Første praktikant er sendt afsted med en TrygStart
Tre måneder efter opstart har Anja og Thomas Pagh fra TrygStart Nibe sendt den første praktikant, Emilia, ud i Nibes lokalsamfund, som bakker op om initiativet.
Centralt placeret på torvet i Nibe ligger TrygStart. Her blev mandag den 4. maj en stor milepæl, da den første praktikant fra det nyopstartet STU-tilbud blev sendt ud i lokalsamfundet.
Emilia kom i praktik bare tre måneder efter opstart i februar.
TrygStart Nibe tilbyder en tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge mellem 16 og 25 år, der skal hjælpe dem med at udvikle deres personlige, sociale og faglige kompetencer.
Dette projekt er til unge, der ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse med eksempelvis specialundervisning.
Individet i fokus
TrygStart Nibe vægter tryghed og nærvær højt, og har den enkelte elevs individuelle behov i fokus.
Dette er noget, der betyder meget for Emilia, der til daglig er hos TrygStart Nibe.
”Det er så dejligt her. Efter jeg startede, har jeg fået en hverdag,” siger Emilia med et smil.
Allerede på anden dagen er der blevet rettet til i praktikforløbet, så det passer endnu bedre til Emilia og hendes behov.
Forbliver de unge i beskæftigelse?
TrygStart Nibe skal hjælpe med at bygge bro mellem de unge og erhvervslivet.
Dette er noget, der hjælper unge i sådanne situationer, viser en interviewundersøgelse blandt tidligere STU-elever fra 2025 lavet af Videnscenter om handicap.
I undersøgelsen kommer det frem, at flere af de tidligere STU-elever er i beskæftigelse end før.
Undersøgelsen tager udgangspunkt i, hvad eleverne laver fire år efter endt STU.
Fra årgangen, der blev færdig i 2011, var 18 procent i beskæftigelse fire år efter, og ved årgangen fra 2019 var der 28 procent i beskæftigelse fire år efter deres STU.
Flere med samme behov
Emilia er langt fra alene om at have brug for dette tiltag.
I 2025 var der i hele Aalborg Kommune 200 unge, der var i gang med en STU ifølge Børne- og Undervisningsministeriet.
Selv er Emilia i gang med at tage et LAB-forløb, som er et individuelt tilpasset forløb for unge med særlige behov, psykisk sårbarhed eller manglende uddannelsesparathed, der skal gøre dem selvstændige og klar til uddannelse og arbejde.
Sådanne LAB-forløb tilbyder TrygStart Nibe også udover en STU.
Opbakningen kan ses og mærkes
Det er ikke en forventning, at de kommende elever skal komme lige så hurtigt i praktik som Emilia, men Nibes lokalsamfund er klar til at de kommer, siger Thomas Pagh.
Projektet har oplevet stor opbakning fra handelsforeningen og erhvervsrådet, der gerne vil medvirke i praktikforløbene.
Den store opbakning kan fysisk ses på alle de genbrugsmøbler, som de har modtaget til lokalerne på Nibe Torv.
Der mangler nogle
Da TrygStart Nibe stadig er i opstartsfasen, er alle pladserne ikke fyldt op endnu. I alt er der 12 pladser, men de sigter efter otte elever. Derfor er det også en stor dag, når endnu en elev starter den 7. maj.
”Jeg glæder mig så meget til, at der kommer flere, og der kommer et større fællesskab”
Fortæller Emilia.
Det er helt bevidst, at TrygStart Nibe skal have et mindre hold elever for at skabe ro og tryghed.
Trods opbakning
Selvom opstarten i Nibe har været god, går Anja og Thomas Pagh ikke med en drøm om at udbrede en kæde.
”TrygStart Nibe er designet til Nibe, det er ikke skalerbart,” siger de begge.