Groove, kram og power. Hver uge mødes de i skolegården på Møllevangsskolen

”Hej Anette, tak for sidst!”

Klokken nærmer sig 17:30 en onsdag i september, og ordene kommer fra Rikke Mosberg. Hun er klædt i pangfarver.

Lyserøde sportstights, en kimonolignende overdel der er i, fristes man til at sige, alle regnbuens farver med et print af et kvindeansigt på ryggen, en top og et par fornuftige sko. Skoene i en mere subtil, men dog stadig lyseblå, farve.

Rikke Mosberg er indehaver af foretagendet ”Groove Med Rikke”. I otte år har hun gjort dans, nærmere bestemt groove, til sin levevej.

Dans uden koreografi

”Hej Jannie!”, lyder det fra Rikke, som går hen og snakker med den nytilkomne.

Flere kvinder, nogle direkte fra arbejde, andre der har været hjemme et smut, finder efterhånden hen til skolegården på Møllevangsskolen, som er omgivet af skolens mure på tre af asfaltkvadratens fire sider.

Nogle børn står i et madkundskabslokale, og kigger længselsfuldt ud på gårdens to basketballkurve, mens forældre prøver at engagere deres unger i ovnens mange facetter.

Kvinderne hilser på hinanden og på Rikke, der er i gang med at finde udstyret frem til dagens session.

Til groove med Rikke er der ikke en medbragt højtaler eller koreografi. Højtaleren er byttet ud med såkaldte ”silent disco-høretelefoner”, hvor alle deltagere låner et par hver, og koreografien, ja, den er helt droppet.

”Det skal være et fuldkommen præstationsfrit rum. Man gør det lige præcis på den måde man gør det på med lige præcis den krop man har. Man kan ikke gøre noget forkert”, siger Rikke med et næsten beroligende blik i øjnene. Som en læge, der skal til at tage en blodprøve. 

Rundkreds, kluddermor og masser af power

De sidste kvinder er ankommet.

Bevæbnet med silent disco-høretelefoner og hverdagens strabadser sparket til hjørne mødes de, og danner en stor rundkreds. Omkring tyve kvinder er dukket op, og står der i alt fra jeans og uldtrøjer til tights prydet med solgule solsikker og pailletbesatte jakker i det langsomt kommende mørke i septemberaftenen.

Rikke byder en ny danser på holdet velkommen, og de andre kvinder klapper, hujer og smiler. Dansetimen går i gang.

Efter et par sange er de fleste uldtrøjer blevet kasseret på de afskallede træbænke, og kinderne er blevet røde. Selv Rikkes kimonolignende overdel med kvindeansigtet på ryggen er røget af, og der bliver taget et par dybe vejrtrækninger inden næste nummer.

”I den her uge er det blevet en playliste med meget power. Det har ikke været bevidst, men jeg kunne bare mærke det, da jeg lyttede den igennem”, fortæller Rikke.   

En ny sang kommer på. Kvinderne skal igennem nummeret hele tiden med deres egen håndflade røre en af de andres på holdet. De går rundt i deres egen takt til musikken – håndflade mod håndflade.

Det ligner næsten en stor omgang kluddermor, men det er det ikke, og som de står der i skolegården er der ikke nogen, som bliver valgt til sidst. De bliver valgt på det helt rigtige tidspunkt.  

Nu kommer en kunstner på som Rikke fortæller hun selv har en forkærlighed for, og mens Prince’s ”Purple Rain” strømmer ud af høretelefonerne opfordrer hun til, at man i omkvædet rækker armene i vejret og ”giver sig hen til musikken” som hun siger.

Som de står der med armene pegende op mod himlen, rokkende fra side til side i tavshed kunne det, hvis man ikke vidste bedre, næsten ligne en form for okkult ritual, der står nedskrevet i en bog fra flere århundreder tilbage. For kvinderne er det bare endnu en onsdag til groove.

Krammere og selvudvikling

Dagens lektion sluttes af med afspænding.

Nu iført jakker, da pulsen er kommet ned i et nogenlunde almindeligt tempo, sidder kvinderne på den ru asfalt og de afskrællede bænke med lukkede øjne. I stilhed med musikken stadig kørende i baggrunden i høretelefonerne laves der vejrtrækningsøvelser. ”Træk vejret dybt ind, og pust ud.”

Vejrtrækningsøvelserne sættes på pause, for nu skal der gives en krammer. En krammer til sig selv vel og mærke.

Kvinderne sidder der i omkring tyve vidt forskellige verdener omgivet af musik og deres eget kram. En reminder om at man snart skal ud af det præstationsfrie rum og tilbage til hverdagen.

”Jeg ser det snarere som selvudvikling og selvkærlighed end dans”, lyder det efterfølgende fra Jannie Ottendal en af holdets nyere dansere. Det er hendes første sæson med Groove, og selvom det til tider kan være udfordrende giver dansen hende alligevel et lille afbræk hver onsdag.

Inden de går hver til sit, samles kvinderne skulder ved skulder og hofte ved hofte i et stort gruppekram, og en forsikring om at de ses igen næste onsdag.