HF’en er fortid, men i Viborg ser fremtiden lys ud for ungdomsuddannelserne

I fremtiden bliver de gymnasiale uddannelser anderledes. Det står klart efter regeringens ord ved Folketingets åbning i går. I Viborg kommune bliver der set muligheder ved udsigten til udspillet.

Illustration: AI-genereret billede
Offentliggjort Sidst opdateret

Da Folketinget i går åbnede, løftede regeringen, Børne- og undervisningsministeren Mathias Tesfaye i spidsen, lidt af sløret for, hvad deres nye uddannelsesudspil kommer til at indebære.

Den toårige uddannelse HF vil blandt andet blive erstattet af den nye EPX, som vil have et lavere karakterkrav og i stedet vare tre år. Formålet er at gøre uddannelsen mere erhvervsrettet.

I Viborg bliver en eventuel reform af det nuværende system mødt med optimisme af formanden for Børne- og Ungdomsudvalget, Katrine Fusager Rohde (V).

“Overordnet set er det rigtig fint, at man kigger på, om vi har et ungdomsuddannelsessystem, som passer til den ungdom, vi har i dag,” siger formanden.

Rektoren på Viborg Gymnasium, Lene Gade, er også positivt stemt over for regeringens udspil.

“Jeg ser det som, at vi tager noget af det gode fra HF og bruger det som fundament for den nye uddannelse, der sammen med nye tiltag kan være med til at gøre undervisningen mere virkelighedsnær,” siger hun.z

"For os er det allerede hverdag”

Ifølge Lene Gade er lige netop Viborg Gymnasium måske et af de bedste uddannelsessteder i landet til at løse opgaverne, hvis reformen skulle blive en realitet.

“Vi har allerede nu en visuel HF, hvor eleverne på et treårigt forløb tager en kunstnerisk uddannelse ved siden af. Vi har også en EUX-landbrug, hvor eleverne går på gymnasiet, mens de tager en landbrugsuddannelse. Så for os er det her allerede hverdag,” siger rektor Lene Gade.

Katrine Rohde er også fortrøstningsfuld på kommunens vegne.

“I Viborg Kommune har vi gode muligheder for at løfte en EPX. Gennem de seneste par år har vi nemlig styrket hele skole-virksomhedssamarbejdet nede på folkeskoleniveau. Så vi har et godt afsæt og vil gå konstruktivt til værks,” fortæller formanden for Børne- og Ungdomsudvalget til Avisborg.

Hun synes samtidig, at man skal give det en chance, inden man kritiserer det ukendte.

“Jeg synes, at det er ærgerligt, at der altid er nogen, der står klar til at banke det helt ned under gulvbrædderne, før man får lov til at få det foldet ud. Lige nu er vi i en fase, hvor vi skal være nysgerrige og lytte.”

Regeringen præsenterer først det fulde udspil på tirsdag i næste uge, og det vil først træde i kraft i 2030.

Powered by Labrador CMS