Fra Ilulissat Isfjord til Stege Bugt: Johanne mod ensomheden

”Jeg kunne aldrig flytte til Danmark, hvis jeg ikke kunne se vandet”. Johanne Olsen kigger ud ad de store sydvendte vinduer i stuen. Det er tåget, så man kan ikke se vandet. Men det ligger lige derude, forbi træet i haven og for enden af den flade, sydsjællandske mark.

Johanne flyttede til Danmark i en alder af 64 år, hvor hun i dag bor med sin danske mand. Det er fem år siden, hun flyttede. Forinden havde hun aldrig boet i Danmark, men derimod 35 år i den grønlandske by Ilulissat med familie, venner og kollegaer omkring sig.

”På en skala fra 1-10 faldt mit sociale liv fra 10 til 1, da jeg flyttede til Danmark,” Johanne tømmer opvaskemaskinen, mens hun taler. På spisebordet står ost, spegepølse og et karton multifrugtjuice. ”Vores børn er nærmest vokset op i Ilulissat Hallen, fordi vi spillede håndbold, badminton, bordtennis. Ad den vej kendte vi jo alle og havde rigtig godt socialt liv.”

Johanne fortæller om den nærhed, hun savnede fra Grønland, hvor alle bor tæt sammen i byer eller bygder. Her var altid en åben invitation til aftensmad et sted i byen.

Hjemmet i Danmark ligger stakkevis af bøger, der rækker ud i verden, og genstande fra Grønland, der trækker tilbage i tiden. I et hjørne af stuen står en glasmontre fyldt med hvide, detaljerede smykker og tupilakker af naturlige materialer, som Johanne selv har pruttet om prisen for på sine rejser til Qaanaaq i Nordgrønland.

”Jeg manglede noget hele tiden herinde,” siger hun og peger ind bag den bløde striktrøje, hvor hjertet sidder, da hun fortæller om tiden efter flytningen. Hun savnede at tale grønlandsk og grine, som man kun kan, når man virkelig forstår hinanden.

Flere grønlandske folkepensionister flytter til Danmark

Antallet af grønlandske borgere i Danmark på folkepension er steget stødt mellem 2008 og 2021. I 2008 var det 648 personer mod 1.554 i 2021, hvor de seneste tal er fra.

Sundhedsvæsnet, det varmere vejr og til dels et bredere udbud af kultur i Danmark lokker de grønlandske pensionister ifølge universitetsspecialet "Ældre migranter fra Grønland til Danmark – ensomhed og fællesskab" fra 2017.

”Her i Danmark ser jeg ikke et menneske hele dagen, hvis jeg ikke selv kører ud,” siger Johanne. Og det gør hun så.

Johanne tager til Næstved hver torsdag for at tale med andre grønlændere, der har bosat sig i Danmark. Hvis ikke hun har andre planer, tager hun gerne hele vejen med toget til Det grønlandske Hus i København, når der er grønlandsk fællesspisning på menuen. Og så dyrker hun sport igen, blandt andet badminton sammen med en tidligere studieveninde.

”Ved du hvad? De sidste flere år har vi været nummer et i damedouble i Sydsjælland. Altså for damer plus 60,” siger hun med badminton-guld i øjnene.