Langs væggen glider en mand i midt-30'erne hen mod tre kvinder på et par kasser. Han stiller sig foran den ene, ser på hende og rækker lydløst sin hånd frem. Hun tager den, og sekunder efter er de to fremmede smeltet ind i de nordiske rytmer.

Et intenst blik. En udstrakt hånd. Mere skal der ikke til for at få dansen i gang på spillestedet Turkis i Aarhus.

I det mørke rum hænger hvide, belyste lagner i tunge folder fra loftet over træpladerne, der danner grundlaget for dansegulvet. Rispapirslamper med orange pærer kaster et varmt skær over mønstrede tæpper, puder og skamler i krogene. Oppe på scenen står tre violinister med et let smil og blikket rettet mod gæsterne, der svinger flydende rundt imellem hinanden.

Mod træpladerne bevæger klassiske dansesko sig let, mens et par kulørte løbesko ved siden af kæmper for at følge med. Stamp, tramp, klap, et råb og en rungende latter får den dæmpede sal til at gjalde.

"Hey!" råber et væld af stemmer i kor, da aftenens første dans slutter med et klap. Nogle søger mod baren for at slukke tørsten, mens andre finder sammen i små grupper og begynder at snakke, mens de venter på den næste dans.

En del af et fællesskab

Midt i mængden af svedige pander står Britta Rasmussen. Hun er kommet med sin mand for at høre aftenens band, da de begge kender musikerne og gerne vil støtte dem. De havde egentlig tænkt sig blot at lytte, men da livemusikkens melodier begynder at spille, kan Britta ikke holde sig tilbage.

"Min mand er nu ikke den store danser – men det er jeg altså", konstaterer hun med et muntert grin, hvorefter hun sætter kurs mod dansegulvet.

Selvom hendes mand ikke følger med, finder hun ubesværet en anden partner, og så er dansen i gang. For Britta er det underordnet, hvem der står over for hende i de mange danse – bare det er nogle, der har lyst til at være der.

Det er samme drivkraft, der får 22-årige Johannes Bording Jørgensen til at vende tilbage til træpladerne. Det flerfarvede lys, der blinker fra loftet, danser i hans rødlige, krøllede hår, mens han sikkert bevæger sig rundt iført sine skinnende dansesko. Dansen har fulgt ham siden barndommen, og i dag er han aktiv i det nordiske dansemiljø og formand for folkedans i Dans Danmark.

"Det gode ved folkedans er også, at man ikke behøver at kende nogen for at føle sig som en del af fællesskabet", fortæller Johannes.

Han oplever, at folkedansen ofte associeres med et ældre publikum, men de seneste år er blevet en nyblomstrende trend blandt unge. I aften har han taget veninden Maria Vestersager med, der er dukket op for at høre bandet og nyde stemningen. Hun dyrker ikke selv folkedans, men da musikken tager fat, bliver hun hurtigt en del af en kvadrille.

Alle kan være med

Mangfoldigheden på dansegulvet er svær at overse. En gråhåret mand holder trods en krum ryg hovedet højt og smiler bredt, mens han prøver at få benene til at ramme rytmerne. Tæt ved mister en mand i 40’erne balancen og snubler ind i parret ved siden af. Han tager sig til hovedet, ser op i luften, og en smittende latter bryder ud. Han danser videre, som om intet var hændt.

Lidt derfra danser Louise Munch-Andersen med Leo Friis Larsen. De mødtes til et folkedansevent for nogle år siden og er efterfølgende blevet kærester.

"Man møder så mange nye, skønne mennesker til events som dette", siger Louise og kigger ind i Leos øjne. "Og man kender stort set altid nogen, fordi det er mange af de samme mennesker, der opsøger dansen".

Ifølge Louise giver det en tryghed og gør folkedansmiljøet til noget helt særligt.

Da en ny dans skydes i gang, skal de over 50 dansere danne en stor cirkel. Der er ikke plads nok i festsalen. Cirklen må sno sig flere steder, så alle kan være med.

"Det er ikke til at vide, hvad det går ud på, men man ved, at man bliver taget i hånden", fortæller Louise, mens hendes fingre flettes sammen med Leos.

Et frikvarter til kroppen

Musikkens tempo sættes op, og pift og klap fylder rummet. På sidelinjen står en ældre mand og masserer sine fødder.

"Mine fødder er helt ømme efter al den dans, men jeg kan bare ikke stoppe", siger han til en ung kvinde, der griner let. Fem minutter efter er han tilbage på gulvet.

For Moritz Müller, der underviser på HF, har dansen en helt speciel energi. Han bruger den som redskab i sine klasser.

"Når mine elever ser trætte og grå ud, hiver jeg dem altid op til folkedans, og så vender energien hurtigt tilbage sammen med bedre koncentration", fortæller han med et skævt smil på læben og et drømmende blik, der hviler på de dansende kroppe.

Pludselig griber et bandmedlem mikrofonen på scenen. En gammel vise fylder rummet. Først synger enkelte med, men snart synger næsten hele dansegulvet i kor. De nordiske toner hænger mellem de hvide lagner, mens fødderne glider over de slidte træplader.

Igen er der en, der rækker en hånd ud. En fremmed tager den. Så begynder dansen forfra.