Flemming fra Kibæk spørger: Hvornår er boligerne færdige?
Flere boliger i Kibæk har været undervejs de sidste par år. Planen er, at de skal stå klar i slutningen af året, men Flemming Johannesen har svært ved at se det ske.
"Hvornår er boligerne ved Kibækgård klar?"
Sådan spørger Flemming Johannesen fra Kibæk.
Det er nemlig flere år siden, at Kibæk Lokalråd satte gang i et større byggeprojekt, der primært skal huse de ældre beboere.
Byggeriet er ikke startet endnu, og det undrer Flemming Johannesen en smule. Han har hørt, at der har været et par forhindringer, da byggeriet skulle forberedes.
Snart kan første spadestik tages
Loui Hussak, som er projektleder og medejer af JT Byg A/S, kan bekræfte, at der har været problemer - specielt vinteren har været hård for jorden.
Han fortæller desuden, at man er klar til at starte byggeriet, og at boligerne er inddelt i etaper. Det vil betyde, at man løbende har boliger klar.
"Vi har alle tilladelserne, så vi venter egentligt bare på, at Herning Vand starter deres arbejde, så vi kan komme i gang. De starter op i uge 23, og så kører flowet egentlig bare," slår Loui Hussak fast.
"Den første etape, som indeholder de første otte boliger, forventes at stå klar ved udgangen af året. Den anden etape er de næste ti boliger, som forventes at stå klar ved udgangen af første kvartal næste år. Den sidste etape, indeholder de resterende ti boliger, som forventes at stå klar ved udgangen af andet kvartal næste år", siger Loui Hussak.
Kibæk skal være atraktiv
Projektet kommer på baggrund af et ønske fra Kibæk Lokalråd, hvor man gerne ville have "lidt flere varer på hylden" som et udtryk for, at det skal være mere attraktivt at bo i Kibæk.
"Vi har haft et ønske om udvidelse af Kibæk. Vi ville gerne bygge mere tæt-lav boligbebyggelse i en placering, der er tæt på bymidten og flere mindre boliger," fortæller formanden i Kibæk Lokalråd, Preben Stål.
Preben Stål fortæller også, at boligerne primært er tiltænkt ældre i byen, der gerne vil flytte ud af deres parcelhus og ind i en mindre bolig, der passer bedre til de ældres behov.
"Ved at ældre flytter fra parcelhusene til de mindre boliger, kan vi tiltrække flere børnefamilier til byen, hvilket vi gerne vil," siger Preben Stål.