Her åbner Frimurerordenen dørene – men ikke helt 

Det blå loft lyser logesalen op som en kunstig nattehimmel. Lyset falder ned over blå bænke og et gråt stengulv, mens hvide søjler står på række langs væggene. For enden af salen hæver gulvet sig mod podiet. På fronten af podiet sidder et øje omgivet af gyldne stråler.  

“Guds altseende øje,” siger rundviseren.  

Blikket søger videre op mod loftet. Her er dyr og figurer malet ind mellem skyerne: drager, en tyr, en løve og mennesker fra en anden tid. En detaljeret bjørn skiller sig ud. Rundviseren fortæller, at kunstneren brugte længere tid på bjørnen, og at dens øjne følger en rundt i rummet. 

Et par skridt til siden. Bjørnen kigger dig stadig i øjnene. 

Det er herinde, spørgsmålene for alvor begynder. 

Logesalen er et af de rum, hvor frimurerne mødes. Nye medlemmer bliver indviet her, og her foregår også ordenens ritualer. 

“Hvad laver man egentlig under et ritual?” spørger en af gæsterne 

Rundviseren fortæller, at de blandt andet synger. Mere kan han ikke sige om ritualerne.  

“Vi er ikke en hemmelig organisation, men en organisation med hemmeligheder,” siger han. 

Kun 15 procent 

Stamhuset på Blegdamsvej i København strækker sig omkring 20 meter over gadeniveau og cirka syv meter ned under jorden. Det er hovedsæde for Den Danske Frimurerorden og rummer flere loger, hvor medlemmerne mødes. 

Frimureriet stammer fra 1700-tallet og findes i store dele af verden og består af selvstændige ordener og loger i de forskellige lande. Selve Stamhuset rummer over 13.000 kvadratmeter og mere end 300 rum. 

Indenfor følger rum efter rum. 

I Pergolaen står søjlerne af fransk marmor i faste rækker gennem det lange rum. Årer løber gennem stenen, og lamper gentager sig langs væggene. To danske flag står længere fremme. Her mødes brødrene, inden de går videre til "logearbejdet" som gæsterne ikke får at vide, hvad betyder. 

I forværelset til festsalen sidder en mand ved et orgel, da gruppen træder ind. Musikken fylder rummet og giver det en tung, højtidelig stemning. Langs væggene hænger portrætter af tidligere stormestre. 

Flere danske konger og prinser har gennem tiden været en del af ordenen, blandt andre Frederik 7., Christian 8., Prins Harald og senest Christian d. 10. 

Da kongernes navne bliver nævnt, reagerer flere i gruppen. Et par vender sig mod hinanden og kommenterer det med tydelig overraskelse. 

Kort efter åbner dørene til festsalen sig. 

Her bliver farverne mørkere. Røde sæder og tekstiler bryder de mørke vægge og gyldne detaljer. For enden af salen hæver en trone sig over et sort-hvidt ternet gulv. To sfinkser står på hver sin side, mens fire snoede søjler rejser sig omkring den centrale del af rummet. 

Udtrykket i rummet er præget af romerske og egyptiske motiver. I loftet ses blandt andet en kriger på en vogn trukket af to heste, en løve, en skorpion og en havfrue. 

Rundviseren kalder salen “Danmarks bedste musiksal”. 

Snart skal der også spilles en rockkoncert herinde, fortæller han. 

Længere henne i huset fortsætter gruppen gennem Ordensmuseet. Montrerne er fyldt med sværd, medaljer, ringe, mønter, porcelæn og andre genstande fra Frimurerordenens historie. 

Tempoet falder. 

Flere stopper op foran montrerne, peger på detaljer og taler om håndværket og udsmykningen. Begejstringen kan høres i gruppen, når nye genstande kommer til syne. 

I en af montrerne ligger en amerikansk dollarseddel, hvor det “altseende øje” fremhæves i billedteksten. Ved siden af ligger et ark med navnene på ca. 15 amerikanske præsidenter, der har været frimurere. George Washington og Franklin D. Roosevelt står blandt dem. 

Et par deltagere reagerer tydeligt på navnene. Stemmerne stiger en anelse, og overraskelsen kan høres i måden, de taler om dem på. 

Efter alle rummene, symbolerne, kunstværkerne og genstandene gentager den gæstfrie rundviser og de to andre frimurere, som følger gruppen, det samme: 

“I får kun lov til at se omkring 15 procent.” 

“Vi starter med os selv” 

Tilbage i logesalen fortsætter spørgsmålene. 

“Hvordan bliver man frimurer?” 

“Man skal blandt andet være fyldt 21 år, være døbt og kunne fremvise sin dåbsattest, bekende sig til den kristne tro og have et godt omdømme.” Rundviseren fortæller også, at man ikke må have en kriminel fortid, og at to faddere skal hjælpe én ind i ordenen. 

Ordenen har ifølge rundviseren omkring 8.500 medlemmer. 

Hvorfor søger de ind? 

Han peger på fællesskabet med de andre brødre og på arbejdet med sig selv. 

“Vi starter med os selv.” 

Barmhjertighed og næstekærlighed er ord, han vender tilbage til. 

“Vi skal blive bedre mennesker” og “Vi skal gøre en forskel for os selv og vores medmennesker.” 

Efter rundvisningen hæfter 72-årige Louise Schultz sig ved en anden side af fællesskabet. 

“Så kender man nogen, der kender nogen. Det er netværket, der tiltrækker, tror jeg.” 

For hende tror hun relationerne og karrieremulighederne være en del af det, medlemmerne får ud af at være med. 

Rundviseren fortæller, at medlemskabet koster omkring 4.000 kroner om året. På vej ud af logesalen griner en mand og en kvinde. 

“Kun 4.000 om året for alt det her?” 

På det tidspunkt har gruppen allerede bevæget sig gennem sale, kunstsamlinger, portrætter, våbenskjolde og montrer med genstande fra ordenens historie. 

“Hvordan tager i stilling til de ekstreme forestillinger og fordomme, nogle har om jer?” 

“Vi gør absolut ingenting. Vi gider ikke bruge tid på konspirationsteorier,” siger rundviseren. 

Med et glimt i øjet nævner han en af myterne: at frimurere skulle skyde eller dræbe tidligere medlemmer. Nogle stykker i gruppen griner. 

Meget bliver vist – noget står tilbage 

Louise Schultz vidste næsten intet om Frimurerordenen, før hun kom på rundvisningen. 

“Det er gammeldags, det hele,” siger hun bagefter. 

Hun hæfter sig ved graderne, titlerne og de ceremonielle rammer. Men de to største sale gjorde indtryk. 

“Jeg synes, de to store rum, vi var i, var flotte. Logesalen og festsalen.” 

Under rundvisningen vender rundviseren flere gange tilbage til ordenens ønske om personlig udvikling. 

“Vi starter med os selv,” siger han. “Vi skal blive bedre mennesker.” 

Louise Schultz ser anderledes på det. 

“Alt det behøver man jo ikke for at blive et bedre menneske,” siger hun. 

Hun arbejder selv frivilligt og peger på, at man også kan hjælpe andre og arbejde med sig selv uden at være en del af en loge. 

Inde i logesalen står det altseende øje stadig foran podiet. Over det ligger den blå nattehimmel, mens bjørnens blik følger den, der bevæger sig gennem salen. 

Gæsterne får lov til at se symbolerne og rummet, hvor ritualerne foregår. 

Hvad der sker, når dørene lukkes, kan gæsterne kun forestille sig.