lige tage bussen hjem fra den lokale bar. Og det er ikke nemt at cykle med surfbrættet på ryggen til og fra stranden, så nu har Filippa Jo Hutchings en bil. Det samme har mange af hendes medstuderende. 

Bilerne holder parkeret ved kollegiet. De er forskellige, men har alle en ting tilfælles.

Tagbøjler.

De bruger dem nemlig ikke kun til at komme til skolen i Thisted fra kollegiet i Klitmøller.  

Bilerne transporterer mere end Fillipa Jo Hutchings og hendes venner rundt ved vestkysten.

Efter engelsktimen og en enkelt ostemad i kollegiekøkkenet bliver surfbrætterne bundet op på tagbøjlerne og kørt med ned til Hanstholm kyst, 10 minutter fra Klitmøller.

Her suser vinden i ørerne, mens pigerne hjælper hinanden i våddragterne bag den ene bil, og drengene bag den anden. 

Det er en kamp at komme ud i bølgerne, særligt i dag, fordi de er store.

Men når man fanger en bølge i solskin, vejer det næsten op for de manglende busser.

Filippa på hendes kollegieværelse i Klitmøller

"Jeg har det meget sjovere her" 

Filippa Jo Hutchings savner sine veninder hjemmefra, men der er meget ved hendes nye og lidt alternative liv som vejer op.  

“Det har virkelig en charme, det med at man kommer lidt væk fra det hele. Jeg har venner derhjemme, så når jeg besøger dem bliver jeg fyldt op af storbyen.” 

Hun er ikke i tvivl om, at hun kunne gennemføre en almen STX, men på Kollegiet i Klitmøller lærer Filippa Jo Hutchings noget andet, som hun tror andre kunne blive inspireret af; at komme rigtig tæt på sine medstuderende, at tage hensyn til hinanden og ikke mindst, at kende sine egne grænser, og hvilke man kan flytte.  

"Når jeg snakker med mine veninder hjemmefra som går på Statsgymnasiet og Katedralskolen, fortæller de at de drukner i lektier. De har næsten ikke noget liv ud fra skolen, og her er jeg. Næsten ingen lektier og afleveringer. Det er måske ikke på et lige så højt niveau, men det er ikke noget jeg ikke kan læse op, hvis jeg får lyst. Og så synes jeg også bare, at jeg har det meget sjovere her." 

Powered by Labrador CMS