Freedom in your face og andre vers fra valgkampen: ”Håb er ikke en strategi”

Rød front, Grøn Tuborg

Klokken er 16.09 da jeg står for enden af den kolde betontrappe på Aarhus hovedbibliotek.

 Jeg skal til poesiaften med valgtema hos en anarkistisk skrivegruppe, der kalder sig ”Tekst til tiden”. 

Jeg er i god tid. Jeg bevæger mig langsomt gennem bibliotekets velkendte stilhed. Hen mod 11 forventningsfulde forfattere og et par enkelte publikummer. 

Mellem skønlitteratur og studiegrupper står et mikrofonstativ og en halvslidt ølkasse. En forvarsling om at bibliotekets stilhed kun er midlertidig. 

Foran halvtomme stolerækker står en forslået dåse makrel i tomat og en grøn Tuborg Classic. Som stille hyldest til 70’ernes slagord: Rød front, Grøn Tuborg. Et slogan der i de næste 45 minutter tordner ud i bibliotekets kultiverede rammer ved mere end én lejlighed.

Tre minutter i showstart farer en mand med sixpence og store armbevægelse rundt og kortlækker aftenens lineup. 

Manden hedder Poul Christian Asmussen, men kaldes PC. PC er gruppens underviser, og i aften diagerer han den brogede flok som en cirkusdirektør.

 En mand med rullekrave og randløse briller tørrer nervøst sine svedige hænder af i buksebenene, da et kvindeligt gruppemedlem rækker ind over mig og hvisker: ”Husk hvis alt går galt, er jeg din største fan”. 

Den nervøse mand hedder Jens og er på som nummer fire. De bliver afbrudt af PC, der stiller sig op på ølkassen, byder velkommen og kaster peace tegn ud til publikummet.

En hest, en drøm og en skriftrulle

De næste 45 minutter er et sammensurium af forskellige mennesker med lige så forskellige politisk poesi. 

En mand iført en sort T-shirt med billedet af en hest taler om Freedom in your face. En ung kvinde fortæller om fremtidens drømme, mens en ældre herre i lædervest og joggingbukser læser op fra en stor skriftrulle. 

Så stiller en kvinde iført mørkeblå nuancer sig op på ølkassen. ”Min bror Lars begik selvmord,” indleder hun og hæver stemmen ”Håb er ikke en strategi”. 

Kvinden hedder Liff og for hende er skrivegruppen indbegrebet af demokrati. ”Nogle er fra middelklassen, nogle lever af at skrive, mens andre lider af psykiske problemer,” fortæller hun.

 Fællesnævneren er reflektionen over samfundet og lysten til at udfordre det. Med ord som våben skriver skrivegruppen sig ind blandt store forfattere på reolerne hos DOKK1.

I slutningen af den stående applaus rækker Jens mig et sammenkrøllet originaleksemplar af digtet En Demokratiets Festdag. 

Jeg forlader hovedbiblioteket med et lille stykke demokrati i baglommen og en erkendelse af, at der er for lidt ølkasse og poesi i valgkampen.