Fra slips til vaders: En ny livsform i plast, fiskekasser og menneskelig omhu
En fortælling om omhu som livsændring og som lokalt fællesskab langs Vestkysten.
Daniel Sano Mirecki og Katrine Kock Frandsen, er grundlæggere af Omhu. De står i butikken i Hvide Sande, omgivet af fiskekasser, værktøj, kværn og små farvede plaststumper fra stranden. Sammen driver de Omhu - et projekt der tager livtag med havplast gennem konkret handling og lokalt fællesskab.
Et livsskifte fra slips til vaders
Da Daniel for fem år siden pakkede lejligheden i København ned og satte kurs mod Hvide Sande, var det ikke med en færdig plan. Han længtes efter et liv tættere på naturen og noget, der kunne mærkes i hænderne - langt væk fra kontorstolens form i ryggen. Han solgte tidligere store skibe, men sad fast i et arbejdsliv arbejdsliv, hvor han fra et kontor kunne se bølgerne, uden at kunne nå dem. I dag går han rundt i vaders omgivet af fiskekasser, plastikstumper og alle de mennesker, der gennem projektet Omhu er blevet en del af hans nye verden. Hans slips ligger et sted i en skuffe, og han griner, da han indrømmer, at han kun har haft det på én gang de seneste mange år - til et bryllup.
Et projekt født af handling
Omhu begyndte ved en strandrensning en blæsende oktoberdag, sådan en dag hvor byen trak sig sammen om sig selv. Her mødte Daniel Katrine, som allerede drømte om at gøre noget ved havplast. Ingen af dem havde et færdigt koncept, kun et ønske om at skabe et projekt, der kunne bære sig selv, forblive positivt i mødet med et negativt problem og vokse ud af engagement frem for økonomiske tilskud.
Navnet fandt Katrine: Omhu. Et ord med klang, rummelighed og varme.Daniel tøvede lidt over i starten, fordi han lige var gået fra “rettidig omhu” og corporate-sprog. Men da logo, udtryk og idé faldt på plads, var der ingen tvivl. Det var lige præcis dét, som i dag spejler hele projektets identitet.
Fællesskab før fingerpegning
Omhu er ikke et aktivistisk opråb. Projektet banker ikke på døren hos fiskerne for at pege fingre. Tværtimod. Fra starten blev fiskerne mødt med en mistænksomhed, men over årene har tilliden vokset sig. I dag møder Omhu varme hænder, smil og anerkendelse fra dem, der kender havet bedst.
Han og Katrine fortæller altid deltagerne til strandrensninger, at fiskerne gør en kæmpe indsats, og at problemet er langt større end én branche, én gruppe, ét sted. Den positive tilgang er deres særkende. At hver person, der løfter et stykke plastik op fra sandet, gør en forskel - og får en high-five for det. “Det kan godt være en dråbe i havet,” siger han, “men det er stadig en dråbe, der ikke længere ligger dér.”
700 kilo på en halv time
Når han taler om børnene, lyser han op. Omhu har haft næsten 10.000 mennesker med på stranden gennem årene, og skoleprojekterne står hans hjerte nærmest. Han fortæller om en klasse, der på en halv time samlede over 700 kilo strandaffald sammen - inklusiv et stort fiskenet. Det var iskoldt. Det gjorde ondt i fingrene, men børnene knoklede, svedte, heppede, lo. Og bagefter kunne de genfortælle alt, hvad de havde lært.
“Man kan høre det på dem. De tager det ind. Og så hører man fra forældrene bagefter, at børnene kom hjem og fortalte om det hele.”
Fra havplast til nøgleringe
Bag butikken står kværnen. Den omdanner strandens affald til bittesmå stykker, som smeltes om til nøgleringe, kopper og kroge. De blålige, grønne, grumsede farver fra havet lever videre i de hårde plaststykker, der blinker i butikken. Et lille stykke strand i lommen. En påmindelse om, at affald også kan fortælle historier.
Daniel ved godt, at de ikke redder verden ved det. “Man burde jo bare bruge mindre,” siger han tørt. Men symbolikken og håndværket er en del af fortællingen om et fællesskab, der handler og ikke bare taler.
Havet som livsform og fællesskab
Der skal ikke meget til, før Daniel vender tilbage til havet i samtalen. Havet er bagtæppe, drivkraft og terapi. At komme ud i vaders med en sæk over skulderen er lige så meget for hovedet som for miljøet. “Det gør noget godt,” siger han. “Bare det at være derude. Det driver os.”
Når fællesskabet folder sig ud - børn, pensionister, surfere, sommerhusgæster - bliver alting meningsfuldt, siger Daniel med et smil. Man går og samler, finder mærkelige ting, bliver nysgerrig. Glæden ligger i små stumper af mening. Hvide Sande har taget Omhu til sig, ikke bare som et projekt, men som en del af byens identitet. Omhu fungerer som brobygger mellem surfere, fiskere, borgere og turister. Som en lille motor i det lokale fællesskab, hvor filmvisninger, samarbejder og daglig kontakt skaber nye relationer.
“Det er en ny livsform,” siger han. Fra slips til vaders. Fra containerhavne til strandkasser. Fra skibe til små nøgleringe af havplast. Men mest af alt handler det om et liv, hvor naturen ikke længere er noget, man kigger ud på og længes efter, men noget, man lever i hver dag.
