Grundskolen i Japan er ikke så forskellig fra den Danske, alligevel klarer japanske børn sig meget bedre end de danske
En japansk grundskolelærer åbner døren til klasseværelset og fortæller om 20 minutters daglig rengøring, mobilpolitik, og hvorfor Japan (måske) klarer sig så godt i PISA-undersøgelserne.
I Danmark har politikere, skolelærere, forældre og medier travlt med at pointere alt det, som er galt ved den danske grundskole i kølvandet på de faldne PISA-resultater. Børns mobilforbrug kritiseres, folkeskolereformens digitalisering bør rulles tilbage, AULA skal nedlægges og erstattes med fysiske kontaktbøger og en higen efter de gamle dage med papir og blyant fylder debatten om de danske grundskoler.
Måske et kig ud i verden, kan få Danmark på rette spor. Med et blik mod Japan, som i den seneste PISA-måling fra 2025 var verdens femtebedste nation, kan Danmark måske drage inspiration af obligatorisk rengøring og undervisningsformen ’inquiry’.
En typisk dag i Kaichi Tokorozawa Primary School
Skoletaskerne pakkes i den Japanske hovedstad Tokyo, hvor tredjeklasse på privatskolen Kaichi Tokorozawa Primary School gør klar til engelskundervisning med 28-årige Yusay Watanabe. Gennem de sidste fire år, har Yusay undervist privatskolens indskoling og mellemtrin i engelsk, idræt og det japanske specialfag ’inquiry’. Privatskoler er langt hen ad vejen opbygget på samme måde, som de japanske folkeskoler. Den største forskel er dog, at elever skal til en optagelsesprøve, samt at privatskolerne har færre elever med faglige og sociale udfordringer.
”Typisk begynder børnene at komme i skole fra kl. 07:30, men skoledagen begynder først 08:30 og slutter typisk klokken 15:00. Vi har seks undervisningstimer om dagen, to små pauser og en fælles frokostpause, samt tid afsat til rengøring. Alle elever skal gøre rent i 15 til 20 minutter hver dag, og det gælder også lærerne”, fortæller Yusay Watanabe.
En klassisk skoledag i Japan ligner måske den skoledag, som danske grundskolebørn har – lige bortset fra fælles rengøring. Men hvorfor er det så aktuelt at sammenligne netop de to landes skolesystemer?
Inquiry er (måske) en del af forklaringen
Tidligere fortalt underviser Yusay i inquiry, som er et særligt fag på det japanske skoleskema.
”Det er ikke et klassisk undervisningsfag, men handler om at lære eleverne, hvordan man studerer, eller hvordan man lærer noget”, siger Yusay.
Inquiry skal groft sagt oversættes til ’undersøgende læring’, hvor formålet i dette fag ikke er at lære akademisk pensum, men at opbygge metoder til at lære, tænke kritisk, reflektere over følelser og undersøge verden på egen hånd. Det obligatoriske fag skal sikre, at eleven udvikles gennem fællesskab, ansvar og praktiske livsfærdigheder.
Yusay vil nødigt hårdnakket påstå, at dette er opskriften til de gode PISA-resultater, men han fremhæver tilgangen til det ikke-faglige og den forankrede kulturelle gruppedisciplin.
”Jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvad der er det vigtigste, men af en eller anden grund klarer de japanske elever sig godt i PISA-undersøgelserne. Det handler ikke kun om det akademiske, men i høj grad om den kultur og ro, vi skaber i klassen, og at alle elever lærer at løfte i flok og gøre tingene i fællesskab”, forklarer Yusay.
Mobilpolitik i den japanske grundskole
Den danske og japanske grundskole kan sammenlignes på baggrund af skoledagens længde, PISA-undersøgelsers resultater og konkrete undervisningsfag, men vil man et spadestik dybere er det relevant at kigge på grundskolernes rammer, når det fx kommer til det digitale.
I Kaichi Tokorozawa Primary School er mobilpolitikken klar. Smartphones er forbudt i skoletiden, med mindre specialaftaler er indgået med læreren. Helt analogt er skoledagen ikke, da Yusay fortæller, at IPads benyttes til dele af undervisningen.
”Eleverne må kun bruge deres iPads i timerne og ikke i frikvartererne. Et skud fra hoften lyder, at ca. 70% af tiden sidder eleverne med papir, bøger og blyant, mens de sidste 30% udgør brug af digitale redskaber, fortæller Yusay.
Forældreindblanding
Kigges der på forældrenes rolle og indflydelse på grundskolen, er det ikke længe siden, at Moderaterne foreslog nedlæggelsen af AULA med begrundelsen, at forældrene blander sig for meget og kimer lærerne ned i tide og utide.
Forældres indblanding og skarpe holdninger til skolen er dog ikke en ren dansk opfindelse. Yusay genkender klart, at forældrene i Japan også sætter spørgsmålstegn ved skolens gang og kontakter lærerne i hverdagen.
”Vi oplever de samme udfordringer med forældre, der sætter spørgsmålstegn ved tingene. I løbet af en uge får jeg typisk tre til fem henvendelser digitalt, som telefonopkald eller ved at forældrene møder op på skolen. Det er ikke altid klager; ofte er det helt praktiske spørgsmål som 'hvad var det nu lige, lektierne var?’”, forklarer Yusay.
En sammenligning med forbehold
I sidste ende lader to så forskellige skolesystemer sig næppe sammenligne én til én. Japan og Danmark bygger på vidt forskellige kulturer, historiske forudsætninger og samfundsstrukturer - forskelle, som ikke lader sig koge ned i en enkelt tekst.
Selvom lærere i både Tokyo og København står overfor flere af de samme moderne udfordringer med skærmbrug, forældrehenvendelser og trivsel, foregår skolehverdagen i to helt forskellige verdener med hver deres forudsætninger.