Frelst i festen

Seks blå poser fra Jysk og Rema1000 bliver slæbt ud af Karin Kühls bil. Klokken er 20.46. Hun er holdt ind ved Casino Royal i det indre Aarhus. Her står Brian Christiansen, Katrine Kløjgaard og Cecilia Locher klar. Poserne er fyldt med aftenens forplejninger i form af varme drikke i termodunke.  

Det er fredag aften. Gadekirken har netop meldt sin ankomst på Store Torv i Aarhus. Det har de gjort hver fredag de sidste 14 år, kun undtaget af tiden mellem jul og nytår. 

Det er en vindstille september aften og mørket er faldet på. Kirkeklokkerne fra Aarhus Domkirke slår. Klokken er 21.00.  

Brian, Katrine og Cecilia har sat deres klapbord op. På fronten af bordet er Brian i gang med at klistre deres gadekirke skilt op.

“Du har da været her før?” spørger Brian, med en fortvivlelse i stemmen til Katrine.  

Han kigger med et smil på de to blå poser, som hun har placeret ved klapbordet. 

“Jo jo, det havde jeg lige glemt!” svarer hun, og rykker poserne over til de andre.  

De seks poser står nu på en snor lige række.  

“Her gør vi det jo med militær disciplin,” griner Brian. 

Han tager det ikke tungt. Hun har ikke været her lige så mange gange, som han har. 

De ifører sig alle neon-gule refleksveste. “Gadekirke” er der printet med sort på ryggen. De er ikke til at undgå at se.  

Klokken er så småt lidt over ni, og de første forbipasserende begynder at rette kontakt. 

Guds kald 

Gadekirken er et frivilligt initiativ, som Karin startede tilbage i 2011.  

“Min veninde, Lisbeth, har profetiske gaver. En fredag aften, hvor vi sad og bedte fik hun en åbenbaring. Det var den 2. september, 2011. I hendes åbenbaring så hun et neonskilt foran sig. På det stod der “Nygade Silkeborg”.  

Der vidste vi det. Gud ville have os til Silkeborg og sprede hans budskab,” fortæller Karin. 

Tilfældigvis var Nygade en meget festlig gade i Silkeborg og der fik de kontakt med mange unge mennesker. 

“En måned senere, sad vi til et menighedsmøde i Citykirken i Aarhus. Ud af ingenting begyndte en af de andre at tale i tunger. Jeg bad til Gud, om at en ville kunne oversætte hans ord. Miraklet skete. En af de andre løb op og oversatte hans ord. Gud ville også have os til Aarhus.” 

I dag er Karin 73 år. Hun har stået på Store Torv hver fredag, siden den 14. september 2012. Hun har stået her sammen med andre frivillige, fra forskellige frikirker rundt i landet.  

I dag har hendes gadekirke spredt sig, til 12 forskellige byer. Her tager andre frivillige ud hver fredag for at sprede Guds ord, bede for de forbipasserende og skabe et rum, hvor folk kan komme og laste af. 

Kryznikox og bøn 

Klokken er 21.58. Store Torv er blevet et knudepunkt for nattelivets forbipasserende. 

Brian har fået kontakt til to unge fyre, Svend og Asbjørn. De er i byen, på vej mod McDonalds. Under Svends højre arm, har han en halvtom flaske Kryznikox vodka.  

De har en snak om tro, Gud og Jesus.  

“Jeg har bedt og læst i biblen hver dag, men jeg har ikke kunne mærke noget,” forklarer Svend frustreret til Brian.  

Svend har lagt sin tro lidt på hylden. 

“Men Svend, så prøv at komme med mig i City Kirken på søndag. Jeg tager gerne turen fra Randers,” svarer Brian. 

“Det kan jeg ikke. På søndag skal jeg til basket”, svarer Svend, med et skævt smil på læben.  

Brian er kommet her på Store Torv, næsten hver fredag siden 2020. Han kommer til dagligt i en frikirke i Randers, men tager turen til Aarhus hver fredag.  

I en mild støj fra en Soundboks slutter Brian af, med at bede for Svend og Asbjørn. 

“Far, tak for Svend [...]” fortsætter Brian, med lukkede øjne og en hånd på Svends venstre skulder.  

De to unge fyre smutter videre ud i nattelivet. 

Han skal med i kirke 

“YES, YES! Han har set Jesus tre gange! Så nu er han klar, til at komme med i kirke!” udbryder Karin til Janus.  

Janus er også en af de frivillige. Karin har netop talt med en ung fyr, der fortæller hende, at han har set Jesus hele tre gange.  

Klokken er 22.38. Janus retter kontakt til en gruppe unge forbipasserende, og tilbyder dem en kop kaffe eller kakao. 

“Jeg har mere brug for pengene end du har”, udbryder en af de unge damer, og fortsætter videre.  

Hun har forvekslet Janus med en gadetigger. Hun hørte ikke hvad han sagde til hende, og antog at den brune kop Janus har i hånden var til småmønter. 

En af de andre frivillige i gadekirken er Katrine på 34 år. Hun har været troende i 5 år.  

“Jeg sad i venteværelset og vidste ikke om min søn ville overleve, og midt i det fik jeg en åbenbaring. Jeg har svært ved at sætte ord på det, men jeg vidste bare det var Gud,” fortæller Katrine. 

Hendes søn havde for fem år siden, fået noget galt i halsen. Det var alvorligt. Hun vidste ikke om han ville overleve, men midt i venteværelset fandt hun troen. 

“Et år senere blev jeg døbt af en Jesu discipel i Gudenåen, med hele kroppen under vand som bibelen siger.”  

Siden da, er Katrine kommet i forskellige frikirker, og er nu også begyndt som frivillig i gadekirken. 

Aftenens ende 

“Har vi mere mælk, Karin?” råber Brian.  

Klokken er 23:38. Han kan ikke finde mere mælk. 

Karin går hen og kigger. Der er en skolemælk tilbage, det passer godt med, at de pakker sammen om 22 minutter. 

Brian forsøger en sidste gang, inden aftenen er omme at tilbyde en gruppe unge piger en kop kaffe eller kakao.  

De ignorerer ham. Udover en af dem. Hun råber “WUHUU”, tager et billede af ham på Snapchat, og dasker let ind i ham, inden hun fortsætter videre ud i natten.  

Folk på Store Torv er ved at være godt berusede. 

Kirkeklokkerne slår igen, og spiller deres melodi. Klokken er 00.00, og det er et tegn på, at gadekirken skal til at pakke sammen for nu.  

De krammer farvel og siger vi ses til hinanden. For de står her igen på fredag. Som de har gjort i de sidste 14 år.