Fredericia Kommune vælger ny sprogudbyder uden erfaring
Ove Kristiansen, der er frivillig i Dansk Flygtningehjælp, frygter forringet undervisning, når virksomheden JUUL Danmark overtager sprogundervisningen i byen efter sommerferien.
Fredericia Kommune har besluttet, at sprogundervisningen for flygtninge og andre udlændinge fra august skal drives af JUUL Danmark A/S.
Firmaet der primært udbyder kurser inden for ledelse, transport og logistik, har ingen erfaring med dansk som andetsprog. Alligevel vandt de kommunens udbud.
Det bekymrer Ove Kristiansen, frivillig i Dansk Flygtningehjælp, som i flere år har fulgt flygtninges møde med sprogskolen.
“Det er en discountløsning. JUUL har ingen erfaring med sprogundervisning, og det kan ikke undgå at få konsekvenser,” siger han.
Det her handler om mennesker, der er afhængige af stabil og ordentlig undervisning.
JUUL Danmark udbyder i dag FVU‑dansk, som er et tilbud til voksne, der allerede taler dansk på et grundlæggende niveau. Men virksomheden har ingen erfaring med dansk som andetsprog, som er den type undervisning flygtninge og udlændinge modtager.
Ove Kristiansen fremhæver, at det kan blive dyrt på længere sigt, hvis kursisterne ikke får nok ud af sprogundervisningen, får de sværere ved at blive integreret. Det kan vise sig som udgifter på andre steder i kommunens økonomi.
Kommunens egen politik lægger vægt på kvalitet
Fredericia Kommunes udbuds- og indkøbspolitik lægger vægt på, at kvalitet skal være et centralt kriterie, og at udbud gennemføres med gennemsigtighed og tydelig kommunikation.
Politikken fremhæver også hensynet til medarbejdere, herunder at regler om virksomhedsoverdragelse som udgangspunkt bør respekteres ved leverandørskifte.
Samtidig understreger kommunen, at stabil drift og kontinuitet er vigtigt på områder, hvor borgere er afhængige af en sammenhængende indsats.
Frygter fyringer og uuddannede undervisere
JUUL Danmark har valgt ikke at overtage medarbejdere fra Sprogcenter Fredericia. Det betyder, at erfarne lærere står til at miste deres job, mens JUUL Danmark nu søger nye undervisere til opstarten efter sommerferien.
I jobopslaget fremgår det, at ansøgere ikke behøver være uddannet i dansk som andetsprog (DSA). Det er blot en fordel.
“Det betyder, at undervisningen kan blive varetaget af folk uden de nødvendige kompetencer. At undervise udlændinge i dansk er en specialopgave, ikke bare almindelig danskundervisning”, afslutter Ove Kristiansen.