Fra 02 i klatring til toppen af Mount Everest
Som 24-årig har Regine Mai besteget Mount Everest, gennemført en Ironman og løbet ni maratoner. Drevet af nysgerrigheden på sit eget potentiale opsøger hun ekstreme udfordringer.
Efter næsten 48 timer uden søvn er Regine Mai så udmattet, at hun kan læne sig ind over sit ben, lukke øjnene i fem sekunder og falde i søvn. Alligevel fortsætter hun.
Her på toppen af Mount Everest går en drøm i opfyldelse. Med frosne tårer i øjnene kigger Regine ned over sneklædte bjergtoppe. Foran hende åbner Himalaya sig. Bag hende ligger flere års målrettet arbejde.
I få minutter er der stille. Under hende ligger verden, som hun har kæmpet sig igennem skridt for skridt. Om få minutter begynder nedstigningen, men lige nu står hun på verdens tag.
Den yngste dansker på toppen
I maj 2026 bliver Regine den yngste dansker nogensinde til at stå på toppen af verdens højeste bjerg. For mange ville netop dét øjeblik være historiens klimaks. For Regine Mai er det blot ét resultat på rejsen.
“Det handler ikke om den halve time, man så i sidste ende har oppe på toppen af Mount Everest. Det handler om hele processen”, fortæller hun.
For at forstå, hvorfor hun igen og igen opsøger nye mål, skal man tilbage til begyndelsen. Ikke til en barndom, hvor et oplagt fysisk talent pegede mod bjergbestigning, Maratonløb og Ironman, men til en ung kvinde, der ikke anså sig selv for at være fysisk overlegen.
Fra 02 i klatring til Mount Everest
I gymnasiet skulle Regine gennem et klatreforløb i idræt. Her fik hun en karakter, der ikke ligefrem pegede mod en fremtid som bjergbestiger.
Hun fik 02.
Hun tog det ikke som et entydigt svar på, hvad hun kunne præstere. I stedet tog hun ned i den lokale klatreklub og øvede sig. Da hun senere i idræt skulle klatre igen, var resultatet et andet.
“Jeg kom op og ringede på klokken, og så fik jeg enten 10 eller 12”, fortæller hun.
Det var dog ikke det, der blev anledning til begyndelsen på en målrettet karriere inden for ekstremsport. Da Regine var yngre, gik hun til gymnastik i mange år, men beskriver sig dengang som værende moderat aktiv. Først efter studentereksamen i 2022 begyndte hun for alvor at undersøge, hvad kroppen kunne.
“Jeg har egentligt altid anset mig selv som værende en lidt fysisk underlegen person”, siger hun.
Derfor er det heller ikke en selvfølge for hende, at hun i dag kan gennemføre de præstationer, som fylder hendes liv. Hun ser dem ikke som resultatet af et medfødt talent, men som noget, hun gradvist har arbejdet sig frem til.
“Det er ikke et naturtalent, jeg har. Det er heller ikke noget, der nødvendigvis har ligget i kortene, eller noget jeg er født ind i. Det er virkelig noget, som jeg selv har valgt at opsøge.
En lille prik i bjergene
Regines rejse som ekstremsportsatlet startede i 2022, da hende og en veninde rejste til Afrika for at bestige Kilimanjaro. Ideen var spontan, og ingen af dem havde helt forstand på hvad der ventede dem.
Eventyret i Tanzania udviklede sig hurtigt til mere, da Regine opdagede sider af sig selv, som hun aldrig havde set før.
“Når man presser sig længere ud, end man troede var muligt, møder man sider af sig selv, som ellers aldrig ville komme frem,” siger Regine.
For Regine handler bjergbestigning om langt mere end at nå toppen.
"Først og fremmest tror jeg, det handler om nysgerrighed. Nysgerrigheden på mig selv, på mit potentiale og på den udvikling, der sker, når man udfordrer sine egne grænser," siger hun.
Netop ønsket om at blive klogere på sig selv er drivkraften bag de mål, hun sætter sig. Hvad enten det er et ultraløb, en ny ekspedition eller et studie på Aarhus Universitet, motiveres hun af processen frem mod målet. Samtidig er hun draget af naturens kræfter.
"I vores hverdag har vi kontrol over næsten alting. I bjergene er man bare en lille prik blandt enorme kræfter. Det er et sted, hvor naturen bestemmer, og hvor menneskerne må tilpasse sig," siger Regine.
Følelsen af at stå midt i noget større end sig selv er noget af det, der igen og igen trækker hende tilbage til bjergene.
42 kilometer til mål
I dag er der ikke meget tilbage af pigen, der fik 02 i klatring i gymnasiet.
Regine har gjort det til et slags kapløb med sin egen 25-års fødselsdag. Hun har sat sig for at nå fem mål, som de fleste ville bruge et helt liv på at overveje: Bestige Mount Everest, Ama Dablam, Aconcagua, gennemføre sin første Ironman og løbe ti Maraton.
Fire af dem er allerede krydset af. Det eneste, der mangler, er det tiende Maraton.
Ni gange har hun allerede snøret løbeskoene og løbet de 42,195 kilometer. Når hun gennemfører sit næste, er listen komplet – og hun kan sætte det sidste kryds, inden hun fylder 25.
Maratonløbet begyndte faktisk som en del af hendes træning til bjergene. Hun skulle opbygge en stærk og udholdende fysik, før hun kunne kaste sig over de længere ekspeditioner.
Hun begyndte med at løbe mindre distancer. På et tidspunkt stod hun på et løbebånd og kæmpede med at løbe syv kilometer. Senere kunne hun løbe et halvmaraton, og derfra tog det fart.
“Jeg fandt det mega fedt at sætte nogle delmål undervejs”, fortæller hun.
Nu er løb blevet en disciplin i sig selv. Men det er egentligt ikke de færdige resultater, som hun hæfter sig mest ved. Det handler nemlig om noget at arbejde hen imod. Det kan være et bjerg, en løbedistance eller noget helt tredje. Det afgørende er, at hun har en retning og en udfordring, hun selv har valgt.
En stemme i bjergene
Selvom bjergene først og fremmest er en personlig udfordring for Regine, er motivationen i dag blevet større end hende selv.
Gennem sociale medier deler hun sine træningsture, ekspeditioner og hverdagen mellem studieliv og ekstremsport med tusindvis af følgere.
Som kvinde i en sport, hvor mænd traditionelt har fyldt mest, føler hun også et ansvar for at vise, at store ambitioner ikke er forbeholdt bestemte typer mennesker.
"Jeg vil gerne inspirere andre, og jeg synes, det er vigtigt at vise, at man kan sætte sig store mål og gå efter dem. Som kvinde i en meget mandsdomineret sport føler jeg også et ansvar for at vise, at det kan lade sig gøre,” siger hun.
Den største motivation kommer dog ofte fra de beskeder, der tikker ind efter et opslag eller en ekspedition. Fremmede fortæller hende, at de har meldt sig til deres første halvmaraton, bestilt en vandretur eller kastet sig ud i noget, de længe har drømt om.
"Det betyder meget for mig, når folk engagerer sig i det, jeg laver," siger hun med et smil på læben "Jeg får beskeder fra mennesker, der føler sig inspirerede til at løbe deres første halvmaraton, bestige et bjerg eller udfordre sig selv på andre måder."
For Regine er det et bevis på, at præstationerne kan bruges til mere end rekorder og medaljer. De kan måske få andre til at tro lidt mere på deres egne mål.
Fra verdens tag til 13 kvadratmeter
Der er langt fra verdens højeste bjerg til Regines kollegielejlighed i Aarhus. Her er 60 grader varmere, og i de trygge rammer, kan hun tilbagelænet fortælle om sine eventyr.
I hjørnet af hendes lejlighed på 13 kvadratmeter står en figur iklædt hendes bjergbestigerdragt, og på væggen hænger nummeret fra hendes seneste Marathon.
Kontrasten mellem hverdagen og de ekstreme præstationer er til at få øje på. I dag læser Regine geoscience på Aarhus Universitet, arbejder som rejseleder hus Jysk Rejsebureau og forsøger at få træningen til at passe ind mellem forelæsninger og sociale aftaler.
“Lige nu er der faktisk virkelig meget mere ro på, end der har været de sidste par år”, forklarer hun.
De seneste år har været præget af et stramt program. Under forberedelserne til bestigningen af Mount Everest, arbejdede hun i perioder mellem 60-80 timer om ugen, kombineret med træning hver dag. Det krævede både personlige og økonomiske prioriteringer.
Mens vennerne flyttede hjemmefra og indrettede deres første lejligheder, blev Regine boende hjemme. Det var et bevidst økonomisk valg. Sideløbende skulle relationer også plejes.
“Det handler om at dyrke de gode relationer i mit liv, for det er dem, der giver mig energi og mulighed for at vokse. I bund og grund er venner og familie det allervigtigste, man har”, siger hun.
For selvom ekstremsport fylder meget, er det ikke hele hendes identitet. Hun beskriver sig selv som socialt anlagt og glad for at fordybe sig. På kollegiet er hun sjældent tilfreds, hvis fælleskøkkenet er tomt.
Hun har heller ikke tænkt sig at opgive de almindelige dele af ungdomslivet for at kunne præstere. Hun vælger i stedet at lade de to verdener eksistere side om side.
“Jeg tager stadig med til fredagscafé hver gang, det er der, og jeg drikker øl, når jeg har lyst”, siger hun.
For Regine handler det altså ikke om valget mellem et almindeligt ungdomsliv og de store mål. Hun vil have plads til begge dele.
“Jeg tror ikke på, at et godt liv kræver, at man giver afkald på alt det, man holder af. Tværtimod har jeg lært, at ambitioner og livsglæde godt kan eksistere samtidigt”, siger hun.
Nye horisonter
I næste uge rejser Regine til Tyrkiet for at løbe sit 10’ende Marathon. Så er listen fuldendt, og inden sin 25-års fødselsdag kan hun allerede skrive en bog om mange eventyr.
Men det betyder ikke, at hendes historie er skrevet færdig. I dag venter hun blot på den næste spontane ide, som da hun i 2022 bestilte en rejse til Kilimanjaro.
"Jeg er meget, meget spontant anlagt, så når jeg får en idé, så er der meget, meget kort fra idéen udspringer til, at den skal udføres,” siger Regine.
Hun har ikke gjort sig nogle konkrete planer for hvilke udfordringer hun skal overkomme i fremtiden, men alt tyder på, at hun hverken har besteget sit sidste bjerg eller løbet sit sidste Marathon.
"Jeg tror, det handler om en helt grundlæggende nysgerrighed på mig selv og mit eget potentiale,” siger hun.
For Regine er det ikke et bestemt bjerg eller en bestemt distance, der afgør om hun er på rette vej. Det er mulighed for fortsat at være nysgerrig på, hvad hun kan, uden at miste forbindelse til det liv og de mennesker, hun vender tilbage til.