Forslag om ny adresse til varmestue møder stor lokal modstand: Nu forsinkes sagen yderligere
Aalborgs Teknik- og miljøudvalg håber, at dialog med Kirkens Korshær skal bane vej for løsning i sag om ny placering af kontroversiel varmestue.
Sagen om Kirkens Korshærs varmestues nye placering er fortsat en hed debat i Aalborg. Kommunens Teknik- og Miljøudvalg havde ved et møde d. 5. maj på dagsordenen at godkende de indledende rammer for bebyggelsen, men nu er sagen udsat.
Formand for udvalget, Peter Lindholt, forklare,
“Vi er blevet enige om at udsætte punktet om den nye varmestue til næste udvalgsmøde, hvor vi kan invitere Kirkens Korshær til en snak face-to-face.”
Lokal modstand
Sagen er meget omdiskuteret af byens beboere på diverse Facebook-sider. Lars Højmark er formand for Ejerforeningen Østerbro 24, som udgøres af borgere med bolig omkring Karolinelundsvej. Han har skrevet et åbent brev til udvalget, som er delt på Facebook-gruppen Aalborg diskuterer politik.
Her udtrykker han en utilfredshed over planerne og udtaler et ønske om, at de sættes på pausem, indtil en mere udførlig undersøgelse er på plads.
“Vi forstår ikke, at man ikke har undersøgt yderligere, om varmestuen kan placeres længere væk fra boligområder. Vi har mange bekymringer om projektet, heriblandt at problemerne med støj og postyr hos den eksisterende varmestue på Søndergade ikke bliver løst, men blot flytter hertil.”
Nogle af disse bekymringer deles af Peter Lindholt.
"Jeg har været meget bekymret om forslaget fra starten af. Vi har brugt rigtig mange penge på at få området ved Karolinelund til at være det, det er i dag, og så ville jeg være træt af at medvirke til, at vi gør det til et utrygt sted."
Inviteres til debat
Sagen forventes at blive belyst yderligere d. 13. maj.
Her inviterer Nordjyske Mediehus inviterer områdets beboere til debat og borgermøde om varmestuens nye placering. Mødet arrangeres i samarbejde med Aalborg Midtbys Samråd, ledt af formand Jørgen Andersen. Han fortæller,
"Vi er selvfølgelig interesseret i at skabe en god konstruktiv og oplysende debat, der forhåbentlig kan være med til at bane vejen for en god løsning for alle parter."