Fodbold og fadøl danner rammen om fællesskabet
På en sportsbar langs åen i Aarhus mødes både danske og norske fodboldfans for at se landskamp. De sameksisterer, og rykker tæt på hinanden for at kunne følge med i aftenens opgør. Baren bliver centrum for sammenhold.
Et par norske Haaland trøjer skiller sig ud fra den røde og hvide mængde, der ellers fylder meget af lokalet inden kampstart.
Fra hjørnet af en rød lædersofa udspiller der sig en fortælling om det fællesskab, der danner ramme om det danske fodboldlandshold. Folk sidder tæt og klemmer sig sammen for at kunne få et glimt af opvarmningen på en af barens mange storskærme.
Det er ikke alle pladser, der er lige gode. Eller så er det ikke alle skærme, der er placeret lige godt. Det gør ikke noget, for folk vil gerne vride nakken lidt af led for følge med på tv’et, der hænger i højre hjørne af baren.
Torsdag aften den 24. september samles danske fodboldfans på en sportsbar langs åen i Aarhus for at se Danmark møde Norge på udebane.
”Det er fedt at stå bag baren sådan en aften, men stemningen kommer lidt an på resultatet. Hvis det går godt for Danmark, så kommer folk i op i baren. De skal bare have øl, og det skal være nu.” Den erfaring har Jeppe Langmack gjort sig på det år, han har arbejdet her.
På baren er de vant til, at norske fodboldfans gør deres entre, og mange af de norske fans sidder sammen og hepper. Undtagen en enkelt norsk landsholdstrøje, der sidder ved et to-mandsbord.
”Jeg ved godt, at jeg i aften er lidt alene om mit fællesskab” griner William Eliassen Svendsen. Han er nordmand. Der er stadig noget specielt over fællesskabet ved at se en landskamp, pointerer han.
”Vi er her egentlig for stemningen. Det er en form for arrangement, vi så kan deltage i sammen,” siger Natalie Eis, der er Williams kæreste. Hun er dansk. Det kan gå hen og blive en sjov aften.
Over to øl og to shots, får kæresteparret sig et spil kort, inden kampstart. De kigger hinanden i øjnene og smiler. Natalie er der nok mest for Williams skyld. Han elsker fodbold.
”Uanset om det er AGF, Manchester United eller det norske landshold, så samles man om noget.” siger William.
Præcis 5 minutter i nationalsang slår 12 maskinmesterstuderende sig ned i de røde sofaer. Der bliver samlet lidt stole og skamler rundt omkring, så der er plads til alle. Glas fyldt til kanten med grøn Tuborg langes hen over hovederne på folk, så der kan deles ud til de fyre der sidder længst nede i hjørnet. ”Jeg kan godt synge for” råber en af mændene. Glassene klinker i én stor fællesskål, en hurtig tår af de våde vare, og så udbryder en klapsalve da ”Der er et yndigt land” slutter. Alle øjne er på storskærmen. Her sidder 12 meget stille mænd lige pludselig. ”Puuuuh så er vi ligesom i gang” kommer det stille fra en af de maskinmesterstuderende. Den eneste af dem med landsholdstrøje på.
”Vi har solgt mange Guinness i dag” konstaterer Jeppe Langmack bag baren. Det er allerede inden kampen er gået i gang. ”Folk kommer her jo for sammenholdet. Alle hepper på de samme sådan en aften.”
Ja, lige undtagen de nordmænd, der er blevet sat sammen ved 2 langborde i den ene ende af rummet. De har fået deres egen storskærm. I loftet over dem hænger der norske flag, selvom det i resten af sportsbaren er de danske flag, der er hængt op.
14 minutter inde i kampen scorer Norge. 4 minutter efter scorer de igen. William flyver op af stolen begge gange. Han kaster armene op i luften af ren glæde. Men han sætter sig hurtigt igen. Der er ikke meget begejstringsjubel i resten af lokalet. Tværtimod.
En skinger kvindestemme råber igennem lokalet, ”HVAD LAVER I?”, da Danmark endnu en gang mister bolden til modstanderholdet.
Landsholdstræner Brian Reimer dukker op på samtlige storskærme, og det får en af mændene fra maskinmestergruppen til at udbryde: ”Han ved godt han bliver fyret nu. Fucking taber”.
En af bartenderne er rundt og rydde tomme ølglas og kander af bordene. Lyset er blevet skruet ned, så fodboldfansene sidder lidt i mørke. Danmark scorer, og på et splitsekund er alle hjørner af sportsbaren fyldt med eufori. Høje skrål og hujen. Masser af klap.
Jeppe Langmack tror, at det er netop for den stemning, folk kommer på bar for at se kamp, i stedet for at sidde hjemme i sofaen. ”Det er ikke helt som at gå på stadion, men det er tæt på”.
Da der er halvleg, trasker alle mænd mod toiletkøen. Her står de norske og danske landsholdtrøjer side om side.