Han forlod fodboldbanen, men sulten efter passionen og anerkendelsen fortsætter ved skrivebordet
Efter at Carl-Christian Tippins Okking var nødsaget til at lægge fodboldstøvlerne på hylden grundet en korsbåndskade, valgte han at søge mod litteraturen. Sulten efter passionen og resultaterne lever stadig i ham.
Carl-Christian Tippins Okking kommer venligt servicerende med et par kopper sort kaffe, da han byder os indenfor i hans lille lejlighed i Aarhus midt, som er placeret i kælderetagen.
I Lejligheden er der nærmest ingen nøgne vægge at spore. I stedet bugner det med diverse bøger i flere tætpakkede reoler. Der hænger også post-it-notes på nogle af væggene, som skal hjælpe Carl-Christian med at strukturere sine ideer, gøremål og aftaler.
Der er indrettet et lille intimt skrivehjørne, med et mindre hvidt skrivebord fyldt med post-its notes, kuglepinde og en notesblok.
Overalt vidner lejligheden om den samme ting: Her bliver der arbejdet.
Carl-Christian har delt sin stue op i 3 stationer, som han veksler mellem, fortæller han.
Første station er den brune læderstol foran det hvide skrivebord, som er fyldt op med ideer fordelt på post-it notes i sådan en grad, at der ikke er plads til mobiltelefonen. Her foregår selve skrivningen af kommende romaner.
Den anden station er den rødpolstrede stol, som er placeret i hjørnet foran sofabordet. Her er der plads til at læse korrektur på det skrevne og til at læse bøger.
Den tredje og sidste station er træstolen foran spisebordet, hvor der er plads til at føre tankerne væk fra det litterære og over på det private.
Hvis ikke man vidste bedre, ville man nok ikke gætte, at Carl-Christian engang var et af dansk ungdomsfodbolds store talenter. En sort håndskåret afrikansk maske, et sort-hvid billede af Stevie Wonder i sine unge dage og plakater af Michael Kvium og Pierre Bonnard pryder de hvide vægge i lejligheden, men der er ikke skyggen af fortidens fodboldkarriere at spore.
Ingen klubtrøjer, medaljer, pokaler eller andet sølvtøj.
Intet.
Alle bedrifter og anerkendelser i form af medaljer og trofæer blev smidt ud i en affaldscontainer kort efter Carl-Christians fodboldexit.
”Det fortryder jeg bestemt”, Siger Carl Christian, som efter at have fået forholdet til fodbolden mere på afstand, gerne havde set nogle flere mindeværdige genstande fra hans fortid som elitesportsudøver.
”Det var nok noget, jeg gjorde i mine følelsers vold for at komme videre.”
I dag ca. 6 år efter hans endegyldige exit med fodbolden, er den stadig kun 25-årige Carl-Christian en succesrig forfatter, som på kort tid har fået en kometkarriere stablet på benene, med foreløbigt to anmelderroste romaner i bagagen og nu med en tredje på vej. Den første roman “Drenge græder ikke” er bl.a. blevet optaget som pensum på diverse folkeskoler og gymnasier.
På mange måder ser hans liv anderledes ud i dag, end da han jagtede drømmen om en professionel fodboldkarriere. Fodboldstøvlerne er skiftet ud med bøger, kuglepinde og notesblokke, og træningsbanen er blevet erstattet med et skrivebord.
Men jo længere samtalen varer, desto tydeligere bliver det, at ikke alt har ændret sig helt alligevel, da han bliver spurgt ind til sine rutiner.
En disciplinær forfatter
Klokken var 07:45, da vækkeuret ringede samme morgen. Som næsten alle andre morgener satte Carl-Christian kaffe over, før han satte sig til tastaturet ved det hvide skrivebord. Først en times skrivning, derefter morgenmad ved spisebordet, og så endnu en time ved skrivebordet igen.
"Jeg stræber efter at gøre det samme hver dag, så jeg ikke behøver tage stilling til, hvad jeg skal, når vækkeuret ringer," fortæller Carl-Christian.
For Carl-Christian handler skrivningen og forfatterskabet nemlig ikke om at læne sig tilbage og vente på at inspirationen kommer.
"Der er mange unge forfattere, som venter på inspiration. Det tror jeg ikke på. Min inspiration skal helst komme mellem klokken otte og ni."
Han griner lidt ved tanken om den romantiske forestilling om forfatterlivet.
"Jeg tror også, at den der forfattermyte med, at man gerne må drikke sig beruset, ryge tobak og helst skrive om natten, fordi man er mest kreativ dér, er noget bullshit. Fuldstændig bullshit."
Carl Christian lægger sig nemlig hver dag fast på den samme rytme. Ikke fordi han nødvendigvis har lyst, men fordi han mener, at kreativitet skal trænes og værnes om.
"Jeg behandler på en måde det at skrive som en slags elitesport. Kreativitet og skrivning er en muskel, der kan styrkes."
Den tankegang genkender han selv fra årene som ungdomselitefodboldspiller, hvor hverdagene i den grad var bygget op omkring træning, struktur og præstationer.
Et eksempel på dette, kunne være på kampdage, hvor Carl-Christian havde sine faste rutiner i omklædningsrummet inden han løb ud på grønsværen. Inden kamp iførte Carl-Christian sig altid først sin højre benskinne, efterfulgt af sin venstre benskinne, derefter den højre fodboldstøvle og afslutningsvis den venstre fodboldstøvle.
Altid den samme rækkefølge.
Så selvom fodbolden for længst er forsvundet fra lejligheden og Carl-Christians dagligdag, lever dele af mentaliteten tilsyneladende stadig videre i ham.
Når Carl-Christian beskriver sine rutiner og hverdag, er det umiddelbart svært ikke at høre ekkoer fra årene som ungdomselitefodboldspiller.
Denne disciplinære og stringente tilgang til hans skrivning er dog noget, som Carl Christian med tiden har skulle arbejde med ift. at finde den rette balance fortæller han. Da han bl.a. skrev sin første roman, forsøgte han i en periode at skrive hver eneste dag uden pauser.
"Der var ikke nogen sund balance i det."
Carl-Christian stopper efter sætningen og en tænkepause opstår. Armene sidder over kors og blikket stirrer efter et svar i kaffekoppen.
Han kigger op og forsætter.
“Det sværeste for mig er at holde fri. Jeg har en mærkelig bekymring med, at hvis jeg ikke skriver hele tiden, så mister jeg evnen til at skrive.”
Selvom denne erfaring har gjort ham mere opmærksom på vigtigheden af også at holde fri og koble af, falder det ham stadig ikke helt naturligt at slippe arbejdet.
"Jeg kan godt nogle gange få en slags tunnelsyn og fokusere meget på den ene ting i at skrive og derfor komme til at glemme, hvad der ellers betyder meget for mig, som fx mine venner, kæreste og familie eller bare at læse en god bog for hyggens skyld."
Ødelagt korsbånd blev betydningsfuldt
Men selvom dele af mentaliteten fra fodbolden stadig kan leve videre i ham, var det ikke nødvendigvis givet, at det skulle være litteraturen, som skulle vise sig at overtage fodboldens plads.
Carl Christian kommer fra et hjem, hvor bøger og skrivning altid har fyldt.
"Begge mine forældre skriver også."
Alligevel var det ikke litteraturen, der fyldte mest i ungdomsårene. Dengang var det som bekendt fodbolden, der strukturerede hverdagen og optog det meste af hans tid. Først da han som 17-årig rev sit korsbånd over første gang, blev der pludselig plads til noget andet.
"Det var første gang, jeg rigtigt havde tid til mig selv uden en fast skemalagt hverdag."
Mens holdkammeraterne fortsatte på træningsbanen, brugte han store dele af hans skadesperiode med næsen begravet i bøger.
"Dengang var jeg glad for at læse, og begyndte derfor under min skade at læse en masse digte og romaner."
På det tidspunkt var det dog stadig drømmen om en professionel fodboldkarriere der fyldte, men da han så senere på uheldig vis rev korsbåndet over for anden gang, som blev hans endegyldige farvel til fodboldkarrieren, begyndte situationen og fokusset for alvor at ændre sig.
Det var her han følelsesladet fjernede alle hans genstande der mindede ham om fodbold i håbet om at viske tavlen ren, fortæller han. Derefter begyndte skrivningen for alvor at tage fart.
Skriveøvelse om rødbedesaft blev startskuddet
Kort efter under et ophold på en skriveskole, skulle han lave en skriveøvelse, som stadig står klart i hukommelsen.
Her valgte han at skrive om rødbedesaft. Ikke fordi rødbedesaft i sig selv er specielt interessant, men mere fordi rødbedesaft, i årene som elitefodboldspiller, havde fået næsten rituel betydning, som noget der jævnligt skulle indtages for at fremme præstationerne på banen, fortæller han med et smil.
Da teksten var færdig, ringede han til sine forældre for at læse den højt, og reaktionen kom bag på ham.
"Det endte med, at jeg begyndte at stortude."
Han fortæller, hvordan oplevelsen gav ham en følelse af at have ramt noget vigtigt.
"Derefter kunne jeg mærke en tydelig nerve, jeg gerne ville forfølge og udfolde."
Han holder en kort pause.
"Det blev et slags startskud for mig."
I dag ser han tilbage på sine bogudgivelser som mere end blot litterære projekter.
Arbejdet med romanerne blev også en måde at forstå og bearbejde de år, hvor fodbolden fyldte alt og karrieredrømmen til sidst bristede. Da han bliver spurgt, om skrivningen har haft en terapeutisk effekt, er han ikke i tvivl.
"Fuldstændig. 100 procent. Jeg tror bestemt, at hvis jeg ikke havde skrevet de her to bøger, så var jeg en bitter mand i dag."
Han svarer derefter med en fast stemme, at han ville have været en dårligere kæreste, en dårligere ven og et dårligere menneske generelt, hvis det ikke havde været for de to bøger.
"Det er en slags bearbejdelse, om jeg vil det eller ej."
Selvom det drastiske sporskifte til litteraturen fik kureret hans bitterhed fra fodboldfortiden, er ambitionerne efter succes, prestige og jagten på passionen på ingen måde forvundet. Dette kom især til udtryk for Carl-Christian, efter hans anden roman var blevet trykt.
"Jeg fik den lidt kyniske erkendelse, at jeg egentlig fortsat gerne vil have og jagte samme privilegier og prestige, som jeg har haft hele min barndom og ungdom med fodbolden."
Da Carl-Christian bliver spurgt, om det måske kan være en slags arbejdsskade, han har taget med fra fodbolden, tager han det helt afslappet.
”Det kan man måske godt sige ja. Der er selvfølgelig noget disciplin fra fodbolden, som har været nemt og naturligt for mig at overføre til min skrivning.”
For Carl-Christian er hans ivrige søgen efter succes og en stærk passion måske også lige så meget en personlighedsting, som ligger dybt inde i ham. Han tager en længere tænkepause, inden han slipper den verbale hund løs.
”Det kan faktisk godt komme bag på mig, at andre mennesker ikke kan have det på samme måde. Når jeg møder folk, som ikke har en drivkraft og en passion, kan jeg godt tænke: ”hvor må det være kedeligt?” Men det behøver det vel heller ik at være...? Nogle gange kan jeg da nærmest også misunde folk jeg møder, som ikke er lige så ærgerrige og motiverede, men som bare tager en uddannelse for at få et job og leve almindeligt”
Han rokker lidt på stolen og trækker lidt luft, inden han fortsætter af samme spor.
”Men når jeg møder folk, som ikke brænder inde med en lignende drivkraft og passion, kan jeg da godt tænke: ”øv, hvor ærgerligt for dig.” Så kan jeg godt unde folk at have en stærk passion og drivkraft. Jeg føler at det kan være en basal menneskeret, at få lov til at opleve at man er rigtig god til noget.”
Tilbage i kælderlejligheden er kaffekopperne for længst blevet tomme.
Om lidt skal Carl-Christian tilbage til arbejdet. Den tredje roman venter. Sporene efter ungdomsårene som elitefodboldspiller er stadig ikke til at se i den hyggeligt indrettede kælderlejlighed, men noget af den drivkraft, der engang sendte ham på træningsbanen dag efter dag, lever stadig videre. Ikke længere på fodboldbanen, men nu ved skrivebordet. Arenaen har ændret sig. Drivkraften har ikke.