Har du nogensinde tænkt over, hvorfor vi giver hinanden hånden?

Et håndtryk virker måske simpelt - men hver gang du rækker hånden frem, følger du i gamle kongers fodspor

Offentliggjort

Måske har du prøvet det til en fødselsdag, en familiefest eller din allerførste skoledag: Dine forældre har puffet til dig og sagt: “Husk at sige pænt goddag – og giv hånd.” 

Men hvorfor lige hånden – og ikke et nik eller et kram?

Det korte svar er: fordi det viser fred og tillid. 

For næsten 3000 år siden brugte konger håndtrykket til at vise, at de kom med fred. Når kongen rakte sin tomme hånd frem, viste han: “Se, jeg bærer ikke noget våben.” Det var et stærkt signal i en tid, hvor møder mellem mennesker ofte kunne være farlige.

AI-genereret billede

Der findes også en sjov teori blandt historikere om, at det at ryste hånden op og ned i et håndtryk blev opfundet i middelalderen. Dengang havde folk lange kapper og brede ærmer, hvor man kunne gemme små våben i. Hvis man rystede hænder, ville en skjult kniv rasle ud. Forestil dig, hvor pinligt det ville være, hvis en dolk pludselig faldt på gulvet midt i et høfligt håndtryk.

Senere begyndte håndtrykket at få en ny betydning. Når to personer gav hinanden hånden, kunne det være et tegn på en aftale eller en handel. Man kalder det stadig i dag et “håndslag”, når man lover noget ved at give et håndtryk.

I dag bruger vi håndtrykket mest som en høflig hilsen. Det er en måde at vise respekt på, når vi møder nye mennesker – uanset om vi er børn eller voksne. 

Det gør man mange steder i verden. Men der er også andre lande, som har helt andre traditioner. I Japan bukker man, i New Zealand presser man næser og pande sammen, og på Fijiøerne kan man hilse ved blot at løfte øjenbrynene og smile. 

Nogle spejdere har endda deres egen version. De giver hånd med venstre hånd i stedet for højre, som et særligt tegn på fællesskab.

Så overvej lige næste gang, du giver hånd, at du faktisk er med i en tradition, der er tusindvis af år gammel. En tradition, der både handler om fred, venskab og respekt.

VIDSTE DU AT…

Verdens længste håndtryk varede 43 timer og 35 minutter.

Astronauter kan ikke give hånd i rummet, fordi vægtløshed gør det umuligt at holde fast i hinandens hænder.

Et håndtryk kan frigive hormonet oxytocin, også kaldet for ´venskabshormonet´, som gør os trygge og glade.

Powered by Labrador CMS