Flyvende danserinde og rapper fanger folks opmærksomhed i festugen

En flyvende prinsesse stjæler publikums fulde opmærksomhed, som hun danser over et dusin af unge menneskers ansigter, der i aften har indtaget den røde murstensmur, der udgør Teateret Svalegangen.

Let og elegant springer den dansende figur rundt. Med et mørkeblåt tylskørt og en hvid jakke. Hvis ikke det var for tyndgekraften, der trækker jakkens stof mod jorden, ville man måske ikke have opdaget, at aerial art-danseren, Ester Wrobel, hang i en snor i luften og dansede vandret på facaden.

Stilhed over Rosenkrantzgade

I et sammensurium af dans, musik, videokunst udspillede sig et finurligt show, der trods festugens glade larm fangede publikums opmærksomhed i 30 minutter på Rosenkrantzgade fredagaften.

Med tilbagelagte nakker, som var de stjernekiggere, stod omkring 100 mennesker stimlet tæt sammen, mens de observerede den unikke performance.

Ester Wrobel kommer først til syne, som hun træder ud af vinduet på fjerde sal. Med små skridt påbegynder hun sin dans. Hun er enekvinde på muren, alligevel påtager hun sig rollen som både balletdanser, badutspringer og bungeejumper, som hun bevæger sig rundt på muren.

Selv med kolde øl i hænderne overfra baren til højre forbliver publikum i stilhed. Der sker så mange ting samtidig, at opmærksomheden er lagt under fuldt beslag.

En flok unge piger kommer forbi og har endnu ikke opdaget, hvad der foregår i den tæt pakkede gade. De snakker højlydt og bryder den fælles trance. Der går ikke engang et sekund før et publikum tysser højlydt: ”Shhhh!” og der bliver atter stille. Selv den irske pub, Kilkenny, forholder sig i ro.

Kun et ”Kig op!” høres derommefra, og så lyder der heller ikke et pib derfra igen.

Men gaden er ikke omgivet af stilhed. Tværtimod. Et orkerster af strygere og blæsere står én og én i hver deres vindue. Rummene er oplyst af neonlys, mens musikerne mest af alt ligner en skygge i bevægelse.

Klassisk musik spreder sig gennem gaden og dirigerer danserinden rundt. Sammen bliver de en enhed.

Langt væk kan byens summen og festlige sindelag stadig anes. Men en fløjte spiller en fortryllende melodi oppe fra højere luftlag, og publikum er som mus.

Jokke indtager scenen

Pludselig falder en fyr fra himlen – selvfølgelig også i snor – lander på Svalegangens entréskilt over hovedindgangen og råber ”Okay Svalegang!”

Publikum bryder deres egen stilhed og latter spreder sig mellem dem. Publikum griner, de klapper, de fløjter.

Rapperen, Jokke, har indtaget scenen, og slutter aftenens show af. Med sine baggy jeans og høje energi bryder han trancen og forvandler det næsten poetiske rum, der blev skabt, til en fest, der sender publikum videre ud i festugen.

”For der en no way, at vi fucker op!”

Selvom leveringen af den bar, lyder som om den står i kontrast til det show, der lige har været, så er budskabet faktisk det samme. Scenekunstværket hedder nemlig I’M OKAY og vil sprede unges håb for fremtiden.

Hele forestilligen kulminerer i et micdrop, som endnu engang får folk til at grine. Jokke rækker microfonen ud i strækt arm og giver slip. Men som både ham selv og danserinden, er microfonen også fastgjort i en snor og hænger nu og dingler i luften.

”Det var da fedt!” lyder det begejstret fra en fyr bagfra.

Tre veninder i 60’erne står efterfølgende og vender aftenens show og konkluderer, at de må være Jokkes ældste publikum.

”Ham rapperen har haft sit livs oplevelse,” siger den ene og griner. Veninderne stemmer i.