Genbrug der giver liv: 35 års kamp mod kræft

Fra få større butikker til landsdækkende kæde. Kræftens Bekæmpelse Genbrug fejrer 35 år, og genbrugsbutikken i Fredericia er med. 

Distriktschef Merete Jensen fortæller, at hun er stolt af sine frivillige kollegaer.
Offentliggjort

I 1991 bød Kræftens Bekæmpelse Genbrug de første kunder velkommen. I dag har kæden 18 genbrugsbutikker på tværs af landet og fejrer 35-års jubilæum.

En af de nyeste butikker ligger i Fredericia. Den åbnede i slutningen af 2024 og har siden opbygget et stærkt hold af frivillige, og oplevede stor opbakning hos fredericianerne.

Genbrugsbutikken i Fredericia har sammen med resten af kæden markeret jubilæet på flere måder. 

Distriktschefen Merete Jensen har været med til at sørge for, at både de frivillige og kunderne kunne være en del af den festlige periode.

Vi har fejret jubilæet med noget kage til kaffen for de frivillige, og ikke mindst med halv pris på varerne på hylderne 

Rabatter der gav pote 

Halv pris på varerne skabte stor interesse blandt kunderne. 

Sabine Gabrielsen, som er fast kunde, mener at udsalget har styrket opbakningen for den sag, som Kræftens Bekæmpelse arbejder for.

”Det er jo en fin måde at reklamere på. Især hvis det kan føre til mere opbakning, støtte og i visse tilfælde helbrede kræftpatienter”

Ligeledes fortæller Merete, at jubilæumsudsalget har ført til gode indsamlinger. 

Indsamlingerne har i større grad bidraget til en pengepulje, som dækker over støtte til forskning, kræftpatienter samt forebyggelse og oplysning. 

Forskningsområdet indebærer fri forskning, strategisk forskning og Kræftens Bekæmpelses eget forskningscenter. 

Herudover bliver 4 procent af pengene tilsidesat til administrationsudgifter såsom løn, drift og organisering. 

Guldsmykkerne bliver hjemme

På trods af, at genbrugsbutikkerne viser positive resultater peger Merete også på de udfordringer, som butikkerne til tider kan stå med.

Det viser sig nemlig, at der er større tilbøjelighed til, at borgere afleverer ”knap så gode” genstande, fordi genbrug i stigende grad også sælges videre gennem private reseller-platforme.

”Man ser nok ikke længere nogen, der afleverer guldsmykker” forklarer hun.

Alligevel er Merete optimistisk. Det samme gælder for kunder som Sonja Andersen, der gør meget for at holde genbrugsånden i live i Fredericia.

”Jeg leverer jo ofte noget af mit tøj her til butikken. Jeg fortæller også ofte om Kræftens Bekæmpelse og lignende organisationer til min familie i Australien eller i Helsingør”

Powered by Labrador CMS