Gården på ønskelisten blev til virkelighed for 19-årige Laura
Hun havde sat sig et mål om at købe en ejendom som 21-årig. Men det gik hurtigere end ventet. Nu står hun med sin egen gård, en hund og en masse ro
Laura Bøystrup Larsen kom kørende ned ad markvejen. Det var en kølig dag, himlen var blå, og der var helt vindstille. Hun var egentlig på vej til sin fætters fødselsdag i Viborg, men havde besluttet sig for lige at slå et smut forbi ejendommen på vejen.
Laura havde slået adressen ind på Google Maps, og den viste hende nu ned ad bagvejen. “Hvad er det, jeg kommer hen til nu?”, tænkte hun.
Da hun trillede hen foran den ubeboede gård, slukkede hun for motoren og åbnede bildøren. Der var fuldstændig roligt. “Hold kæft, det er dejligt herude!”, var det første Laura tænkte. Hun gik ikke ind i huset men vandrede blot rundt omkring i haven.
Der var helt roligt, og kun fuglenes kvidren brød stilheden. Laura havde altid forestillet sig, at hun skulle have et sted, der havde en “Morten Korch” fornemmelse over sig.
Og det var præcis den følelse, hun havde, da hun kørte væk igen, ned ad grusvejen, der ledte op til gårdspladsen. “Det var helt fantastisk!”, tænkte Laura.
Fra ønskeliste til virkelighed
Laura har altid vidst, at hun ikke skulle tage en uddannelse. Hun havde mange gange for sjov sagt til folk, at hun enten ville blive bartender i Sunny Beach eller købe en ejendom.
Efter at hun droppede ud af efterskolen, fandt hun sig et fuldtidsarbejde på Sunset Boulevard i Viborg. Laura havde en drøm om at flytte hjemmefra tidligt, så da hun lige var fyldt 17, flyttede hun alene i en lejlighed.
Det var også her, at drømmen om at eje en gård begyndte at realisere sig. “Jeg har egentlig lidt altid kigget efter en gård. Jeg syntes bare, det var hyggeligt at sidde inde på EDC. Og da jeg så var 17, lavede jeg en ønskeliste med ejendomme.", fortæller Laura.
Jeg havde lidt sat mig et mål om, at jeg gerne ville købe en ejendom, når jeg fyldte 21. Men så gik det bare lidt stærkere
Og gården, som hun endte med at købe som 18-årig, var faktisk helt tilfældigt en af de ejendomme, der havde stået på ønskelisten.
“Jeg har altid været vild med at spare op, uden nødvendigvis at have noget at spare op til. Så til at starte med var det egentlig ikke sådan ejendomsmæssigt, men det blev det så, da jeg satte mig det her mål.”
Efter Laura var kørt forbi og havde set gården for første gang, fortalte hun det til familien ved fødselsdagen. “Så grinte de alle sammen bare, kan jeg huske.”, fortæller hun.
Men Laura gav ikke op. Hun havde forelsket sig i gården. Hun tog derud en gang til og fik talt med sin bankrådgiver.
Endelig blev forældrene også overbeviste, da de selv så gården, og hendes far fik talt med bankrådgiveren og fandt ud af, at det godt kunne lade sig gøre.
Party girl med banklån
Laura blev hurtigt assistant manager på arbejdet. Det var tidskrævende. Hun skulle være til rådighed stort set hele døgnet.
"Men alligevel har jeg været i byen. Så har jeg bare knap nok været i seng, før jeg skulle på arbejde igen."
Kontrasten til folkeskolen er stor. "Dem, jeg gik i folkeskole med, kender mig som klassens klovn og hende den vilde", siger hun. Party girl. Vildt meget humor. "Og nu skal jeg sidde og betale til min bank hver måned."
Balancen er svær. "Selvom jeg stadig føler, at jeg er hende, så kan det godt være svært at være begge dele for folk. Jeg tænker: Hvis jeg er for meget party girl, så tror de, at der er nogle andre, der har betalt det her." Hun har oplevet at få at vide, at hun er "kedelig". Men det handler ikke om huset. "Det er bare, fordi jeg måske ikke har de samme interesser som andre på min alder."
Laura føler sig sommetider mere voksen end jævnaldrende. "Det tror jeg, jeg altid har været." Men hun går ikke rundt og føler, at hun har mistet sin ungdom. "Når de er til gymnasiefest, kan jeg godt sidde derhjemme og tænke: Okay, det er jeg så ikke med til. Og de venner har jeg heller ikke. Men for helvede, jeg har det her sted, og man kan ikke få det hele."
Mange har sagt, at hvis de kunne, havde de også gjort det. "Og så tænker jeg: Det kunne I sagtens. Men det kræver, at I giver afkald på noget andet."
Det er prisen for drømmen. Ikke en pris hun fortryder, men en hun har valgt for at prioritere sin egen vej.
Fra håndtryk til hverdagsro
Den 21. juni 2024, skrev Laura under. De sad i et sæt campingstole inde i stuen og snakkede og fik det hele på plads. Hendes far var meget stolt og insisterede på, at de skulle tage et billede, hvor de gav hånd, så han kunne lægge det op på Facebook.
Laura var dog selv lidt mere tilbageholdende. “Det skulle ikke være totalt blær, det måtte gerne være lidt mere stille og roligt”, siger hun.
Efter nogle uger med renovering sammen med familien, var det klar til, at Laura kunne have sin første nat i huset selv. “Det var sommer og det var bare mega nice at stå op og have den friske luft... altså det var lidt uvirkeligt, men ellers føltes det faktisk meget naturligt”, fortæller hun.
Laura synes, det er dejligt at have sit eget sted, hvor der ikke behøver at ske så meget, og hvor der er “plads til at trække vejret”. Herude har hun også fået plads til at have en hund, som hun lader gå frit rundt på ejendommen, når hun ikke er hjemme.
Laura arbejder nu i hjemmeplejen og underviser frivilligt i ridning et par gange om ugen, på det stutteri, hvor nogle af hendes heste står.
“Jeg tænker, at økonomi stresser alle lidt til tider. Også i og med at jeg nu har fået nyt arbejde og skulle finde ud af, hvordan det skulle køre rundt. Men man bliver bare nødt til at finde noget ro i det.”, siger hun.
Laura har altid været god til at skrive alle udgifter ned, så hun præcis ved, at hun har nok. “Det lavede vi også rigtig mange beregninger på, inden jeg skrev under. Så vi vidste, at jeg kunne sidde godt i det. Og det kan jeg”, fortæller hun.
At dele drømmen
I lang tid havde tanken ligget der. At dele historien. Men hvordan ville folk reagere? Jylland er Jylland - folk snakker.
"Og så efter at jeg havde lagt den første video op og så havde jeg bare fået en enkelt kommentar fra en pige, der syntes, at det var megafedt, og skrev at hun havde det på samme måde, og hun havde bare manglet en, der turde sige det højt", fortæller Laura. "Hvis jeg bare kan ramme én derude, så var det det værd."
Så væltede det ind. Laura sendte en besked til familiegruppen - lavede sjov med, at hun nu var blevet influencer. Men da tallene tickede op til en halv million visninger, blev spøgen til virkelighed. "Det havde jeg lidt svært ved at acceptere i starten."
Især forældrene skrev. Takkede for at vise deres børn andre veje. "Det synes jeg virkelig er dejligt, og det er derfor, jeg gør det."
Strategien for platformen er krystalklar. Nede på jorden. Autentisk. "Det skal være et sted, hvor man godt kan se, at man også roder." Tilbuddene er kommet - brands, reklamer. Laura afviser dem. "Lige nu har jeg det meget godt med at sige nej til alt."
Men synligheden fordrer sin pris. En uge uden opslag, og følgerne forsvinder. Ude i virkeligheden bliver hun genkendt. Blandt andet på byture i Aarhus. "Det er vildt mærkeligt at være i". Man får lidt lyst til at sige: "Jeg er også bare et almindeligt menneske."
Ved at åbne døren til sin drøm blev Laura en stemme. Men ekkoet når steder, hun ikke havde regnet med.
Fremtidsplaner
Efteråret har lagt sig over ejendommen. Blade i gult, orange og dybrødt ligger spredt på gårdspladsen mellem de røde teglstensbygninger. Løvtræet kaster skygger, mens Balder, Lauras appenzeller sennenhund, tonser rundt mellem de faldne blade. Himlen skifter mellem blåt og gråt.
"Altså jeg håber på, at der er ved at være renoveret færdigt til den tid", siger Laura om fremtiden - fem, ti år henne. Renoveringen har taget længere tid end planlagt. Operationer kom i vejen. Det nye arbejde krævede tilpasning. Men hastværk har aldrig været hendes strategi.
Tanken om børn dukker op indimellem. "Jeg har fundet meget ro i, at hvis det er sådan, det er, når jeg skal have børn engang, så går det nok."
Hendes tilgang er anderledes end mange jævnaldrendes. For dem kommer børn efter gymnasiet, universitetet, karrieren. "Hvis man får børn tidligt, så har man et helt ungdomsliv foran sig resten af livet, når man er 30", siger Laura. Hun ser par, der venter år efter år, fordi timingen aldrig er helt rigtig. "Og lige pludselig er de 30-40 år, før det passer ind."
Indimellem strejfer den gamle joke hende. Bartender i Sunny Beach. "Men jeg tror ikke, det er det, jeg vil længere." "Det er jo det her, jeg vil." Ejendommen er ikke en binding. "Jeg kan sagtens rejse, så låst er jeg heller ikke."
Vinden suser gennem trækronerne. Den samme ro som første gang. Følelsen består.
At vælge sin egen vej
"Jeg har ikke lige sådan et råd, tror jeg", siger Laura først. Så tænker hun på alle beskederne. Pigen, der manglede nogen, der turde sige det højt. Forældrene, der takkede for at vise deres børn andre veje.
Der er mange måder at leve livet på og at være ung på. Det behøver ikke gå i alkohol og rejser nødvendigvis. Det kan man altid nå. Jeg tror ikke, man skal være bange for at prøve ting
"Vi er i et samfund, hvor man kan tage en uddannelse, når man er 60. Så hvis man finder ud af, at man gerne vil være dyrlæge som 60-årig, så kan man jo gøre det."
Laura står på gårdspladsen med blikket rettet ud over de røde teglstensbygninger. Grusvejen, der første gang viste hende stedet. Alt det, hun arbejdede så hårdt for. Alt det, hun prioriterede frem for gymnasiefester og spontane rejser.
Det var helt fantastisk, tænkte hun, da hun første gang åbnede bildøren og trådte ud på grusvejen.
Det er det stadig. Bare anderledes nu. Drømmen krævede prioritering. Socialt, økonomisk, personligt. Men den gav også ro, plads til at trække vejret, og stoltheden ved at vide: Det her skabte jeg selv.
Fuglene kvidrer svagt i det fjerne. Stilheden ligger over stedet.
Og midt i den stilhed står Laura. 19 år, gårdejer, uden tvivl om sine valg.
