Fra madspild til måltid: Her ender butikkernes overskudsmad

Kl. 7.30

Gitte Hoff Valentin og Hans Peter Thøgersen sidder i fællesrummet i FødevareBankens varehus i Skejby med hver sin kop kaffe, inden der bliver trukket i arbejdstøjet. En ny arbejdsdag med udlevering af overskudsmad venter dem. Modtagerne i dag er blandt andre krisecentre, bosteder og tilbud for børn, der har brug for økonomisk støtte. 

På den hvide væg i fællesrummet hænger billeder af de frivillige og medarbejderne. Der er et overtal af grå frisurer og briller.

Ligesom Hans er de fleste frivillige pensionister. Han begyndte for halvandet år siden for at få et nyt forpligtende element i sit liv.

I varehusets hal står grønne og sorte pap- og mælkekasser stablet på række. I kasserne ligger fødevarer, som virksomheder af forskellige årsager ikke længere kan sælge.

Det kan være varer tæt på udløbsdatoen, produkter med en bulet emballage eller varer, hvor virksomheder har fejlvurderet, hvor meget der ville blive solgt.

”Vi har haft enormt meget koldskål i august og september. Der havde Arla ikke lige forudset, hvor meget de kunne sælge,” fortæller Hans.

I 2025 leverede FødevareBanken 2.615 ton mad. Mad, der ellers var blevet smidt ud, men i stedet udgjorde 6,5 mio. måltider.  

Gitte og Hans hopper i sorte sikkerhedssko og matchende arbejdsjakker, hvor der med neongrøn skrift står: ”Fra madspild til måltid.” Også deres blå jeans er magen til hinandens.

Makkerparret kører palle efter palle til den hvide varevogn og løfter og stabler de mange kasser med fødevarer ind i bilen.

"Så er der ikke mere gulvplads," siger Hans og kigger på otte kasser med Lay’s chips, der også skal med. På en eller anden måde lykkes det alligevel at få det hele med.

Hans smækker døren i. ”Slam”, så er de klar til dagens køretur rundt i Aarhus.

Der mangler dog lige en sidste ting.

”Det vigtigste: køreslik”, siger Gitte med et grin og hiver en plasticpose med sukker i alverdens farver frem.

Kl. 8.30

Hans drejer nøglen, motoren buldrer og varevognen sætter i gang på dagens roadtrip. Gitte og Hans kan sagtens hygge sig på de fem timer, også på trods af aldersforskellen.

”Vi er alle meget forskellige med hver vores livshistorie. Det kommer der ofte mange gode snakke ud af,” fortæller Gitte.

Gitte er en af de få yngre sjæle i FødevareBanken. Hun begyndte som frivillig i forbindelse med et sygdomsforløb med stress.

”Jeg havde brug for at komme ud af hovedet og ned i kroppen."

Kl.8.45

Der går ikke længe før de er fremme ved dagens første stop: Trygfondens Familiehus, hvor 23 familier med syge børn bor.

Gitte og Hans hopper ud af køretøjet og bliver straks mødt af en overvældende duft af parfume og to store smil. Smilene tilhører to ældre frivillige, Marethe og Doris.

”Hvor er det skønt, I har alle de oste med,” siger Marethe. Kvinderne høster blandt andet hytteost, feta og havarti i generøse mængder.

”Åhr, det er en god dato!” bliver der sagt gentagne gange.

Rødbederne er dog knap så populære. ”Øhhh, dem tror jeg ikke, vi vil have,” siger Doris med et rynk på næsen.

Der bliver grinet og drillet. Det er tydeligt, at de ikke er fremmede for hinanden. ”Jeg tror, du har snydt os! Mangler vi ikke denne her?” siger Marethe med et grin og peger på en kasse.

Efterhånden er varevognen blevet tømt for en god portion af diverse fødevarer.

Kl. 9.58

Efter to stop, der henholdsvis er et krisecenter og et bosted for unge med psykiske forstyrrelser, går turen videre til næste destination på ruten.

Gitte rasler med en pose. Det er køreslikket, hun har fundet frem. Hans gnasker på en lyserød slikstang, imens Gitte fortæller, at hun ofte oplever at blive sulten på turene.

”Måske er det, fordi man bruger kroppen så meget. Eller så er det nærmere den hyppige snakken om mad”, siger Gitte.

Bilen fyldes med latter.

Kl. 10.25

Efter en længere køretur ankommer de til Solbrinken i Højbjerg, en døgninstitution for børn.

Inden de går i gang, måler Hans temperaturen på fødevarerne, der ikke må stige over de fem grader.

”Om sommeren kan det nogle gange knibe,” fortæller han. I dag overholder temperaturen dog retningslinjerne. 

”Børnene elsker det, og det er weekend,” siger lærervikaren Mehrzad, da han tager imod nogle flutes. Chilinødder er også et hit.

”De er perfekte til børnenes madpakke.”

Chipsene bliver dog i bilen.

”Vi har allerede så mange chips, at vi kunne åbne en chipsbutik,” siger Mehrzad med et grin. Chokoladen bliver derimod taget imod. Den skal bruges til børnenes fredagsslik.

Kl. 10.43

På Bosted Kragelund, et bosted for voksne med psykiske udfordringer, lyder en syngende kvindestemme, allerede da døren åbnes. Her er humøret også højt. Denne gang er det to beboere og to medarbejdere, der skal vælge dagens varer. Beboeren Morten siger ikke så meget, men hjælper med at bære mælk, smør og brød.

Hans hiver en kasse kiks frem, og medarbejderen Stinna bliver ellevild.

”Dem der kan man altså gå helt amok i,” siger hun til Morten og klapper ham på ryggen.

Kort efter har hun åbnet en pakke.

”Morten, kan du se, at det går helt galt?” siger hun med munden fuld af kiks.

Bostedet får samlet en stor del madvarer til sig, og der er lige nok madvarer tilbage til det næste og sidste stop på ruten: et tilbud for børn med autisme.

Kl. 12.30

Efter det sidste stop er makkerparret tilbage, hvor de startede fem timer tidligere. Nu med en nærmest tom varevogn. De resterende varer gemmes til næste uges ture.

”Det har været en god dag i dag”, siger Hans med et smil.

Mad, der tidligere var på vej til at gå til spilde, har nu fået et nyt formål og gjort en forskel for en række mennesker. Med god samvittighed kan de to således gå på weekend, og på mandag er den hvide varevogn klar til at gøre det hele igen.