Fra fodboldbanen til Fortnite: Gaming samler drenge i sociale fællesskaber
For mange teenagedrenge er gaming blevet det sted, hvor de dyrker venskaber, deler hverdagen og de sociale fællesskaber lever – selv når de sidder hver for sig.

Gaming er ikke bare tidsfordriv. Det er børns nye mødested, hvor de chatter og deler hverdagen.
Ifølge DR’s rapport Medieudviklingen 2024 gælder det særligt for de unge teenagedrenge, hvor næsten 80% fortæller, at de bruger gaming til at hænge ud med vennerne.
"Det kan være aftalt på forhånd fra skolen, når vi mødes og spiller og ellers logger man på Discord og ser om nogle er online og om de spiller noget og så kan man snakke sammen der,” siger en 15-årig dreng i rapporten.
Mens 70% af drengene dagligt hænger ud i virtuelle verdener, vælger pigerne i højere grad at bruge de sociale medier. Knap 10% af pigerne gamer dagligt og mange har et tidsforbrug på under seks timer om ugen.
Det digitale frikvarter
Børn i alle aldre bruger spil på computer, smartphones og tablets som underholdning. Men jo ældre de bliver, jo mere fylder samværet med vennerne gennem skærmen.
For især drenge bliver gaming en slags digitalt frikvarter, hvor de kan være sammen uden at være fysisk til stede. Skærmtiden bliver en ramme for udvikling af sociale færdigheder, men også et sted, hvor de unge vender stort og småt:
”Det kommer an på, hvor seriøs man er, når man spiller. Man kan sagtens tale om noget der er sket i skolen, hvis det er mere stille og roligt.” Det fortæller en 14-årig dreng i rapporten.
Gaming skal tages alvorligt som en fællesskabende platform
Computerspil har gennem årtier både skabt begejstring og bekymring – ikke mindst i medierne. Men for mange børn er gaming blevet en fast del af hverdagen og et centralt socialt samlingspunkt, især for drenge.
Ifølge medieforsker Rasmus Kleis Nielsen bør medier afspejle borgernes liv. Det betyder også, at gaming må tages alvorligt som en platform, hvor børn mødes, kommunikerer og danner fællesskaber.