Fra Anfield til Old Irish: Når Aarhus bliver Liverpool

På Old Irish samles Liverpool-fans til hver kamp, for at skabe deres eget lille Anfield midt i Aarhus

De røde trøjer pibler så småt frem inden kampstart.
Offentliggjort

Der er langt fra Liverpool til Aarhus, og stemningsmæssigt endnu længere fra Anfield til Old Irish. Men når 50 Liverpool-fans skråler med på 'You'll never walk alone', føles afstanden kortere.

Udenfor glider lørdagslivet videre med barnevogne og kaffe-to-go, men herinde og lige nu findes kun Liverpool. Inden kampstart ruller en golfturnering over storskærmen, men ingen ænser den. De røde halstørklæder og plakater er blevet fast inventar, lige så meget som de fedtede borde og det klistrende gulv fra de utallige øl, der gennem tiden er blevet spildt her. For hvert skridt mod hjørnet, hvor de mest dedikerede fans sidder, suger gulvet skoene fast et øjeblik for længe, og tæerne må knuges sammen for ikke at fortsætte uden sko.

Fællesskabet bærer det hele

"Jeg kunne jo bare sige 'fuck det', men jeg synes, det er vigtigt, at Liverpool-fans i Aarhus har et fællesskab."

Ordene kommer fra Malthe Nielsen, en af fire formænd i styregruppen bag Redmen Aarhus. I pausen står han foran pubben og forklarer, hvorfor han bruger tid på at skabe rammen for Liverpool-fans i Aarhus. Han sørger for, at flagene kommer op, arrangementerne kører, og stemningen holdes i live.

Formelt er Redmen Aarhus ikke en klassisk forening med vedtægter og kommunal støtte, men en lokal afdeling af Redmen Family – et landsdækkende netværk af Liverpool-fans. Medlemmerne betaler kontingent centralt, og pengene går tilbage til Aarhus, hvor de bruges på præmier, merchandise og særlige events.

"Vi havde Carlsberg-kampen i sidste weekend mod Everton. En times fri fadøl inden kampen, betalt af Redmen. Det trækker altså folk til," fortæller Malthe, mens hans blik igen og igen glider mod storskærmene, hvor anden halvleg er begyndt.

Men fællesskabet er det afgørende. Uden det, var der ingen fans på pubben, understreger han. Old Irish har i mere end ti år været kendt som byens Liverpool-bar, og traditionen er kun vokset. "Old Irish har altid været en Liverpool-bar," siger Malthe. "Det ved man bare, hvis man bor i Aarhus."

En del af stemningen

Kampen har været tung, Liverpool er bagud, og det samme med stemningen. Ølglassene tømmes langsomt, snakken er dæmpet. Da udligningen endelig kommer i det 87. minut, bryder lettelsen igennem som et lyn. Folk rejser sig og brøler på den måde, kun fodboldfans kan.

Forløsningen varer dog ikke længe. I overtiden scorer Crystal Palace igen. 2-1 i det allersidste minut og jubelen dør ud, før den når at leve.

Nederlaget er en realitet. Nogle tager straks jakken på og går slukøret hjem. Andre bliver hængende ved bordene og bestiller en ny omgang, som om aftenen først lige er begyndt. Ved et af dem sidder Jannik fra Struer sammen med sine venner.

Jannik Bilde er ikke en del af Redmen-netværket. Han er bare en fan, der finder glæde i at være omgivet af andre i rødt, også på en tilfældig lørdag i Aarhus.

"Det er for at have et sted at mødes," siger han. For ham er det netop dét, der gør turen til Old Irish værd. "Og stemningen. Det er sådan en kæmpe samhørighed," tilføjer han. Når han sidder i baren, handler det ikke bare om kampen, men om følelsen af at være omgivet af andre, der deler passionen. "Det er næsten det bedste – i forhold til at være på stadion."

Jannik smiler trods nederlaget.

Liverpool ud, Aarhus ind

Stemningen siver ud af lokalet som øllet i de halvtomme glas. Sangene er forstummet, og tilbage er kun sporene. Et slidt vinylgulv, der altid klistrer under skoene, halstørklæder der pakkes ned i lommer og tasker, og et par fans, der stadig hænger ved baren for at klemme den sidste fadøl ud af aftenen.

Old Irish er hurtigt på vej til at blive en almindelig lørdagspub igen. Glasdørene smækker, folk forsvinder ud i kulden, og med det samme overtager nattelivet. Strømmen af unge i skjorter, kjoler og sneakers fylder gaden, musik vælter ud fra barerne, og bylivet glider videre, som om Liverpool aldrig har spillet.

Powered by Labrador CMS