Fra hamsterhjul til familieliv:
“Friland har lært mig, at der er forskellige måder at leve godt på”

Det lange, hvide skæg reagerer, når han drejer hovedet, som om det gerne vil følge med i samtalen. Brillerne sidder lavt på næsen. Den sorte hummeltrøje er lynet op og øjnene fokuserer altid på den, han taler med.

“Jeg havde det egentlig fint i byen,” siger Jens Peter Mølgaard, “Men jeg kunne mærke, at det ikke var mit tempo. Her er der tid til at gøre tingene færdige, og til at lade noget være.” 

Købmanden, hvor alle kender alle 

I den lille købmandsbutik Kooperativet i den lille by Feldballe, nord for Ebeltoft, går Jens Peter rundt og arbejder blandt de mørkristede kaffebønner fra Guatemala. Hylderne er fyldte med svanemærker, øko-labels og nøglehuller, som om de konkurrerer om at være den mest klimabevidste i rummet. Atmosfæren er så rolig, at man nærmest sænker skuldrene automatisk.

En kunde rækker ham en vare, en anden har et spørgsmål, en tredje vil gerne småsludre om vejret, hønsene eller noget derimellem. Han vender sig, finder noget frem, griner kort, og fortsætter samtalen, som om intet blev afbrudt.

Her hilser folk på hinanden. Der bliver spurgt ind, grinet højt, og der er tid til en snak.

Udefra ligner det bare en butik. Men det er meget mere. Det er et mødested. Hvor fællesskab vægter højere end penge i kassen.

Livet før friland 

Jens Peter Mølgaard voksede op på en gård vest for Horsens med værdier, der stadig følger ham tæt. 

Han blev født ind i en søskendeflok på fem. Et lille kaos i bevægelse. De ældste satte tempoet, og de yngste fulgte trop. Når de store kom hjem fra skole, var der ikke pause: Tasken blev stillet, de satte sig ved bordet og gik straks i gang med at lære de mindre ‘at gå i skole’. Hvordan man sad ordentligt. Rakte hånden op. Ventede på sin tur. 

“Det var hyggeligt,” siger Jens Peter. “Og det gjorde os tætte.” 

Fra sin far fik han roen, den stille måde at sætte pris på sin plads i verden, den som har fulgt ham hele livet.

“Ro og selvværd,” siger han. “Det kom nok mest fra ham.”

Fra sin mor fik han noget andet: varmen, nysgerrigheden og den slags jordnære visdom der ikke står i bøger, men i måden hun talte og handlede på. 

Barndommen var tryg, praktisk og fællesskabsorienteret. Og selvom han ikke vidste det dengang, blev fundamentet til resten af hans liv lagt netop her. 

Et job med udvikling 

I flere år arbejdede han som forsker i kartoffelavl. Et job med ansvar og en masse papirarbejde.

“Selvom jeg havde et spændende job med udvikling i, føltes det ikke helt rigtigt,” siger han, retter sig op, kigger væk, og vender så blikket tilbage.
“Det var ikke derfor jeg havde fået børn.” 

Han havde ellers forestillet sig, at forskerlivet var hans faste plads i verden: at han skulle blive dér, sortere data, udvikle dyrknings teknikker og blive klogere på planter år efter år.

Men så begyndte noget at røre sig. 
Måske trætheden over hamsterhjulets rytme.
Måske trangen til at bruge hænderne. 
Måske en snigende mistanke om, at livet kunne være andet end møder og papirarbejde.

“Jeg fik øje på, at der var noget, der begyndte at røre sig med at bygge huse i halm og ler,” fortæller han, mens stemmen får en let varme, som om idéen stadig begejstrer ham.

“Det syntes jeg var virkelig spændende, og jeg fik lyst til at prøve.” 

Da familien i 2002 stod overfor beslutningen om at flytte til Friland, havde børnene forskellige holdninger, men han og hans daværende kone var enige. 

“Min ældste datter var 100 procent med på at flytte herud. Hun var meget bevidst om miljø og ressourceforbrug. Hun var ikke helt Greta Thunberg, men hun var ikke bange for at fortælle, hvad hun syntes, vi skulle gøre med projektet.”

Mesterværket - det omvendte vikingeskib 

Friland nr. 7, Feldballe. Ned ad den lille lukkede vej, lige over for fælleshuset Ravnen, ligger Jens Peter Mølgaards mesterværk: et omvendt vikingeskib bygget med fokus på bæredygtighed og et minimalt ressourceforbrug. 

Ved første øjekast, er det faktisk ikke huset, man lægger mærke til. Det er de 17 mælkekasser, de 7 cykler, bunker af brænde og de mange ting og sager, som er blevet samlet sammen gennem årene.

Det er ikke rodet på den kaotiske måde, hvor ingen ved, hvor noget ligger - Jens Peter ved præcis, i hvilket område hans ting befinder sig.
Men indrømmer: Nogle gange kan han godt glemme det, hvis ‘nogen’ har flyttet rundt. 

Blandt de mange bunker af spændende ting ligger der et hus inspireret af vikingeskibenes skrog. Bag den blå facade bestående af sand, ler og halm, omgivet af en have, der nærmest personificerer sloganet: Vild med vilje, gemmer sig et liv med historier, om både op og nedture.

En dårlig gave - En god gave 

Efter ti år på Friland tog livet en uventet drejning.

“Skilsmissen kom ud af det blå, og det gjorde rigtig ondt. Det er helt klart noget af det sværeste jeg har været igennem.” 

I dag kan han se, at skilsmissen - hvor svær den end var - blev et vendepunkt, der både gjorde ham mere tilfreds og lykkelig, end han ellers ville have været.

“Da hun ville skilles, gav hun mig en gave - men hun kunne godt have gjort sig lidt mere umage med indpakningen,” siger han med et skævt smil på læben, inden han tager en slurk af den efterhånden lunkne kaffe.

Uden skilsmissen var Jens Peter ikke kommet så tæt på det der betyder mest for ham.

“Mine børnebørn betyder en helt masse livsglæde, inspiration og de vækker en nysgerrighed på, hvordan deres liv former og udvikler sig.” 

På det aflange træbord, hvor facaden forsvinder blandt gode ideer, økologiske hampfrø og maskiner er der en tegning.

Tegningen til bedstefar. Den ligger øverst. Og sådan er det også med børnebørnene.

“Jeg håber, at de ser mig som en aktiv og engageret bedstefar, som kan lide at være en del af deres liv.” 

Der er ingen tvivl om, at familie betyder alverden for Jens Peter, og efter en afstikker er hans datter nu flyttet tilbage til Friland med sin familie. De er tæt på - lige som det skal være.

Selvom det kun er Jens Peters ældste datter, der bor på Friland, er forholdet til hans to øvrige børn også godt.

“Jeg har et barnebarn på vej i Aarhus, og selvom det bliver lidt sværere end nu, hvor jeg har dem tæt på, håber jeg at få en god relation til det lille menneske,” siger han. 

Inde i hyggestuen, den del af købmandsbutikken der fungerer som cafe, breder duften af friskmalede kaffebønner sig og smelter sammen med den varme kaffe i en stille symbiose.

Her sidder Jens Peter med benene over kors og hænderne foldet om keramikkruset.

Han smiler.

Snakker om sine børnebørn.

Smiler.

Fortæller om små historier med familien.

Og smiler igen. 

Hvad der efterlades, når man selv bliver til støv 

Da snakken glider hen på livets efterår og det, Jens Peter gerne vil efterlade, inden han en dag ikke er her længere, går der længere tid mellem svarene end tidligere.

Han lader blikket glide ud på den trafikerede vej foran butikken.

“Hmm, hvad skal jeg sige,” indleder han, mens han lader ordene hænge et øjeblik.

“Ofte er der kun en vej igennem livet, men Friland har lært mig, at der er forskellige måder at leve godt på.” Friland er ikke kun blevet et sted at bo for ham, men en ramme, der bekræfter de valg, han har truffet i livet.

Jens Peter hopper frem på stolen for at ændre position. Han sætter sig tungt tilbage, som en, der tænker dybt over de veje, livet har ført ham ad.

Det er tydeligt, at de valg, han har truffet gennem livet, sjældent er noget, han fortryder. 

“Det er sjældent, at folk, der ligger på dødslejet fortryder, at de gjorde for lidt ved karrieren. Det er de menneskelige relationer, de fortryder, at de ikke gjorde mere ved.” Ordene falder uden dramatik, som en konstatering fra et menneske, der har set nok til at mene det.

Selvom Jens Peter erkender, at han ikke kommer til at efterlade mange millioner til sine børn og børnebørn, har han det godt med de valg, han har truffet. For ham ligger arv ikke i penge, men i de minder, der bliver tilbage hos dem, han holder af. 

 “Lykkelig er et lidt højtflyvende begreb for en jyde som mig, men jo. Jeg er et godt sted i mit liv, og der er heller ikke mange ting, jeg fortryder,” griner han tørt, mens han sætter sig til rette i stolen igen. Bevægelsen er rolig, næsten tilfreds, som om stolen, butikken og stedet bærer den ro, han selv beskriver. 

Når man er, hvor man skal være 

Efter en beskeden rundvisning i de kølige forårsvejr, har Jens Peter en sidste ting, som er meget vigtig at vise. Han skynder sig ind i entreen for at hente en bronzepelikan. Den er lidt skæv, en lille smule deform, lidt som om den har haft en hård landing. Alligevel nikker Jens Peter anerkendende med rynkede øjenbryn og et hårdt nik til siden.

“Det er jo sådan livet er”, siger han og trækker let på skuldrene. “Det bliver sjældent helt som man forestiller sig, men derfor kan det stadig blive godt”.

Han kigger rundt på grunden, huset og det som han har opbygget.

For Jens Peter er hverdagen ikke længere noget der skal overstås. Det er noget der skal bygges. Ligesom huset, bronzepelikanen og relationerne.

Langsomt.

Med hænderne, og med hjertet.

Han vender sig kort om, inden han lukker døren til mesterværket.

“Jeg er et godt sted,” siger han.