Fra handelsby til genbrugsby: Seks nye genbrugsbutikker i Ulfborg
På bare to år er seks genbrugsbutikker åbnet i Ulfborg, mens de klassiske detailbutikker næsten er forsvundet – til stor ærgrelse for en af de sidste erhvervsdrivende.
På to år er der kommet hele seks nye genbrugsbutikker til Ulfborg.
En by som tæller små 2000 indbyggere.
Det har betydet, at en tidligere handelsby, med flere selvstændige erhvervsfolk, nu primært er repræsenteret af genbrug med frivillig arbejdskraft.
Genbrugsbutikkerne i Ulfborg er drevet af frivillige, lokale hænder, som både modtager, håndterer og sælger brugte varer. Netop frivilligheden er grobunden for, at det kan lade sig gøre, at der er kommet mange genbrugsbutikker til byen.
Samlet set er der nu syv genbrugsbutikker i Ulfborg.
Tendensen er genbrug
Hvert år leverer DBA deres Genbrugsindeks, som viser, hvordan danskerne handler med genbrugsvarer. Hvis man analyserer deres tal, ser man en klar tendensændring.
I 2016 havde 59 procent af danskerne købt genbrug
I 2024 var tallet steget til 81 procent.
Dermed genbruger i dag fire ud af fem danskere.
En af de få tilbage
John Sørensen er ejer af Ulfborg Isenkram, og det har han været siden 1976.
Dengang han åbnede, var der 55 detailbutikker i byen, nu er der 2-3 stykker tilbage.
Det er en trist udvikling, mener den erfarne butiksejer
“Dengang jeg startede, var der gang i byen. Nu er det sørgeligt at sidde som mig, en af de få sidste tilbage, og se det hele smuldre.”
Kan føles som en unfair kamp
Faktisk er naboen til Ulfborg Isenkram en genbrugsbutik, hvilket kan være frustrerende for den erfarne isenkræmmer.
“Det er et irritationsmoment at se folk kommer med noget derinde fra, som de lige så godt kunne have købt herinde, endda helt nyt.”
Genbrugsbutikker er ikke pålagt samme reglement som detailbutikker, blandet andet om moms, regnskaber og affaldsafskaffelse, så dermed kan de eksistere uden store omkostninger.