”Sådan makker, kom nu”, råber en af spillerne på grusbanen og samler hænderne i knytnæver foran kroppen i jubel, idet bolden flyver i nettet.

Alf Svendsen løber med hænderne over hovedet retur gennem en parade af high fives og smil, der breder sig fra den ene kind til den anden.  

Torsdag formiddag samles denne dag 17 spillere i forskellige aldre på grus fodboldbanen ved Volume Village i Aarhus. Andre gange er det færre eller flere. Man kan komme og gå som man vil.

Nogle af dem er aktive eller tidligere misbrugere, nogle er kommet ud på et sidespor, er hjemløse eller bor på botilbud. Nogle kæmper med ensomhed eller psykiske sårbarheder. Nogle er 18 år, andre næsten 70.

Alle bærer de hver deres historie med sig. Men her, er de bare fodboldspillere.

Gemt af vejen, blandt farverige spraymalede containere titter grusbanen frem. To små mål, graffitimalede bander og en bold.

Lige ovenover suser bilerne forbi, bumper og piber i broens stolpe ben. Den travle formiddag er i gang. Men her står tiden stille, som om ingen lægger mærke til larmen.

Alf hopper forpustet af banen og giver pladsen videre til en anden. ”Sådan Alf,” udbryder træneren Cecilie og giver ham et klap på skulderen og en klør fem. Smilet breder sig gennem det gråmørke skæg og hans øjne lyser op. Alf startede i OMBOLD for 21 år siden, kun to år efter det startede.

”Jeg kunne ikke sparke til en bold dengang,” griner han.

På det tidspunkt brugte han det meste af sin tid på den spanske trappe i Aarhus centrum med alkohol i blodet og en joint i munden.

Men OMBOLD holdte ham i gang.

”Der var noget at stå op til og noget at komme afsted til. Og så er fællesskabet bare helt særligt. Man får sig en ekstra familie på en måde.”

Hans blik søger mod kammerater på banen.

”Folk forstår en. De er det samme sted som en selv, eller har været det. Alle er ens, alle er lige. Der er ikke nogen der ser ned på dig, som man ellers godt kan opleve.”

Under mottoet ‘Fodbold, Fællesskab og Forandring’ har NGO’en OMBOLD siden 2003 engageret, inkluderet og aktiveret mere end 20.000 mennesker i udsatte positioner i idrætsfællesskaber rundt omkring i landet. Alle dem, der føler de hører til i fællesskabet kan være med.

Der er i dag 25 hold fordelt rundt omkring i landet, fra Aalborg til Sønderborg, til Svendborg til København. Alle hold med målet om at skabe mulighed for positiv udvikling fysisk, mentalt og socialt.

Et vigtigt fællesskab

”Kast mig en af de røde trøjer.”

Magnus, den yngste i flokken, trækker trøjen med nummer 7 over hovedet. Nogle tager røde trøjer på. Andre blå.

Spillerne drysser ind.

Nogle kommer en time før træningen. Andre tyve minutter efter. For at spille, for at snakke eller bare for at være.

Cecilie og Anna, OMBOLDs ansatte, står langs banderne med en ring af skrigfarvede overtrækstrøjer og et net fuld af bolde. Når spillerne ankommer, søger de mod dem. Et kram. En snak. Et ”Hej, jeg er her.”

”Vi er her for at give dem et frirum. Et fællesskab, hvor vi ikke behøver at snakke om alt det svære, og hvor de ikke er misbrugere eller hjemløse eller hvad end, men bare kan være fodboldspillere,” siger Cecilie, mens hun kaster bolde ud af nettet.

Snakken går omkring hende.

Om den nyeste trend på TikTok. Om Alf og Viggos flytning. Om floorball. Om DM, som de spillede i starten af september.

”Der har godt nok været meget at se til siden DM,” siger en af spillerne.

De andre nikker.

”Vi får set så meget til hinanden,” siger en anden, mens han snører sine kondisko.

Knopperne duer ikke på gruset.

Så de almindelige kondisko må gøre arbejdet.

”Wuhuuu, lets go.”

Lyden fra en dommerfløjte skærer gennem formiddagsluften og igangsætter spillet. De går lige på. Seks minutters kampe, fire mod fire.

Der går ikke længe før sveden pibler ned af panden, gennem håret og ned langs ryggen. Lyden af de hurtige skridt og skoene der kradser i gruset, blander sig hurtigt med den tunge prusten fra de forpustede lunger, mens spillerne løber efter bolden.

”Her, jeg er fri!”

Magnus Petersen tager imod bolden og retter den mod målet. Bolden glider hen over gruset mod nettet.

Men før nettet skal den forbi ham i det gule, målmanden. Han står klar. Kaster sig til venstre og ved returbolden til højre. Med armene strakt ud foran sig. Så lang han er.

Bolden suser forbi.

Ind i nettet.

Han bliver liggende et øjeblik med overkroppen og hovedet viklet ind i nettet bag sig.

Så rejser han sig.

Det har han prøvet før.

Mere end bare fodbold

På Møltrup Optagelseshjem lærte han også at rejse sig. Rejse sig op, efter for en stund at have opgivet livet. Han var hjemløs, stofmisbruger, alkoholiker og dømt ved retten.

”Men jeg havde en plan. Jeg ville gerne ud og være sammen med min datter.”  Det var også her, han lærte til OMBOLD. Nu ser han sin datter hver anden weekend og hver onsdag. Og OMBOLD kommer han stadig til, selvom han kommer langvejs fra. ”OMBOLD hjalp mig meget.”

”Fuck det keeper, kom igen,” lyder det fra holdkammeraterne, der genvinder gejsten i hans blik.

Kampen blæses af. Der stod 6-3. Forpustet, stopper de op og bolden triller lige så stille videre indtil farten er aftaget. Spillerne søger hinanden. Anerkendende blikke, high fives og krammere deles ud. ”Tak for kamp, godt spillet” lyder det.

Ham i det gule får et ekstra klap på skulderen. De finder deres vej ud af banen, gennem hullet i banden. Sveden pibler ned fra panden. De griber hurtigt efter vandflaskerne og tager plads.

Duften af sved og støv blander sig hurtigt med os. Den kradsende duft af røg siver ind i næseborene og overtages enkelte gange af en sødere røgduft, der mest af alt minder om syntetisk vandmelon. Tredje halvleg stemning breder sig. Stemmerne bliver højere og grinene bredere.

”Du gør det godt mand. Der er stor forskel på dig før og nu.”

En hånd lander på en skulder.

Alt imens et nyt hold slukker smøgerne, trækker trøjerne på og går på banen. De er tændte, hopper lidt på stedet med oprejste hoveder. En laver høje knæløftninger.

Det blivende hold på banen hænger omvendt foroverbøjet med krummede skuldre og forsøger at genvinde pusten til endnu en runde i den bagende efterårssol.

Kampen fløjtes i gang. Det hagler med mål. Først det ene, så det tredje, så det syvende. Ude fra sidelinjen klappes der højt og hujes.

Et frikvarter fra tankerne

En rungende klang træder igennem: ”Jaer, hvor er det dejligt gutter.”

25-årige Magnus Petersen holder intenst øje på kampen, når han ikke selv er på banen.

Fodbolden har altid været en kæmpe del af hans liv. Magnus begyndte på holdet, da han for et år siden flyttede til byen og startede på jobcenteret. Hashmisbruget havde taget over. Hans far var ramt af kræft og kæresten var gået fra ham. Han kunne ikke varetage et job, han trak sig fra sine venskaber og lukkede sig ind i sig selv.

Men OMBOLD viste sig som et frikvarter, væk fra tankerne og jointsene. ”Det er noget man ser frem til. I en tid hvor man ikke har overskud til at gøre noget som helst, så er OMBOLD rigtigt godt. ”

Han kigger ud på banen.

”Vi støtter hinanden. Holder et ekstra øje på hinanden, hvis nogen har brug for det. Og ellers holder vi bare frikvarter.”

Ved træningens afslutning, hopper alle ind på banen.

Alle dem som har lyst til at spille lidt mere.

I en cirkel mødes de om bolden med en lilla faxe kondi i hånden. Smilende og legende jonglere de bolden fra fod til fod, alt imens snakken går om vind og vejr.

Nogen mødes senere på ugen til grillaften, andre ses allerede i morgen og nogle dukker nok op til træningen næste uge eller først ugen efter.

Men lige nu er de samlet. Under broen. På den støvede grusbane. Hverdagens tunge historier bliver stående udenfor banderne, gemt væk for en stund.

For et øjeblik er der kun bolden, kammeraterne og den næste kamp.