Hektisk optakt til valgdebat: “Vi kunne godt have brugt en uge mere”

”Hvorfor er der ikke vand nok? Jeg købte 11 vand,” siger Christoffer. 

Der står ni halvliters Egekilde-vandflasker på de borde, hvor der om en time skal stå ti folketingskandidater.

”Vi lagde da alle vand i posen i går,” siger Christoffer og kigger ned i en tom bærepose fra Løvbjerg. En af de andre minder ham om, at der var to poser. 

”Nå ja. For helvede,” siger Christoffer og stikker hånden ned i lommen på de mørkeblå jeans og hiver sin telefon op. Han trykker et par gange på skærmen med sin tommelfinger og rækker telefonen op til øret.

Valgdebatten tager form

Christoffer Hagen Pedersen er formand for Konservative Studenter på Aarhus Universitet. Han og de tre andre unge mænd, der befinder sig i Bartholin Auditorium 1, har knoklet på at få en valgdebat stablet på benene siden folketingsvalget blev udskrevet for en uge og fire timer siden. 

De har ringet rundt til deres kontakter i ungdomspolitikken for at få spidskandidater på deltagerlisten, haft lange dialoger med administrationen og charmeret sig ind på damerne på kontoret for at få det logistiske til at gå op. 

De har lavet navneskilte, som de endnu en gang tjekker for stavefejl, og købt 11 Egekilde-vandflasker, hvoraf to tilsyneladende stadig ligger i en Løvbjerg-pose i Konservative Studenters lokale et andet sted på universitetet.

Lyden af en øldåse, der knappes op, bryder en kortvarig tavshed. På forreste række af tilhørerpladserne står en ramme Ceres Top. Øl går de hvert fald ikke ned på.

Debattens moderator, Nick Horup, træder ind ad døren, hænger jakken på en sorte knagerække, giver Christoffer hånden og nikker til de andre.

”Kommer der nogen?” spørger han.

De unge mænd svarer lidt vævende. 43 har trykket deltager på Facebook-begivenheden. Over 200 er interesserede.

Horup kigger på navneskiltene og giver sig til at rykke rundt på kandidaterne. Han har lagt en plan, og den stemmer ikke helt overens med den opstilling, de unge mænd har lavet.

”I har smidt Christina Egelund helt ud til siden. Hun skal ikke tro, hun er noget,” konstaterer han og får de unge mænd til at grine.

Det letter stemningen. Som om, at der med Horups ankomst endelig er en voksen til stede, og de fire unge mænd kan ånde lettet op. Lige indtil han spørger efter et glas. 

En kortklippet kvinde i en rød jakke træder ind døren ved auditoriets bagvæg. Hun stopper op, kigger ned på de fire unge mænd og moderatoren og fortsætter ned ad trappen.

”Hej,” siger Christoffer og kigger på kvinden som for at få et svar på, hvad hendes ærinde er.

”Hej. Jeg er lidt tidligt på den.”

Hun tager sin jakke af og sætter en kurv på bordet ved auditoriets forreste række. Op af kurven stikker nogle papirer, som viser sig at være flyers, som hun fordeler på tilhørerpladsernes forreste rækker. En flyer og et bolche på hver plads. Bolcherne er pakket ind i rødt papir og flyeren har et billede af en skaldet mand.

Kvinden hedder Anna-Marie Bundsgaard. Hun er frivillig kampagnemedarbejder for Socialdemokratiet, og den skaldede mand på flyeren er tidligere regionsrådsformand Anders Kühnau.

En kamp mod tiden

Christoffer fortæller, at debattens forberedelser har stået på siden valget blev udskrevet, og det viste sig at være nemmere at få en minister ind i auditoriet torsdag aften end fem høje caféborde af grå plast.

”Vi kunne godt have brugt en uge mere,” fortæller Christoffer. 

”Men det hang lidt i luften, at Vanopslagh måske kunne i dag. Det var derfor, vi ikke skubbede det en uge.”

Det tog en lang række opkald til universitetets administration at få lokationen for debatten på plads, og dagen før måtte arrangørerne se sig nødsaget til at rykke til et andet lokale.

Aulaen, som de havde ønsket sig, var optaget. Konservative Studenter var blevet overhalet indenom af Finance and Consulting Club Aarhus, som havde booket det noget større lokale til et arrangement med navnet The State of Fashion. Der skulle være oplæg med McKinsey efterfulgt af standing tapas. Deraf cafébord-manglen. 

De fire unge mænd bliver enige om, at der på et universitet med knap 40.000 studerende bør være nok høje caféborde til, at der kan afholdes både valgdebat og standing tapas-arrangement på samme aften.

Klokken nærmer sig 17. Samtaler mellem de studerende, der har indfundet sig på tilhørerpladserne, får det til at summe mellem auditoriets gule vægge.

Folketingskandidaterne er så småt ved at komme på plads. Venstres Mathilde Bressum hjælper Sofie Lippert fra SF med at sætte sit banner op.

Anna-Marie Bundsgaard må på afstand have konstateret, at de studerende er glade for Socialdemokratiet – eller i hvert fald deres bolcher. Hun rejser sig fra sin plads med hænderne fulde af bolcher og går over til et lavt rullebord, som hun og andre kampagnefolk har prydet med flyers, bolcher, klistermærker og nøgleringe. Hun spæder op med bolcher, vender sig og går tilbage til sin plads.

Klokken 16.59 dukker uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund lettere forpustet op i døren til auditoriet. Med tilhørernes øjne rettet mod sig bevæger hun sig over til det midterste cafébord, hvor hendes navn står på et hvidt skilt. 

Hun hilser, lægger sin telefon på bordet foran sig og vikler halsen ud af et strikket tørklæde. Ryster let på hovedet og vifter pandehåret væk fra øjnene. Hendes røde neglelak matcher de røde hæle. Hvor meget man skal lægge i dét farvevalg, står hen i det uvisse.

Nu er alle ti kandidater på plads ved de grå caféborde i Bartholin Auditorium 1. Der står en halvliters Egekilde-vandflaske foran hver kandidat. Navneskiltene er uden stavefejl. Mikrofonerne består testen.

Christoffer træder ind på gulvet med en mikrofon i hånden. Tilhørernes snak forstummer. De sidste øjne flytter sig formanden, som på vegne af Konservative Studenter byder velkommen. 

Moderatoren får ordet. Debatten går i gang.