Gustav mistede en del af sin krop: “Jeg prøver på ikke at lade det definere mig”

”Min fysioterapeut prøvede at overbevise mig om, at jeg nok skulle komme op og løbe igen. At jeg nok skulle kunne gøre alle de ting, jeg gerne ville,” fortæller Gustav Agger. 

Han var ikke overbevist. For han vidste ikke, hvad han skulle forvente sig.

Han følte ikke, at havde set nogen, der manglede et ben før. Benproteser og bandagister var ikke en del af hans ordforråd.

Indtil han selv stod i den surrealistiske situation.

”Jeg tænkte, at han bare prøvede at få mig til at vælge en protese. Sælge mig en drøm.”

Alt, der har været en del af ham, virkede uoverskueligt langt væk. Håndbold. Fodbold. Et liv med sport og bevægelse.

Selvfølgeligheder blev udskiftet med tvivl og udfordringer. Gustav Agger skulle finde ud af, hvad det overhovedet vil sige at miste en del af sin krop og leve sit ungdomsliv på trods. 

Ulykken

I vinterferien havde han været i sommerhus og skulle køre hjem til sine forældre i Ravnstrup lidt uden for Viborg. Turen er væk fra Gustav Aggers hukommelse.

Han husker ikke, at han kører frontalt ind i en modkørende lastbil. Han husker ikke, at han blev fløjet til Skejby.

Han husker ikke det øjeblik, hvor det går op for ham, at hans ben er blevet amputeret. At det er væk.

”I starten havde jeg følelsen af, at det bare var ligesom at have brækket benet. At det nok skulle komme med tiden,” fortæller Gustav Agger.

Og der var nok heller ikke et eksakt øjeblik af erkendelse. Men efterhånden forstod han, at benet ikke lige kommer tilbage.

En sløret erkendelsestid

Det første, der står klart for ham fra den slørede periode, er fra en overflytning fra Aarhus Universitetshospital til Regionshospitalet i Viborg. 

Gustav Agger ligger i sygetransporten. Sløret af morfin og smertestillende.

Undervejs kigger han ud. Et skilt på en tankstation fanger hans opmærksomhed. Benzinpriserne er steget med adskillige kroner, siden sidst han så dem.

”Jeg kunne ikke forstå mine egne øjne og når at blive i tvivl om, hvor længe jeg egentlig har været væk, da jeg ser det,” forklarer han. 

Og selvom de fleste var klar over, at prisernes himmelflugt skyldtes Ruslands invasion i Ukraine, så kom det bag på ham og hans virkelighed, der allerede var fyldt med spørgsmålstegn.

For da nyheden ramte i februar 2022, lå han stadig i koma.

Langt fra nemt 

For Gustav Agger var der efter ulykken ikke noget hurtigt svar på de eksistentielle spørgsmål.

Tiden var turbulent, og de sidste måneder af 3.g brugte han som indlagt.

”Der var flere ting, der krævede en fiksetur. De skulle sikre sig, at der ikke var sket andre permanente skader,” fortæller Gustav Agger.

En mindre hjerneblødning. En brækket ryg. Brækkede ribben. En punkteret lunge.

Det tog tid at hele.

Da sommeren og studentertiden nærmede sig, insisterede Gustav Agger på, at han ikke skulle gå skoleåret om eller gå op til eksamen i samtlige fag for at få sine karakter, fordi han havde været væk.

Han tog også huen på sammen med sine klassekammerater, selvom han manglede at gennemføre sine sygeeksaminer og ikke var officielt student endnu.

”Det var en mærkelig tid. Jeg havde ikke fået min protese endnu og kunne ikke være med til så meget.” 

Det var langt fra bare nemt eller naturligt at gøre det, de andre omkring ham også gjorde.

De første skridt 

Til genoptræning ved kommunen skulle Gustav Agger lære at gå med sin protese. Han skulle lære at stole på alt det nye i løbet af omkring fire måneder.

Hvordan benet og det computerstyrede knæ svinger med, når han svinger sin benstump. Hvilken teknik der skal bruges, når han skal op ad trapper.

De fortalte ham hele tiden, hvor god han var.

”Jeg kunne godt gå på det tidspunkt, men jeg ved ikke hvor normalt det så ud. De sagde i hvert fald at jeg var færdig hos dem,” fortæller han. 

Siden er Gustav Agger blevet mere komfortabel med at bevæge sig rundt. Det hele er blevet mere hverdag og rutine. Men han mener stadig, at det kan blive bedre. Og han vil også gerne forbedre sig.

“Nogle gange kan jeg godt finde på at prøve at øve mig lidt, så jeg ikke halter så meget. Selvom jeg ikke er bange for at vise, at jeg har en benprotese, så vil jeg sgu gerne gå normalt,” siger han.

Mest for sin egen skyld.

For han opfatter sig selv som ligeglad med, hvad andre tænker, og er med tiden blevet mere selvsikker.

Alligevel kan andres blikke nage en smule.

Når Gustav Agger har lange bukser på, oplever han, at folk, der ikke kender ham, kan tro, at han bare har slået knæet. Eller når han er i byen, kan de tro, at han bare er lidt fuld og svinger lidt fra side til side. 

“Det er ikke fordi, at jeg tænker så meget over det. Alligevel kan jeg godt gøre det lidt en gang imellem. Det er nok svært at lade helt være,” siger han.

De svære nemme bolde 

Det har fyldt meget for Gustav Agger, at han ikke kan dyrke de intensive sportsgrene, han gjorde før. Men selvom han er bevidst om, at alt ikke kan overføres eller genoptages, så forsøger han at udforske, hvad han så kan.

I stedet for at spille på sit gamle hold i håndboldklubben blev han assistenttræner. Men det gav ham ikke det samme at sidde på bænken, som det gjorde at være på banen. 

”Det var rart stadig at være en af det sociale. Men jeg kunne da godt mærke, at hvis de var bagud, eller hvis de spillede dårligt, så føltes det meganederen, at man ikke selv lige kunne løbe ind på banen og give den en skalle,” fortæller Gustav Agger.

Når han spiller padel med vennerne, så kan han også godt mærke, at de måske ikke går efter at lægge de svære, dybe bolde nede i hjørnet hver gang. At boldene bliver spillet mere lige på kroppen af ham.

”Det er jo også sjovt, og man får bygget et bedre spil op på den måde. Men jeg føler, at jeg kan det meste. Det er bare lige med at gøre det på sin egen måde,” siger han inden han alligevel tilføjer: ”Men nogle gange ville det være rart nok bare at kunne. Ja. Jeg kan godt mærke, at man ikke kan blive lige så god som man var dengang i hvert fald.”

For han vil gerne være med på lige vilkår. 

Som den idrætsmand, han altid har været.

“En del af min identitet” 

Men Gustav Agger forsøger at opnå det. Selvom alting er sværere, end det var før, så forsøger han at kaste sig ud i livet. Også der, hvor han ikke nødvendigvis ved, om han kan bunde.

”Det er blevet en del af min identitet, at jeg mangler et ben. Men jeg prøver på ikke at lade det definere mig. Ikke at lade det sætte en stopper for at gøre det, jeg har lyst til,” siger han. 

Han tager ud at rejse. Han tager i fitness og laver de øvelser, han også lavede før, selvom squatsene ikke bliver helt lige så dybe. Og i foråret 2025 tog han på Idrætshøjskolen Sønderborg.

Alt var nyt efter amputationen og skulle læres igen. På trods af sit manglende ben, ville han gå ind til opholdet med et åbent sind og være med til så meget som muligt. 

Gustav Agger kunne også være med til det meste. Faktisk oplevede han, at han ikke nødvendigvis bare halsede bagefter de andre.

“Nogle gange kunne jeg godt se, for eksempel i ketsjersport, at okay, jeg var faktisk en del af den bedre halvdel. Så følte jeg ligesom, at jeg har opnået et eller andet mere end bare at være med,” fortæller han.

Og når han en gang imellem sad på bænken, så var det anderledes.

Han var ikke alene. På sportshøjskolen var der altid folk med små og store skader, der heller ikke kunne deltage.

På benene igen 

Gustav Agger er landet i at se mulighederne frem for begrænsningerne.

Man kan sagtens komme ud og opleve verden med en protese. Skituren hvor skiene blev udskiftet med snowboard. Rejsen til Østeuropa med vennerne – dog med flere af kilometerne i taxa frem for i benene.

Alt det, han har kæmpet for at kunne formå, har gjort ham mere komfortabel i sin situation. Han ved, hvad det vil sige at mangle en del af sig selv, og at det bedste, han kan gøre, er at kaste sig ud i det hele.

Så selvom fysioterapeutens optimistiske ord efter ulykken virkede som et billigt salgstrick, og han har måtte lægge nogle dele af det gamle liv væk, så ræsonnerer de mere i ham i dag.

”Jeg føler, at jeg er kommet til et sted, hvor det måske var var meget rigtigt, det han sagde,” fortæller Gustav Agger.