Gamle drenge, god tråd og kolde fadøl: Håndværkerdag i Jazz- og Folketeltet

Håndværkerdagen skydes i gang

I Jazz- og Folketeltet på Sankt Pauls Kirkeplads i Aarhus, byder en frivillig medarbejder velkommen til Håndværkerdag. Hun forklarer at konceptet går ud på at håndværkermestre kan invitere deres ansatte ind til samvær i teltet. Den frivillige med det skulderlange sølvgrå hår takker for fremmødet, men må også mange gange tysse på de brede mænd med ternede skjorter, skaldede isser og grå skæg. Alt imens bliver bakker af alufolie pakket ud, og duften af svinekød, flødekartofler og surt blander sig med cigaretrøgen fra det udendørs rygeområde. Den tatoverede mand fra Slagter-Riget kommer gående med den tykbundede sovsegryde, og et ”skål!” lyder fra en halvskinger damestemme, hvis hilsen bliver besvaret af klientellet, der nu alle sidder med kolde fadøl og rygende tallerkener, i læ fra den tidlige efterårsregn.

”Jeg vidste ikke engang hvem der spillede i dag”

Efterhånden som paptallerkenerne og plastickrusene tømmes, kommer der mere trafik i rygeområdet, med de grønne Tuborg-parasoller og det transportable pissoir. Her fortæller Henrik, en tidligere maskinarbejder, som gik på pension i oktober, at det er ikke første gang han er til håndværkerdag i folketeltet. Faktisk har han været der flere gange end han kan tælle, og det er hverken musikken eller maden der har fået ham trukket ned i teltet igen. ”Jeg vidste ikke engang hvem der spillede i dag”, griner han, og understreger at det er de gamle kollegaer der trækker. Han forklarer at han kun har sin kone at sparre med nu, så det er godt også at komme ud og se ”de gamle drenge”. Samtalen bliver afbrudt netop af en gammel kollega, som Henrik bliver nødt til at forklare hvad der foregår. Samtidig forsikrer han om at ”hvis du skal snakke med nogen, så er det ham du skal hive fat i”.

God tråd, og godt med saft

Flemming hedder han. En tyndere og højere version af Henrik, men med samme gråfarvede hår. Flemming har arbejdet for DSB i 48 år, og tæller stadig. For otte år siden fik han den kongelige fortjenstmedalje, for uafbrudt offentlig tjeneste i 40 år. Dog mødte han aldrig personligt op og fik et håndtryk af dronningen, fordi ”vi skulle jo ud og lave tog den dag”. Til spørgsmålet om hvorvidt han mest er kommet for musikken eller samværet svarer han,

”Det er et godt arrangement på tværs af afdelingerne, hvor vi får godt med saft. Og så er det jo festuge, så vi skal nok videre. Men det gør jo ikke noget at der er noget god tråd”.

Netop den gode tråd, leveret af Sussi og Drengene, er det der afbryder snakken, da de går i gang med ”I en lille båd der gynger”. Her er det klart at Flemming ikke kan blive hængende længere.

At skåle med vennerne

Sangen buldrer ud af PR-anlægget, og da den slutter gentages ordene: ”Vi skåler med vore venner og dem som vi kender”. Nu mødes ordene af endnu større tilslutning, og får næsten en helt ny betydning. Formålet med håndværkerdagen er hverken musikken, maden eller alkoholen. Formålet er dem man nyder den med. Det bliver klart når man kigger rundt i det brogede landskab af både aktive og pensionerede håndværkere. Deres fokus er fuldt rettet imod deres eget bord og omgangskreds, og de bliver først opmærksomme på scenen, når den giver dem en mulighed for at skåle med deres venner.