Grease Open Air-bio: ”Det var en kæmpe go’ oplevelse”

Den velkendte biograf-duft af nypoppede popcorn lå som en tung dyne over Amfiscenen i Botanisk Have. Her var plænen fyldt række efter række med sangfugle, som alle var klar til at skråle med på sangene i Grease.

Grease Open Air-bio
Offentliggjort

“Summerloving had me a blast happened so fast – summerloving happened so fast.”

Sådan lød det fra en fyldt Amfiscene i Botanisk Have, hvor det summede af forventningsfulde, musicalentusiaster og John Travolta-fans skrålede og dansede med på alle 70’er-hitsene fra Grease.

Aarhus Festuge havde nemlig lagt op til at alle stemmer var velkomne. Og der var ingen undskyldning for ikke at synge med, for i bedste karaoke-stil var der tekster til alle sangene.

Stemningen var sat fra start

Med favnen fuld af hjemmepoppede popcorn og bland selv slik strømmede det ind med folk. Med plænen godt fyldt, møvrede de sig forsigtigt, let på tå forbi tæpper, udenom åbne sodavand og i elegante hop for at genere mindst muligt.

Allerede fra første taktslag hujede og klappede publikum i bedste teaterstil.

”Wuuuuhh” lød det fra samtlige kvinders munde, da Danny vendte sig om og blinkede til kameraet.

Og da Sandy begyndte at synge ´Hopelessly Devoted To You', gik der ikke mange sekunder, før en bølge af tændte iPhone-lommelygter lyste Amfiscenen op.

Således var tonen slået an for hele filmen.

Femte år i træk

Og netop sådan en stemning, var præcis hvad vennerne Asta Vernon, Ly Monrad og Ronja Tinning havde set frem til. De var også hurtige til at proklamere, at resten af Aarhus godt kunne forvente at høre deres indre musical-stjerne blive vækket til live.

Det er femte år i træk, at de er til Open Air-bio på Amfiscenen sammen. Normalt kommer de forbi til et godt gys under den mørke, dugfriske himmel, når den årlige visning af The Rocky Horror Picture Show finder sted.

I år var det dog Grease, der fangede vennernes opmærksomhed, som bragte dem tilbage til barndommens minde om lune popcorn fra mikroovnen og duetter med deres mødre foran fjernsynet med hårbørster i hånden.

Vennerne kunne samtlige replikker

Der gik heller ikke mange sekunder før Asta, Ly og Ronja gav en forsmag på, hvor indkarnerede Grease-fans, de egentlig er.

“Er I klar – nu kommer det. NiiiiiiIIIgHTSSssssss.”

Sådan lød det fra Asta til vennerne som forstod hintet, og de fandt hurtigt hinanden i et trestemmig ensemble.

Gennem hele filmen kunne de høres sidde og slynge den ene replik ud efter den anden – alt sammen 100 procent ordret. Som havde de selv skrevet replikker og fulgte med som en stolt manuskriptforfatter.

”They can’t come in here my folks will flip”, “75 cents for your whole car including your chick” og “See a penny pick it up all good day you’ll have a luck” 

Det var ikke bare replikkerne, som sad fast. De havde også helt styr på, hvad næste scene i filmen indeholdte.

“Åh nej, nu skal han til at fri - kan du ikke huske det? Det er seriøst så akavet” og “Så falder han”

Og så holdte de deres løfte om at synge med. Der var ikke en eneste sang, som fik vennerne til at ryste på stemmebåndet.

Stor jubel

'Grease Lightning' spillede op til at være en klar fanfavorit, lige indtil der pludselig udbrød jubel over plænen, som var John Travolta mødt op midt i Botanisk Have denne torsdag aften.

Dog var der ingen real-life John Travolta i sigte, til gengæld troppede Sandy Dee op på storskærmen i sit strammeste læderpuds og teksterne til 'You’re the one that I want' kom på – det fungerede dog mest som et slags sikkerhedsnet, ingen havde brug for.

Særligt ikke Asta, Ly og Ronja som selvsagt nærmest kørte lead. Det var de heller ikke selv i tvivl om.

”Vi fik da sunget med – gjorde vi ikke?”

Ligesom der heller ikke var tvivl om, hvorvidt aftenen havde været en succes eller ej.

”Det var en kæmpe go’ oplevelse”, lød den afsluttende bemærkning fra de tre stemningsberusede venner.

Powered by Labrador CMS