Fra rocker til misbrugsbehandler - et nyt liv på den anden side

Et liv præget af kriminalitet, fængsel og tab blev starten på en forandring. I dag hjælper Sune Nørgaard andre med at finde en ny vej.

Engang levede Sune Nørgaard livet på kanten. I dag er han familiefar og hjælper andre ud af deres misbrug.
Offentliggjort

Sune Nørgaard sidder i sin fars lænestol i stuen og venter. Det er weekend, og hans far er på vej hjem fra arbejde. Det betyder VHS-film, Moviebox og slik – sådan som det plejer. 

Hans mor står ude i køkkenet og laver mad. På bordet foran lænestolen står en højttaler, der er koblet til familiens politiradio. 

Sune hører sit eget hjem blive nævnt over radioen. 

Politiet er på vej ud for at fortælle hans mor, at hendes ældste søn er død. 

Han vender sig i stolen og kigger ud mod køkkenet. Hun står stadig og er i gang med maden. Sune ved, hvilken besked, der er på vej, men han kan ikke få ordene ud over læberne. 

Sune bliver rørt, da han fortæller om episoden. Han holder en pause og lader hånden stryge hen over sit kronragede hoved, inden han fortsætter. 

“Jeg ville rigtig gerne sige til min mor, det jeg havde hørt, men jeg kunne ikke få det ud af munden.” 

I stedet for at sige det til hans mor, rejser han sig op og stikker af. 

Sune er 13 år på det tidspunkt. Den bror han så op til. Ham der lærte ham at køre knallert, tog ham med bag på motorcyklen og altid havde hans ryg, er nu væk.

Struktur er nøglen  

Far, misbrugsbehandler og politiker. 

Sådan beskriver 49-årige Sune sig selv, da han har sat sig til rette i stolen ved et langbord i personalerummet på det behandlingscenter, han betragter som sit andet hjem. 

Behandlingscenteret Stien i Vojens. Her arbejder han som misbrugsbehandler og hjælper mennesker ud af deres afhængighed. 

Fra sin plads i personalerummet skæver han op mod væguret, hvor timeviseren nærmer sig 09. Dagen på Stien er for alvor ved at begynde, men Sune har allerede været i gang i tre en halv time. Han står op hver morgen 05.30.

Mens resten af familien sover, tager han et koldt bad og lufter familiens hund i Fredericias tomme, mørke gader.

Hjemme igen sørger han for morgenmad, mens resten af hjemmet langsomt vågner. 

Sune følger sine rutiner efter militaristisk standard. Det hjælper ham med at tolerere det kaos, der følger med arbejdet som misbrugsbehandler, men vigtigere er det et grundvilkår for det liv, han lever i dag.

For mens andre forbinder struktur med faste rutiner, har det for Sune været nøglen til at bryde med det adfærdsmønster, der i mange år holdt ham fanget i rockermiljøet. 

Morgenmødet 

Fra personalerummet bevæger Sune sig ud i køkkenet, hvor han finder dirigentklokken frem. Klokkeslagene skærer gennem huset og finder vej helt ud i afkrogene. Det er signalet til klienterne om at finde plads i fællesrummet. 

Sune indleder morgenmødet med en musikstafet, der hver dag går på runde mellem klienterne. Én af dem indtager talerstolen og præsenterer sig som misbruger. De øvrige hilser ham velkommen i kor.

Han lader sit musikstykke med sangens indledende strofer: "Når man har levet, som vi har" brage ud gennem højtalerne til gruppens store fornøjelse. 

Sune føler sig privilegeret over at få lov til at hjælpe mennesker, der har det svært. 

"Når jeg sætter mig ind i min bil og kører herned, så føler jeg ikke, at jeg tager på arbejde. Derfor ser jeg det heller ikke som et otte-til-fire-job." 

Han har svært ved at slippe kontakten til de mennesker, han har været kontaktperson for, når de forlader centeret. For et års tid siden havde centeret en ung mand i behandling. Han led af kronisk depression og havde ifølge Sune et selvværd på nul.

Efter første behandlingsforløb blev han sendt hjem, men kort efter var den gal. Sune måtte troppe op på hans private bopæl, hvor den fortvivlede unge mand sad i sofaen med hænderne over hovedet.

På sofabordet lå et stort kvantum kokain og nogle tabletter. Sune tog ham under armen, og de blev enige om at skylle stofferne ud i toilettet. 

Der sker et skift ved talerstolen. Klienten finder tilbage til stolerækkerne, mens Sune indtager pladsen foran. Da de passerer hinanden, står kontrasten tydelig.

Klienten er lang og spinkel, mens Sune er lille og tæt. Alligevel bindes de sammen af en fællesnævner: Begge har armene tildækket af tatoveringer.  

Vejen ind i miljøet 

Storebroderens død skubber langsomt Sune ud i nogle dårlige relationer. Han har skiftet skole mange gange og fortæller, at han aldrig rigtig nåede at slå rødder, før han skulle videre igen. 

“Det har været sådan en gennemgående ting, den der med at lande et sted, hvor jeg hører til.” 

Sune har også en anden storebror, der er ni år ældre, og han er på det tidspunkt også et forbillede for ham. Han sælger hash i stor stil og har en respekt omkring sig, som gør indtryk på Sune.

Til broderens 27-års fødselsdag møder han en håndfuld mennesker fra det kriminelle miljø. Sune beskriver det selv som det tidspunkt, hvor døren for alvor blev åbnet til den løbebane, der kom til at præge hans liv de næste mange år. 

Fascinationen er der allerede. Han har set en dokumentar om Hells Angels og bliver draget af det billede, han ser. 

“Det var maskulint. Det var her kommer jeg, og der er ikke nogen, der skal fucke med mig.” 

Som 16-årig kører han på knallert ned til en rockerklub for at snuse lidt til det. Der går ikke mere end to år, før han bliver fuldgyldigt medlem af en supportklub, og kort efter skal han afsone sin første dom. 

Fængslet bliver et skridt længere ind i miljøet. Da døren lukker bag ham første gang, bryder han sammen. Han er stadig meget ung, men finder hurtigt ud af, at sårbarhed ikke er noget, man viser, hvis man vil overleve i denne verden. 

“Jeg går fra at være en lille dreng til at skulle ind at sidde bag murene alene og passe på mig selv.” 

Da han kommer ud igen, har grænserne rykket sig. Han er begyndt at tage kokain og steroider, og han har fået et langt større netværk i miljøet.

Selv beskriver han fængslet som en slags forbryderskole, hvor man lærer flere kriminelle færdigheder og mennesker at kende. 

Samtidig giver miljøet ham noget, han har savnet: et fællesskab og en følelse af at høre til. 

Men det, der først føles som en familie, ændrer også hans syn på, hvad der er normalt. Våben, stoffer og vold bliver en del af hverdagen, og grænserne flytter sig hele tiden lidt mere. 

En morgen kommer Sune for at hente en ung mand, der sælger stoffer for ham. Manden ligger død i en seng efter en overdosis fra flere dages kokaintrip. 

Sunes første tanke handler ikke om mennesket, der ligger livløs foran ham. 

“Hvor er de stoffer?” 

Han finder dem og beder en kammerat om at vente et kvarter med at ringe 112, til han selv er væk. Når han fortæller om episoden i dag, kan han næsten ikke forstå sin egen reaktion. 

Sune fortæller, at han gennem livet har mistet mellem 25 og 30 mennesker. Nogle er blevet slået ihjel, andre er døde af stoffer, selvmord eller ulykker. 

Til sidst blev døden så almindelig, at begravelser for ham bare blev endnu en kalenderbegivenhed. 

Ved siden af arbejdet som misbrugsbehandler er Sune Nørgaard byrådsmedlem i Fredericia Kommune for Dansk Folkeparti.

Vendepunktet 

Sune står foran spejlet på badeværelset i sin lejlighed i Horsens. Han er kronraget og er i gang med at barbere sig. 

Kort forinden har han fået at vide, at han skal være far for første gang. 

Han ser sig selv i spejlet. 

“Fuck, mand. Du kan ikke engang passe på dig selv. Hvordan skal du så kunne passe på et lille barn?” 

Det er tanken om barnet, der rammer ham. For første gang handler konsekvenserne af hans liv ikke længere kun om ham selv. Der er et nyt menneske på vej, som er afhængig af ham. 

Når Sune i dag ser tilbage på den periode, kan han se, hvor kaotisk hans liv var. Han stod ikke op på faste tidspunkter, spiste ikke på bestemte tidspunkter, og hverdagen havde meget lidt struktur.

Barberingen var det eneste, han gjorde på den samme måde hver gang. 

Men foran spejlet er det ikke rutinerne, der får ham til at træffe beslutningen. Det er spørgsmålet om, hvilken far han skal være. 

Der lover han sig selv, at han vil gøre, hvad han kan for at ændre sit liv. 

Han har allerede mærket, at børn kan ændre, hvad der er på spil. På et tidspunkt bliver han stoppet af politiet, kort efter at han nåede at smide en pistol.

Mens politiet gennemsøger bilen, tænker han på de to piger, han på det tidspunkt har et ansvar for gennem sin kæreste. 

“Puha, der var jeg lige ved ikke at komme hjem til pigerne.” 

Dengang tolker han følelsen som svaghed. Han har pludselig noget, andre kan ramme ham på. I dag ser han det som det modsatte: begyndelsen på en anden form for styrke. 

Beslutningen på badeværelset får konkrete konsekvenser. Sune melder sig ud af klubben, selv om miljøet på det tidspunkt er præget af konflikt med andre grupperinger. 

Han ved, at det ikke kommer til at gå stille for sig. 

Det gør det heller ikke. Han får, som han selv beskriver det, en ordentlig røvfuld. 

Alligevel kalder han den i dag den bedste røvfuld, han har fået i sit liv. 

“Det var der, jeg tænkte: That’s not my people.” 

Han havde hverken stjålet fra klubben eller trådt nogen over tæerne. Han ville bare ikke længere være en del af det. At det var nok til at blive straffet, fik ham til at se anderledes på det fællesskab, han tidligere havde været en del af. 

Bruddet med rockermiljøet stod klart for Sune. Men bagefter begynder en ny opgave: at finde ud af, hvad der så skal ske? 

Sune trawler stillingsannoncer igennem og falder over en casting til en fængselsfilm kaldet ‘R’, hvor de søger autentiske typer. Han tager af sted, og til hans store overraskelse får han en birolle i filmen. 

Det bliver det første skridt mod en ny retning. Fortiden forsvinder ikke, men langsomt begynder Sune at finde ud af, at de erfaringer, han har med sig, også kan bruges til noget andet. 

En gave fra miljøet 

Mødet med andre mennesker har altid faldet ham naturligt. Gennem årene har han udviklet en evne til at indgå i samtaler med mennesker fra forskellige sociale lag.

I det kriminelle miljø blev han kastet ud i mange forskellige arenaer og fællesskaber, og det bruger han i dag til at afkode de mennesker, han møder. Særligt i arbejdet som misbrugsbehandler er det en gave.

Han mærker hurtigt, hvis der er vibrationer, han skal være opmærksom på. Hvis klienterne prøver at skjule noget, opsnapper han det med det samme. 

Efter morgenmødet går dagen videre med undervisning. Om onsdagen går turen til Vedsted Sø for at træne vejrtrækning i det iskolde søbad. I dag er det kun to klienter, der har fundet overskuddet til at deltage.

Sune sætter sig i minibussens førersæde, mens de to klienter modvilligt slukker cigaretterne på parkeringspladsen og finder deres pladser på bagsædet. 

På vejen mod søen siler regnen ned ad forruden. 

“Det bliver skidesjovt i dag, gutter,” lyder det opmuntrende fra Sune. 

Den ene klient understreger, at de ikke helt har samme opfattelse af “sjovt,” mens han skuer ud på det våde, grå landskab. 

Din fortid definerer ikke, hvem du er 

Sune er optaget af at få mennesker med et misbrug til at tro på, at der findes et liv på den anden side. Den person, de er, når de er afhængige, behøver ikke definere dem. Det træner han med sine klienter.

For selvom erkendelsen er vigtig, prøver han også at få dem til at se sig selv som mere end misbrugere. 

Sune har selv været dér, men det fylder kun en lillebitte del af ham nu. I dag præsenterer han sig selv med: 

‘’Jeg hedder Sune, og jeg er behandler’’. 

Det er den identitet, han bærer i sin egen selvforståelse. 

Men han prøver ikke at skjule sin fortid. Han omfavner den. Han bruger sin fortælling som brændstof til at bearbejde sin egen vej ud af miljøet og vise andre, at der findes en vej. I dag er det over 16 år siden, at han fik en ren straffeattest.

Det ledte ham ind i en karriere på socialområdet, som begyndte på Fredericia Misbrugscenter i 2010. 

Dér stod han. Kronraget og med tatoveringer hele vejen op ad ansigtet. Klar til at begynde en ny tilværelse. 

Han takker stadig den kvinde, der så et håb i ham dengang og ansatte ham på misbrugscenteret. Selvom han var hård udenpå, så hun varmen og ægtheden bag facaden. 

På vej tilbage fra søbadet er der en rolig stemning i minibussen. Turen i vandet har fået nervesystemet til at falde til ro hos klienterne, men den ene har sat sig foran hos Sune, fordi han havde svært ved at styre tankerne i vandet. 

Sune minder ham om de små sejre. Med sit rolige nærvær og få præcise ord hjælper han ham langsomt over på andre tanker. 

Et øjebliks stilhed, inden snakken falder på aftensmaden. 

Den står på pariserbøf. Én af Sunes egne favoritter.  

Det løfter humøret i hele bussen. 

Taknemmelighed 

Sune har lært på den hårde måde, hvor skrøbeligt livet er. Engang var begravelser bare endnu en kalenderbegivenhed.

Da han var i rockermiljøet, var han lukket følelsesmæssigt ned. Stresstilstanden og den konstante påvirkning gjorde det svært at tage det ind. 

Sådan er det ikke længere. 

Som far til fem børn har han fundet ud af, hvor dyrebart livet er.

Han står op hver morgen med en taknemmelighed over, at han har sin kone, sine børn, og at han kan gå ud i livet og udføre en funktion for samfundet, hvor han gør en forskel. 

Powered by Labrador CMS