Herning hylder handlen

For første gang nogensinde bliver Handlens Årsdag afholdt. At det var i Herning var ikke et tilfælde. 

I dag var Kongrescenteret Herning fyldt med erhvervsdrivende fra hele landet. Dansk Erhverv har nemlig afholdt Handlens Årsdag.
Offentliggjort Sidst opdateret

”Der er én sætning, jeg har glædet mig længe til at sige: Velkommen til Handlens Årsdag.” Sådan lød det tidligere i dag på en scene i Herning Kongrescenter.

Det var Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, som åbnede Handlens Årsdag 2026. 

Et arrangement som satte fokus på handlen i Danmark med forskellige taler og debatter om blandt andet AI, forbrugervaner og den krise- og krigsramte verden.
Som Dansk Erhverv selv skriver, skulle der tales ”muligheder, vækst og fremtidstro.”

Brian Mikkelsen på talerstolen.

”Herning er handlens by” 

At Handlens Årsdag netop blev afholdt i Herning er ikke tilfældigt, forklarer Brian Mikkelsen. 

”Det er klart, at det skal være i Herning. Herning er handlens og købmændenes by.”

Brian Mikkelsen har været i Herning mange gange i forskellige sammenhænge og beskriver byen som meget ”entreprenant og fyldt med iværksættere og handelsmænd af alle slags.”

Derfor er det ifølge Brian Mikkelsen en selvfølge, at der skal sættes fokus på handlen i Herning.

Dansk handel glemt? 

At hylde det danske handelsliv er vigtigt, fortæller Brian Mikkelsen og forklarer, hvorfor det er tiltrængt med et øget fokus på det. 

”På min gamle arbejdsplads (Christiansborg red.) taler man altid om alt muligt erhverv hele tiden, men man taler ikke rigtig om, hvor meget handlen betyder.”

Brian Mikkelsen fortæller, at dansk handel ikke har fyldt nok i den politiske debat, hvilket undrer ham, fordi ”dansk handel beskæftiger mange, det betyder rigtig meget for lokalsamfundene, og det betyder meget for danskerne.”

Henrik Højgaard Smed er driftchef i jem & fix og var godt tilfreds med dagens arrangement.

”I morgen er vi konkurrenter igen, men i dag er vi kollegaer” 

Det var ikke kun taler og debatter, der var på dagsordenen. 

Networking var også en del af programmet, for som Brian Mikkelsen beskrev det i sin velkomsttale. 

”I morgen er vi konkurrenter igen, men i dag er vi kollegaer.” 

Det havde direktøren ret i, for networket det blev der. 

Henrik Højgaard Smed, som er driftschef i jem & fix, var en af mange, som benyttede dagen til at networke. Han forklarede vigtigheden af networking i handelsbrancen.

”Vi har en masse leverandører, som også er her i dag. Det er godt at møde dem og få sat nogle ansigter på og måske genoptage nogle snakke, man er gået glip af tidligere.”

Powered by Labrador CMS