Groft overfald under festugen får store konsekvenser for to unge
Torsdag den 26. marts blev to drenge idømt fængselsstraf. De blev kendt skyldige i overfald på en 16-årig i Mølleparken under Aarhus Festuge.
Et voldsomt overfald under festugen efterlod en dreng på 16 med skader på kroppen, en brækket næse og sår i hovedbunden. Drengen skulle syes og limes efter slag formodentligt fra en cykelkæde.
To unge mænd er tiltalte og stilles for retten i Aarhus.
Her får den ene, en dreng på 16 år, en straf på tre måneders fængsel. Den anden, en ung mand på 18, får fire måneders ubetinget fængsel.
Ifølge anklageskriftet deltog flere uidentificerede gerningsmænd i overfaldet. Det 16-årige offer fortæller i sin forklaring, at det var mørkt, og at gerningsmændene havde hættetrøjer på, der skjulte deres ansigter.
Han genkender dog de to unge drenge i retten. Men under begge tiltaltes forklaringer nægter de sig skyldige.
Et uventet overfald
Overfaldet fandt sted under en koncert i Mølleparken i Aarhus Festuge en sen aften 29. august 2025. Her bliver offeret slået i hovedet af den 18-årige.
Forurettede udtaler i retten, at det var helt uprovokeret:
“Han kom gående imod mig med et smil, som om han ville give mig et kram.”
Efterfølgende bliver offeret sparket og slået af den 18-årige, den yngre tiltalte og de ukendte gerningsmænd mens han ligger ned på jorden.
Inden gerningsmændene løber bort, bliver offeret slået tre til fire gange i hovedet.
Forurettede mener selv, at der bliver slået med en cykelkæde.
Offeret løber efter hjælp og falder derefter ind og ud af bevidsthed. Herefter bliver han hentet i ambulance og undersøgt på hospitalet.
Efter udskrivelse fra hospitalet identificerer offeret selv de tiltalte og sender et billede af dem til politiet. Han kender til den ene tiltalte, men kender ellers ikke gerningsmændene.
Unge tiltalte
Dommeren henviser den 16-årige til ungdomskriminalitetsnævnet. Her skal han på prøvetid i to år, indtil han fylder 18.
På den måde slipper han for at afsone de tre måneder, hvis han ikke overtræder loven inden for de to år.
Dommeren begrunder den 18-åriges straf med, at han er lidt ældre end de andre involverede, at han har flere tidligere domme og ingen særligt gode personlige forhold.
Han bliver desuden dømt for at have en kniv på sig på Telefontorvet under J-dag sidste år. Knivens bladlængde var på 32 cm. Straffen på 20 dage for brud på knivloven falder under de fire måneder.
Utroværdige forklaringer
Anklageren lægger vægt på, at de tiltaltes forklaringer virker opstillede og til tider ikke giver mening.
Den ene fortæller, at de ikke er venner – den anden siger, at de er venner nogle gange. Anklageren fortæller dog, at de tiltalte har ringet til hinanden 240 gange på en måned. De opkald kan tiltalte ikke forklare.
Begge tiltaltes forklaringer fokuserer på, at det var festuge, og at de var berusede. De kan altså ikke huske hvad de har set – eller ikke har set – i løbet af aftenen. Men de er begge i besiddelse af en snapchatvideo af offeret efter overfaldet.
Den 18-årige nægter sig fortsat skyldig og anker dommen til frifindelse. Den 16-årige beder om betænkningstid til, hvorvidt han vil anke dommen.