Fra Barnets Lov til Serviceloven: ”Alt skal spille, hvis ikke der skal ske et rettighedstab”

På en seng i soveværelset sidder Selma Dahl Hansen med benene trukket ind under sig. Hun stirrer ud mod haven, mens hendes forældre drikker kaffe i husets køkken. De lytter efter hende, så de er klar til at træde til, hvis Selma pludselig slår hovedet mod vindueskarmen.

Selma er 21 år og har omfattende kognitive og fysiske funktionsnedsættelser, som medfører at hun har brug for hjælp døgnet rundt.

Alligevel forventes det af både Selma og hendes familie, at hun kan leve op til de krav, der følger med at være voksen. Ifølge dansk lovgivning bliver man nemlig voksen den dag, man fylder 18, selvom det for mange unge med udviklingshandicap slet ikke stemmer overens med deres udvikling

Voksen på papiret

Lovgivningen kan skabe udfordringer for familier som Selmas. For overgangen til voksenbestemmelserne, betyder skift i mulighederne for hjælp, overgang til andre kommunale afdelinger med nye sagsbehandlere, og et stop i de støtteordninger man har haft som barn.

Eva Naur er lektor i jura på Aarhus universitet og forsker i, hvilke udfordringer det kan have, når man overgår fra barnets lov til voksenlovgivning. Her er det især den fastlagte myndighedsalder, som kan give bøvl, når det unge menneskes selvstændighed og kognitive evner, ikke er alderssvarende.

“Vi har valgt i dansk lovgivning, at 18 år er skæringen for, hvornår man kan tage vare på sig selv, og det er der mange gode grunde til, men den sårbare gruppe, som får hjælp før 18, følger ikke nødvendigvis den modenhedskurve, vi mener er normalen, og derfor har de behov for, at andre passer på dem, også selvom de er juridisk voksne. ” forklarer Eva Naur.

Det kan Kim Dahl Hansen godt kende. Da Selma fyldte 18, blev hun i systemets øjne betragtet som en rask og selvstændig 18-årig, og familien skulle således igen skulle påvise det modsatte. Selvom de havde årevis af sagsbehandling hos kommunen bag sig. Om det siger Kim:

Jeg kan ikke forstå, at alting skal starte forfra den dag, man fylder 18. Kunne der ikke være fleksibilitet i overgangen? Man kunne lave en længere overgang for dem, der er meget handicappede.

Fra et regelsæt til et andet

Med myndigheden følger også et komplet skift i lovgivning. Derfor skal familierne igen dokumentere behov og søge om den støtte, den unge har brug for. Det skyldes ikke, at behovene ændrer sig natten over, men at Serviceloven, som gælder for voksne med handicap, ikke rummer de samme bestemmelser som Barnets Lov.

Ifølge jurist og lektor Eva Naur kan det skabe markante udfordringer:

“Når den unge bliver 18, ændres det regelsæt, der tidligere har været gældende, til et nyt regelsæt, som den unge skal have hjælp efter. På voksenområdet skal hjælpen udmåles efter nogle helt andre kriterier, og da der ikke er nogen ensartethed i de to regelsæt, kan man ikke flytte hjælpen fra børnelovgivningen til en 1-1 ækvivalent på voksenområdet.” forklarer hun og understreger, at overgangen kræver omhyggelig planlægning:

“Der er ikke nogen mulighed for overlap i lovgivningen, og derfor skal alt spille fra den unges 18-års fødselsdag, hvis ikke der skal ske et rettighedstab.”

For Selmas familie er det præcis den manglende mulighed for overlap, som Eva Naur beskriver, der skaber problemer. 

Det betyder i praksis at Selma går fra et kendt miljø til et helt nyt personale, der skal starte forfra med at forstå hende. De efterlyser bedre overgange mellem tilbud, samt at de mennesker som allerede kender deres datter, får rum til at give deres viden videre til Selmas næste tilbud.

Familier under pres

Det er et velkendt fænomen, at overgangen til voksenlovgivning er særligt svær, for de unges familier. I forbindelse med sin forskning på området, er Eva Naur også jævnligt stødt på dette:

“Det er noget, jeg hører rigtig tit fra forældre, at de pludselig føler sig flyttet tilbage til start. Det er ekstremt hårdt arbejde for de her familier. Vi ser forældre udvikle PTSD, og vi ser et kæmpe slid og rigtig mange sygemeldinger. Er der andre børn i familien, lider de også under, at ressourcerne skal gå til barnet med størst behov.”

Selmas familie mærker det Eva Naur beskriver, på daglig basis.

For dem fylder det meget, at man ikke kan være sikker på at beholde de ordninger man er tilknyttet som barn, efter den unge bliver myndig. Det er noget, der påvirker deres økonomi, hverdag og mentale overskud. Især den økonomiske og administrative uforudsigelighed fylder meget:

“Jeg savner en tilkendegivelse af, hvordan man står økonomisk. Tabt arbejdsfortjeneste skulle vi i starten søge hver tredje måned, og man kan miste den med meget kort varsel. Nu har vi en privat pasningsordning, men man får ikke en garanti for, at den ikke pludselig stopper. Bekymringerne har man altid med sig.” fortæller Kim Dahl Hansen.

For Kim og Karin er det vigtigt, at Selma kun flytter hjemmefra, når hun kan få et tilbud, hvor hun bliver mødt som den hun er. Et sted med voksne, der kan aflæse hendes signaler og sikre hendes udvikling.

Derfor har de beholdt hende hjemme indtil det helt rette tilbud finder dem.

Men ikke alle unge har den mulighed. Det kræver ressourcestærke forældre, som har muligheden for at bruge både tid, energi og penge på at sikre en god start på voksenlivet, og netop for de unge, som mangler et sikkerhedsnet, kan overgangen få større konsekvenser.

Når ressourcerne glipper

Når overgangen til voksenområdet rammer sårbare familier, rammer den ofte hårdere. Det kan være sværere at overskue kravene mens man skal holde sammen på hverdagen. 

Ifølge Eva Naur er det netop her, konsekvenserne bliver mest alvorlige:

De virkelig store tabere er de unge, som ikke har ressourcestærke forældre. Særligt unge anbragt udenfor hjemmet. Når de bliver 18, bliver de hjulpet hen til en lejlighed og så står de alene. De kan blive isolerede, udvikle misbrug eller miste sociale kompetencer, og den hjælp de skal have, bliver helt anderledes end hvis man havde støttet dem fra starten. Vi skaber et system, hvor det bliver sværere og dyrere at hjælpe dem. Både de unge og kommunen betaler en høj pris.

En overgang til voksenlivet er for de fleste familier med et ungt menneske med udviklingshandicap både krævende og præget af administrativ kompleksitet. For familier som Selmas kan tid, overskud og netværk være det, der sikrer, at den unge ikke bliver tabt i skiftet mellem regelsæt og sagsbehandlere. For andre kan man ende med at måtte overlade den unge til tilbud, som måske ikke passer deres behov.

Til fælles har de dog, at overgangen ofte udfordrer den unges behov, men også systemets evne til at håndtere dem.