Frit salg og frie luftveje fører til afhængighed: Næsespray forbliver i dansk detailhandel
Trods advarsler om afhængighed og en skræmmende udvikling i Norge fastholder Lægemiddelstyrelsen, at næsespray skal forblive i detailhandel – eksperter peger på manglende vejledning som del af problemet.
Det sidste Astrid gør, inden hun lægger hovedet på puden om aftenen er at tage et sug i hvert næsebor af sin næsespray, pst, pst. Det har hun gjort i mange år og afhængigheden startede med en forkølelse, men nu bruger hun stadig næsespray, selvom forkølelsen er slut for længst.
I slut november 2025 står Lægemiddelstyrelsen fast på, at næsespray fortsat skal kunne købes i detailhandel, det fortæller de til DR. Dette skete efter, at Dansk Rhinologisk Selskab i april 2025 var ude med en advarsel mod afhængighed af næsespray. Derfor gik Lægemiddelstyrelsen ind i sagen for at undersøge nærmere om, hvorvidt salget af næsespray skulle begrænses til apoteker og fjernes fra detailhandel, så man sikrer den rette rådgivning om produktet.
En bekymrende udvikling i Norge
I Norge har salget af næsespray været støt stigende over en årrække. Udviklingen er stagneret lidt, men en undersøgelse af Norstat siger, at cirka 700.000 nordmænd er afhængige af næsespray.
Undersøgelser af næsesprayafhængighed er endnu ikke lavet i Danmark, men herhjemme ses dog også en årlig stigning i salget af næsespray. I 2001 blev der solgt 1,5 millioner næsesprays herhjemme - nu lyder tallet på 4 millioner årligt. Til sammenligning lød det norske salgstal i 2022 på 8,8 millioner, hvoraf en større andel af salget sker uden for apoteker og hovedsageligt i dagligvarebutikker.
Kristian Bruun Petersen er formand i Dansk Rhinologisk Selskab og speciallæge i øre-, næse- og halskirurgi. Han påpeger, at vi i Danmark ikke har nok data om danskernes forbrug af næsespray, men han mener stadig, at mange sandsynligvis har et højt forbrug.
– Bivirkningen ved medicinen er, at det er afhængighedsskabende, men det har vi generelt ikke været opmærksomme på at få registreret. Men det er almindeligvis noget, som folk bruger rigtig meget af i meget lang tid.
Ifølge norske eksperter skyldes det voksende problem med næsesprayafhængighed i Norge blandt andet den lette adgang i detailhandel og et manglende receptkrav. Farmaceut Heidi Reinertsen udtaler til VG:
– Det er et stigende problem, fordi mange tænker, at det ikke er så farligt, når næsespray ikke er receptpligtig.
Herhjemme ligger størstedelen af salget også hos detailbutikkerne.
Kristian Bruun Petersen er bekymret for udviklingen, som han særligt mener skyldes detailsalget af næsespray.
– Vi har udelukkende set en voldsom stigning, efter at det blev sat ud i detailhandel. Norge har cirka den samme population af mennesker, så jeg kan ikke se, hvorfor udviklingen herhjemme ikke skulle gå i samme retning.
Startede med en forkølelse
25-årige Astrid har i mange år været afhængig af næsespray. Det startede som nævnt med en forkølelse. Men efter forkølelsen var ovre, føltes næseborene stadig tilstoppede, og derfor gav næsesprayen en forløsning, når vejret igen kunne trækkes frit.
– Når du stopper med at bruge præparatet vil man være i en situation, hvor man føler, at man kan trække vejret dårligere end før, forklarer Kristian Bruun Petersen.
Dette bekræfter Astrid med hendes situation, hvor hun efter forkølelsen stadig havde et behov for at bruge næsespray for at kunne trække vejret bedre.
At næsespray kan købes i detailhandel gør det lettere for Astrid.
– Det gør det selvfølgelig nemmere, at når jeg mangler, kan jeg bare løbe ned og hente det. Men hvis det kun kunne købes på apoteket, havde jeg nok bare købt et lager.
Astrid tilføjer også, at hun er trappet ned og godt ved, hvordan brugen af næsespray anbefales. Men på trods af det er hun ikke stoppet.
Manglende information
I Norge peger eksperter på nødvendigheden af receptpligt for at sikre korrekt anvendelse. Til Dagbladet udtrykker næse- og bihulekirurg Hans Amland et ønske om et større fokus på konsekvenserne ved forkert brug af næsespray:
– Hvis vi informerer folk om farerne ved næsespray, så kan flere blive opmærksomme og enten begrænse brugen eller søge hjælp i tide (...) Jeg kunne ønske mig, at der var billeder af skadede næser og advarsler på pakkerne, tilsvarende dem som er på cigaretpakker.
Herhjemme peger forskere fra øre-næse-halskirurgisk afdeling på Københavns Universitet på lægemiddelloven fra 2005 og selvvalgsordningen fra 2018 som væsentlige grunde til, at mange danskere i dag bruger næsespray forkert. Lægemiddelloven gjorde det muligt at reklamere for produkterne, og selvvalgsordningen gav forbrugerne mulighed for at udvælge og købe produkterne uden den rette faglige rådgivning.
I den forbindelse viser et studie fra 2020, at 83% af forbrugerne bruger næsespray forkert, hvis de ikke først har fået instruktion i, hvordan man gør.
Kristian Bruun Petersen understøtter denne pointe og siger, at korrekt information til forbrugerne fra en fagperson er vigtig i forebyggelsen af afhængighed.
– Det stærkeste kort vil dog være, hvis det skulle ordineres i stedet for, tilføjer han.
I et telefonisk svar siger Lægemiddelstyrelsen, at de tager den beslutning, som de vurderer som det sikreste for forbrugerne. Derfor har de ikke kommentarer til, hvorvidt salget vil udvikle sig yderligere eller ej. Desuden henviser de altid til indlægssedlen og opfordrer til en konsultation med egen læge.