Herning når statens klimamål: Kampen om de sidste procenter mangler

Ny rapport fra Natur-, Infrastruktur- og Klimaudvalget viser, at Herning Kommune allerede har nået sit klimamål for 2025, men en del indsatser mangler fortsat, og der er stadig lang vej til det endelige mål.

Politikerne skal have arbejdstøjet på, hvis Herning Kommune skal nå deres klimamål.
Offentliggjort Sidst opdateret

Herning Kommune har allerede nået deres klimamål for 2025 to år før tid. Det viser en ny status på kommunens klimaplan. Men selv om CO₂-udledningen er faldet en del, står kommunen stadig overfor store udfordringer, hvis det endelige mål om klimaneutralitet i 2045 skal opnås.

Herning lever op til både statens krav og sin egen klimaplan

En ny opfølgning på Herning Kommunes klimaplan viser, at kommunen overordnet set følger både regeringens klimakrav og egne politisk fastsatte mål fra 2022. Klimaregnskabet fra den gang dokumenterer et samlet fald i udledningen af drivhusgasser på knap 55 procent siden 1990. Dermed havde Herning Kommune allerede nået målene for sidste år, da planen blev lavet.

Næste milepæl er en reduktion på 70 procent i 2030 og klimaneutralitet i 2045.

“Det går rigtig godt, og det er vi selvfølgelig glade for. Men vi er ikke i mål – de sidste procenter er de sværeste,” siger John Thomsen (V), byrådsmedlem og formand for Miljø-, Infrastruktur- og Naturudvalget.

Ikke alle planer er igangsat

Klimaplanen indeholder i alt 86 konkrete indsatser, og ifølge rapporten er 71 af dem enten i gang eller afsluttet. Det betyder, at der fortsat er mange indsatser, som endnu ikke er startet, mens fire vurderes ikke længere at være relevante.

Ifølge John Thomsen er det ikke udtryk for lave ambitioner.

“Nogle af indsatserne er blevet overhalet af virkeligheden. Grøn Trepart har for eksempel erstattet vores oprindelige mål om udtagning af omkring 200 hektar lavbundsjord. Nu taler vi om op mod 11.000 hektar i Herning Kommune,” siger han.

Det betyder, at flere ældre indsatser enten er bygget ind i større nationale løsninger eller er blevet mindre vigtige.

Landbruget står for den største del af den samlede CO₂-udledning i kommunen med cirka 333.000 ton i 2023. Derfor spiller opførelsen af lavbundsjorde og omlægning af landbrugsarealer en afgørende rolle i den videre reduktion. Allerede nu er der en del hektar lavbunds- og vådområdeprojekter i gang, og 199 hektar er under etablering – tæt på klimaplanens oprindelige mål.

Plads til forbedring 

Selv om Herning er foran, mangler kommunen fortsat at reducere udledningerne med omkring 210.000 ton CO₂ for at nå 2030-målet. Flere indsatser er vurderet som ”alvorligt udfordrede”, herunder opførelse af mere skov, der ikke er blevet sat i gang.

“Vi er foran, men det betyder ikke at arbejdet er færdigt. Det sidste stykke er det mest besværlige, og derfor er det vigtigt, at vi ikke bliver selvtilfredse," siger John Thomsen.

Arbejdet med at opdatere klimaplanen er allerede i gang, og de første politiske samtaler sker inden sommerferien.

For borgere i Herning betyder det, at indsatsen for et bedre klima fortsætter – men også at kommunen i de kommende år skal tage fat dér, hvor det for alvor bliver svært.

Powered by Labrador CMS