Her er det præsten, der skal svare

Lasse Holmgaard Iversen står med rank ryg og hænderne foldet på maven, så de dækker 2 af præstekjolens 16 knapper. Sognepræsten ved Christianskirken er ved at forklare, hvordan præstekjolen er et brand, som skal sætte fokus på det embede, man som præst repræsenterer, og ikke på personen som bærer kjolen. Han forklarer, hvordan præster på film, som regel bliver portrætteret som skurke eller idioter.

Han når dog ikke længere i sætningen, før han bliver afbrudt.

”Hvilken en af delene er du?” spørger Kalle Steen Himmelstrup.

En latter indtager lokalet og selv Lasse bryder sin positur og tilslutter sig koret, idet hans hænder forlader maven og placeres på hvert sit lår.

Begivenheden hedder ”Præste-croquis”, hvor Lasse i halvanden time står model, imens deltagerne tegner ham og stiller spørgsmål. Lokationen er fællesskabshuset ”Stedet”.

Amanda Lund Lorenzen, som er arrangør af præste-croquis, fortæller at formålet med arrangementet er at nedbryde de barrierer, som der kan være imellem de unge og kirken.

Derudover fortæller hun, at er det en mulighed for præsten at komme ud og møde de unge i øjenhøjde, og svare på eventuelle spørgsmål, som både kan være store og små.

Et utraditionelt mødested med kirken

 ”Stedet” er med Amandas, egne ord bedst beskrevet som ”den grimmeste facade med et hjertevarmt interiør på Jens Baggesens Vej.”

Facaden er ganske rigtig en grå betonklods uden identitet. interiøret, som danner scene for dagens tegne-session, er dog anderledes imødekommende med røde hjørnevægge og farverige sofaer.

Scenen i dag er simpel. En lyserød polstret lænestol med blomstermotiver troner i centrum af lokalet. To tropiske planter er placeret foran lænestolen. 

Rundt om står der 8 træstole af forskellige design og farver. 4 blå og 4 brune. De er tiltænkt tegnerne.

Ved første øjekast, kunne man fristes til at tænke, at det er beskedent tænkt kun at gøre 8 stole klar.

Men med 5 minutter tilbage før arrangementet starter, står det klart, at tanken om at fylde alle 8 stole ud i virkeligheden er optimistisk. 2 ud af de 8 stole bliver optaget af deltagere.

Den ene er Kalle, og den anden af Ea Sofie Krogager Andersen.

De har begge set begivenheden på Facebook, og den fængende titel vækkede nysgerrigheden.

Fra skjorte til præstekjole

Aftenens hovedperson ankommer, kort tid før vi starter. Han trasker gennem lokalet med sine sorte læderstøvler og giver hånd til alle fremmødte. På hans venstre hånd sidder der er et digitalur, og på den højre arm kan man lige ane de sorte streger fra en tatovering, som ellers bliver dækket af en mørkegrå skjorte.

På hans næse hviler et par briller, som lige så godt kunne have været båret af John Lennon. Under næsen har en sort moustache indtaget overlæben, hvis volume adskiller fra den tætklippede karsefrisure, som pynter på hovedbunden.

Han hopper i den sorte præstekjole, påtager sig den hvide pibekrave, stiller sig foran lænestolen og starter med at proklamere: ”Jeg har hørt, at man skal stå stille til croquis. Det får jeg nok en smule svært ved, men jeg skal gøre mit bedste.”

Første positur, hedder ”den traditionelle præst”, og her indtager Lasse posituren, som vi kender fra starten.

Kalle holder blyanten med pegefingeren ovenpå stiften og starter med præstens hoved. Han fokuserer derefter på detaljerne, og ændrer fingrenes position. Han kroger tommelfingeren rundt om blyanten og hviler nu langefingeren på toppen af skaftet. Han visker ud, puster på papiret og perfektionerer de pjuskede øjenbryn.

Kalle spørger ind til, hvad pibekraven er til for. Lasse svarer, at den skulle opfange det hvide pudder fra parykkerne, som man dengang brugte. Kalle refererer til Lasses frisure og spørger om pibekraven i hans tilfælde er overflødig.

”Jo, pibekraven er latterlig. Eller, den er upraktisk”, Svarer Lasse.

Præsten efter arbejde

Anden positur hedder ”Præsten efter arbejde”. Lasse synker ned i den lyserøde stol, stresstester ryglænet idet han læner sig tilbage, strækker benene og krydser sine fødder.

”Er du præst hele tiden?” Spørger Amanda

”Ikke altid. Det er jeg for eksempel ikke, når jeg er sammen med min familie. De kender mine svage sider, de kender de ting, som kan gøre mig ked af det, og de kender de ting, som jeg ikke er stolt af.”

Ea spørger om Lasse tager samtalerne fra kirken med hjem.

”Ja, det gør jeg. De samtaler som omhandler døden, glæden og sorgen sætter jo også mit eget liv i perspektiv. Jeg kan også mærke, at jeg med alderen hurtigt bliver rørt.”

Problematikken om at sidde stille, kommer til udtryk i denne positur. Lasses hænder er forbundet med hans mund, og hver gang munden bevæger sig, følger hænderne trop med fagter.

Præsten i krise

Den sidste positur hedder ”Præsten i krise”. Lasse bøjer hovedet og stirrer ned i gulvet. Armene hænger ned ad siderne med åbne håndflader.

Amanda spørger om en præst kan tvivle. Lasse svarer prompte med et ”ja”.

Kalle spørger om, hvad mennesket mest har brug for i livet.

Ea er færdig med at tegne og stirrer nu på Lasse, som fortæller: ” Jeg tror, at man allermest har brug for håb. Når man ikke længere har noget at håbe på, er der en fremdrift i livet som forsvinder.”

Lokalet bliver stille, og efter en tænkepause meddeler Amanda, at vi er færdige med den sidste positur og dermed færdig med dagens præste-croquis. Kalle når at placere de sidste streger.

Rollerne er byttet om

Den største forskel på præste-croquis og mødet med præsten man forbinder med gudstjenesten, er at rollerne er byttet om, mener Kalle

”Det er os, som kan spørge ham om ting, i stedet for at det er ham som prædiker.”

Lasse hopper ud af præstekjolen. Han stryger mod snackbordet, tager fat i en skål med snackchips og 1 klase vindruer, stiller dem på en af de tomme stole, og trækker den ind i midten, så alle kan nå.

Spørgsmålene forsætter, men denne gang uden præstekjolen.