Frustreret familiefar sendes i fængsel

18 marts. 2026 står en 41-årig mand for retten i Århus. En tydeligt berørt mand, der er sigtet for vold, røveri og husfredskrænkelse, må erkende sin skæbne.

Retten i Århus
Offentliggjort

 

Den 41-årige mand, der har været varetægtsfængslet siden 23. december 2025, træder ind i retssalen sammen med sin forsvarsadvokat. 

Han sender sin kone et luftkys i det han placerer sig ved siden af sin forsvarsadvokat. 

Sagens indhold 

Den 6-timers lange retssag, tager afsæt i ni forhold, som den 41-årige står til ansvar for.

Heriblandt et voldeligt røveri ved Bestsellers kontor, en husfredskrænkelse, flere ulovlige besiddelser og en stjålen flaske lakridspibe-shots fra Rema1000.

Anklageren præsenterer flittigt, hvilke lovovertrædelser, der er tale om. Hun taler direkte til den tiltalte, der sidder i midten af rummet. 

Frustreret og urolig 

Der er seks vidneforklaringer, og her er alt fra personer den tiltalte aldrig har mødt, til personer han har sloges med.

Ens for dem alle, er at det tydeligt frustrerer den tiltalte, når vidneforklaringen ikke stemmer overens med hans oplevelse.

Han fægter med armene, skærer grimasser og ryster på hovedet. 

Det bliver så svært for den tiltalte at holde sig i ro, at hans forsvarsadvokat må bryde ind og stoppe ham i det den tiltalte afbryder en vidneforklaring. 

“Nu tier du stille. Du skal ikke snakke nu”, afbryder forsvarsadvokaten. 

Den 41-årige gør som fortalt, men kan ikke holde sig fra at skrive noter i sin notesbog og aflevere dem til forsvarsadvokaten.

Et bud på dommen 

Anklageren bedømmer slutteligt, at 10 måneders ubetinget fængselsstraf er passende. 

Efterfølgende modargumenterer forsvareren med logiske forklaringer, men bruger også medfølelse og menneskelighed.

Her nævnes for eksempel den 41-åriges i forvejen ustabile liv: en depression, en stressdiagnose og et alkoholmisbrug.

Den tiltalte har dårlige forudsætninger for at opbygge et godt liv, hvis man sender ham i fængsel i 10 måneder, forklarer forsvareren.

Forsvareren mener 40 dages fængsel er den absolut højeste straf, der giver mening. Her bruger han eksempler på domme fra lignende sager for at understøtte.

Den tiltaltes tur 

Slutteligt får den tiltalte lov til at knytte en kommentar inden dommeren og de to domsmænd går til votering.

Selvom den 41-årige er tydeligt berørt og frustreret, får han samlet sig og sætter sig foran mikrofonen. Her gør han sig umage. 

Han nævner sine diagnoser, tabet af sin mor og kærligheden for hans familie.

“Jeg vil bevise, at man kan blive et bedre menneske overfor mig selv, mine børn og min kone ... Jeg vil gerne være et forbillede for mine børn, i stedet for bare at sprede skam og skyldfølelse omkring mig”, lyder det fra den tiltalte. 

Den endelige dom 

Efter votering kommer dommeren tilbage og præsenterer dommen. Sigtelsen om vold frafalder, men husfredskrænkelse og tyveri giver den tiltalte fire måneders ubetinget fængsel.

Den tiltalte står med ret ryg, men tårerne triller ned ad kinderne på den fuldvoksne mand. 

 

 

Powered by Labrador CMS