Han er en markant skikkelse indenfor den danske musikbranche, men ikke alle kender ham

Poul Krebs’ stemme løfter sig over scenekanten: “Her på fløjene har vi nogle, der har sat dybere spor end nogen andre, jeg kender! Brødrene Skjærbæk, Troels og Lars Skjærbæk!”

Salen svarer straks. Klapsalverne kommer ikke efter pausen, de er der allerede, som et vedvarende tryk. Lars Skjærbæk står i scenelyset, ikke helt i midten, men heller ikke i skyggen. 

Han bevæger sig rundt på scenen med en rytme, der emmer af rutine, et par skridt tilbage, en rytme i benet og et rokkende hoved, en hånd der justerer guitarens position i en let og nem bevægelse.

Den lyseblå hat skygger for hans øjne, og skjorten, den fra Tokyo, fanger lyset, når han vender sig mod Poul. Han spiller ikke ud til publikum med store fagter. Han spiller ind i sangenes struktur, ind i det fælles åndedræt, som bandet deler. Og mens Poul synger videre, drysser Lars små markeringer ud i lydbilledet, så sangen hele tiden har noget at gribe i.

 Robin Hood, slik og ældresagen

Bag scenen før koncerten har stemningen været en anden, men stadig med samme fornemmelse, at alt er på plads.

I bandrummet sidder Lars på en stol med benene oppe på en anden. Overfor ham sidder Troels i sofaen, afslappet lænet tilbage med benene over kors. På deres rider står der ellers ingen slik, men alligevel har nogen skaffet en pose. Troels fisker en vingummi op, og kaster den tværs gennem rummet, som var han pitcher til en baseball kamp. Lars griber den nonchalant med munden, uden at rejse sig, eller gøre et nummer ud af det.

“Det er bare sådan noget, de kan,” siger en af de andre i rummet, som om det ikke er en færdighed, men en selvfølge.

Der bliver talt om alt muligt, mens tiden går. Det er den slags samtaler, der kan springe fra Robin Hood og Nottingham til breve fra ældresagen. I bandrummet emmer det af rutine, ikke som noget sløvt, men som noget indøvet. Mange år i musikken og mange timer, hvor arbejdet allerede er blevet gjort, før første tone overhovedet lyder.

Musik før musikken

Til lydprøven justerer Lars sine pedaler, inden han vender sig mod Poul, helt roligt: ”Den sidder der i aften, Poul.”

Inden de går på scenen, er de samlet i omklædningsrummet. Gulvet er dækket af et rødt velourtæppe, og duften af varmt strygejern ligger i luften. Et strygebræt står slået op, og de stryger på skift. Troels kører strygejernet hen over en skjorte og joker: “Selv undertrøjen plejer faktisk at blive strøget.” Lars sidder på en stol og fnugger sine bukser med rolige bevægelser, mens han lytter til musik. Musik før musikken.

Og nu står han her, på scenen, i lyset, i klapsalverne.

Men sådan har det ikke altid været.

 Øvelse gør mester

Det er morgen, det kunne have været hvilken som helst, men i hans egen fortælling bliver den et vendepunkt. Ikke fordi nogen sagde: ”Du skal blive guitarist.” Men fordi han selv vågnede op en dag og ville spille musik.

Han fortæller, at interessen for musik for alvor ramte ham omkring tiårsalderen, pludseligt, og uden forklaring, som om noget i kroppen bare fortalte ham at nu ville han spille musik. Han opsøgte venner at spille med, og i gymnasiet blev det mere målrettet. Det var ikke længere bare en hobby men en levevej.

”Hvis jeg skal blive god, bliver jeg nødt til at øve helt vildt,” siger Lars

Efter gymnasiet gik han i gang med det, han selv kalder øveprogrammer. Hver dag stod han op og øvede både klaver og guitar, skalaer og akkorder, fire-fem timer om dagen i flere år. Han øvede også gehør: at kunne genkende en tone med det blotte øre. Det handlede om at arbejde for musikken og forstå hvordan musikken virker.

Fingrene, der bliver ved, til huden bliver varm. En streng, der bliver trykket ned det samme sted igen og igen. En tone, der først skurrer, så bliver tættere, så pludselig sidder der, som om den altid har gjort det. Uden publikum. Uden scenelys. Bare en stol, en guitar og tiden, der går.

Han fortæller om de år som en periode med fart i hænderne. Teknisk var han bedre dengang, siger han, kunne spille hurtigere. Den slags hurtighed, man kun får af at gentage, til kroppen tager over automatisk.

 I band med sin bror

Troels, fortæller Lars, er tre år yngre, så de var ikke tæt knyttet i de allerførste år. Men da Lars var med til at etablere bandet Inside The Whale, skulle finde en bassist, og prøvede “en masse” af, var der ingen, de blev rigtigt glade for. Og så var konklusionen enkel: ”Der var ikke nogen, vi synes, var bedre end Troels.”

De øvede “helt vildt” i Herning, i Aarhus, frem og tilbage, som om vejene mellem byerne var en del af øvningen. Da Troels bliver færdig med gymnasiet, finder de en kælder i Aarhus og øver hver dag. Hvordan øvelokalerne på Jens Baggesens vej så ud, husker Lars ikke for det var musikken og bandet der var i fokus.

Og så begynder det, som det altid begynder: små jobs, lidt større jobs. Randers. Silkeborg. Aarhus. 

I 1993 kommer pladekontrakten. Sony Music. Lars siger det næsten nøgternt. De øvede, de blev gode, og så kom kontrakten “bare”. Men på vej ind i den sætning ligger alle timerne på teenageværelset derhjemme og i øvelokalerne med bandet.

“Det har faktisk aldrig ikke været sjovt at spille sammen,” siger Troels og kalder det “en gave.” Han beskriver en tryghed ved at have hinanden i en branche, der kan være “alt muligt.” En ekstra dimension, der ligger ved siden af musikken uden at fylde den. Og når de spiller, siger Troels, tænker han ikke på Lars som sin bror; “det fylder ikke noget.” Det er bare to musikere i samme rum, der kan være uenige uden at det stikker dybt, og som altid finder tilbage til den fælles puls.

 Fra guitarist til producer

Pludselig er de en del af en generation, der får lov at fylde scenerne. Det går stærkt og som så meget andet, der går stærkt, begynder det også at fise ud hen mod slutningen af 90’erne. Uenigheder om retning. En følelse af, at man har været et sted for længe.

En dag bryder Lars isen. Han har ikke lyst til det mere, og de bliver enige. Bandet Inside The Whale går hver til sit.

Det kunne have været et fald. I stedet bliver det en overgang.

Han begynder at spille med Tim Christensen, der er gået solo efter Dizzy Mizz Lizzy. De spiller store jobs, Roskilde, Grøn Koncert, udlandet.  Og sideløbende opstår en ny vej: producering

Han fortæller, at han begyndte at producere lidt ved et tilfælde. Nogen spurgte, og han prøvede. Først beskrev han hvordan han ville have det, mens en tekniker fik det til at ske. Han fortæller om et tidspunkt, hvor det blev hårdt at “oversætte” sine idéer til en anden, fordi det aldrig helt blev, som han hørte det i hovedet. Derfor lærte han selv mikrofoner, placeringer og at styre pulten. Han købte sit eget udstyr og lidt efter lidt byggede han sit eget studie på Vesterbro.

 Det første store job

At Lars skulle producere, lå derfor ikke i kortene da han besøgte Midtfyns Festival i 1994.

Det er før alt er blevet hverdag. Før man ved, at store jobs kan komme igen. Dengang hvor én stor scene kan føles som en hel karriere.

Lars er 23 år. Han står bagved og kigger ud. "Der er helt proppet", fortæller han, 10.000 mennesker, lige efter de har udgivet deres første album med Inside The Whale. Unge mennesker, der går amok, skriger og allerede kender sangene.

Han beskriver følelsen som euforisk, fuldstændig lykkelig. Den slags følelse hvor man ikke kan skelne mellem støj og glæde. Hvor kroppen er hurtigere end tanken.

Senere har han hørt liveoptagelser fra dengang, og der kan han høre hvordan han i sin eufori var i et højere tempo.

Til Poul Krebs koncerten i musikteateret Holstebro, bevæger Lars sig stadigvæk, bare med en anden ro.

Lars har fundet sproget til sit instrument, siger Poul Krebs. Han kan tilføje ”en melodi til tyve år gamle sange, der fuldender dem”. Ifølge Poul løfter det sangene til at blive større, end de nogensinde før har været.

 Musik skal have sjæl

På scenen i dag ligner Lars Skjærbæk en mand, der har styr på det hele. Men hvis man lytter til hans måde at tale om musik på, handler hans “styr” ikke om kontrol. Den handler om retning.

Han siger, at han ikke tænker i et konkret mål længere, ikke én drøm, ikke et bestemt kæmpe navn. Det kan selvfølgelig være fedt, siger han, men det er ikke en drøm. I stedet taler han om det, der bliver tilbage: at ville lave noget, der står om 20-50 år, noget der betyder noget for nogen.

Lars taler om at udvikle sig på alle planer, at tænke: "Hvordan kan jeg gøre det lidt bedre næste gang? Hvordan kan jeg komme mere ind til kernen? Hvordan kan jeg få mere personlighed ind i det, jeg laver?" Det er en kunstnerisk rastløshed, der har skiftet form gennem årene. Fra teknisk øvning til noget der mere handler om karakter.

Han går meget op i, at musik ikke skal handle om at bevise noget. Lars går ikke op i at imponere nogen. "Musik", siger han, "skal være musik, sjæl". "Man kommer ikke ind til musikkens sjæl ved at flashe. Man kommer ind ved at spille følelser."

Det er en filosofi, der kan høres i den måde, han står på scenen på. Han fylder ikke, han bærer.

Som producer tænker han heller ikke i hitlister, siger han. Han tænker på at lave “en så fed plade som overhovedet muligt” og få det bedste ud af den kunstner, han arbejder med. Han beskriver processen som lang og delvist improviseret, et samarbejde hvor man skubber, undersøger og prøver.

Når Lars ønsker det bedste resultat, bruger han også automatisk meget tid på musikken. Derfor er der andre ting, som han ikke har kunne være med til. 

 Familieliv og musiker

Han nævner det selv, uden dramatik. Man kan have misset børnefødselsdage, familiefester, venners mærkedage eller skoleudflugter fordi man har været på turné. I dag er han mere bevidst om det, siger han, og bedre til at sige nej, hvis nogen forsøger at presse ham. Men han siger også, at han stadig misser ting.

Det er det mærkelige ved et musikliv. Man kan stå foran tusinder og føle sig fuldstændig levende og samtidig vide, at man har været fraværende på helt almindelige dage, hvor nogen havde brug for en.

Han siger, at det ikke er noget, han fortryder som sådan, men han erkender byrden, især da børnene var små og hans kone stod alene fem dage i træk, når han var væk. "Det er ikke et problem, det er bare et faktum", siger Lars.

Selvom Mette Skjærbæk ofte måtte tage til familiesammenkomster alene med børnene, beskriver hun ikke Lars som fraværende. Det var noget, de voksede ind i sammen, siger hun. De mødte hinanden tidligt, længe før musikken blev et etableret liv. “Vi har fået en gave i, at vi ligesom var sammen om det hele vejen”, fortæller hun. Da børnene var små, pakkede Mette gerne bilen og kørte med på turné, når det kunne lade sig gøre. 

Men opbakning og erfaring fjerner ikke alt. Også med familien i ryggen kan nervøsiteten stadig dukke op, ikke som et stort drama, men som en uro, der sætter sig i kroppen lige før det gælder. Lars siger, at han stadig kan blive nervøs, selv efter “tusindvis af jobs”. Ikke nødvendigvis fordi koncerten er stor, men fordi han kan være ude af balance, miste jordforbindelsen. Når han mærker det, samler han sig og fokuserer, og så spiller han alligevel. Ofte opdager ingen noget.

 Tak for i aften

På scenen bliver klapsalverne ved. De starter ikke efter koncerten, de fortsætter som en strøm, der aldrig rigtig har sluppet. Folk klapper, mens bandet gør sig fri af instrumenterne, mens de tager et skridt frem, og finder hinanden i lyset.

Klap. Klap. Klap.

Lars står side om side med resten af bandet, som om det er den naturligste formation i verden, som om scenen selv har tegnet dem sådan.

Og så bukker de.