Historisk år for Japans turisme kommer ikke uden problemer
2025 tegner til at blive et rekordår for japansk turisme. Rekorden har dog også haft sin pris
Selvom 2025 kun lige er gået på hæld, så kan det allerede nu konkluderes, at året statistisk set var fantastisk for Japans turistindustri. Selvom de endelige tal for antal besøgende i 2025 endnu ikke er landet, så er der allerede konjunkturer på et rekordår. Ifølge tal fra Japan National Tourism Organization havde landet lidt under 37 millioner besøgende i år 2024, mens landet i september 2025 allerede havde nået 31,5 millioner besøgende. Dette er det højeste antal besøgende nogensinde målt på dette tidspunkt af året.
En af de aktører, der har bidraget til det rekordhøje tal, er det århusianske rejsefirma Torii Travels. De arrangerer Working Holiday rejser for unge mellem 18 og 30 år, der ønsker at opleve Japan og samtidig have et arbejde under opholdet. Ifølge medstifter Tobias Glud, så har de i firmaet godt kunnet mærke, at interessen for Japan generelt er steget, siden de startede op i 2022.
”Vi kom med på bølgen på et godt tidspunkt, og jeg tror, at interessen bliver ved med at stige,” siger Tobias Glud.
Han fortæller, at rejseselskabet i efteråret 2025 har sendt 100 rejsende afsted, mens firmaet i hele dets firmaets levetid har sendt i alt 400 unge afsted.
Mange turister har sin pris
Flere steder har de mange turister ikke kun betydet øget omsætning for restauranter, hoteller og seværdigheder.
Fortællinger om sammenstød mellem turister og lokalbefolkning har også præget historien om Japan som turistmål. Særligt de mest besøgte byer og turistmål har ageret rammen for denne debat. Med forskellige tiltag har myndigheder i landet forsøgt at kontrollere turismestrømmen.
På det populære bjerg Mount Fuji indførte man i løbet af 2024 et betalings- og bookingsystem for bedre at kunne kontrollere menneskemængden på smalle bjergstier. Det skrev det japanske medie Asahi. Selvsamme medie skrev i oktober sidste år, at der i byen Kyoto den 1. marts træder en særlig hotelskat på 900% i kraft. Det er en ekstra afgift, der kommer oveni bookingbeløbet. Skatten rammer særligt luksushotellerne, hvor skatten stiger fra omkring 40 kroner til lidt over 400 kroner.
Selvom turismen medfører problemer, så virker det ikke til, at den japanske regering har til hensigt at skrue ned for satsningen på turister. Står det til regeringen, skal rekordåret efterfølges af endnu flere turister i de kommende år. Sidste år meldte den japanske regering og Japan National Tourism Organization ud, at Japan i 2030 satser på at lokke hele 60 millioner udenlandske turister til.
Overturisme kan håndteres
Hvis målet for 2030 skal opfyldes, så kommer det til at kræve tiltag for at komme overturismen til livs. I hele Japan forsøges der i højere grad at få turisterne til at rejse mere på landet, så turismen ikke kun centreres få steder. Ifølge Carina Ren, lektor i turisme ved Aalborg Universitet, giver det god mening at se på tiltag, der skal komme turistcentrering til livs.
”Vi ser for eksempel tiltag i lovgivning der viser, at man godt kan sprede turisme ud og regulere det, så det kommer de lokale mere til gode,” siger Carina Ren.
Global tendens
Det er ikke kun i Japan, at overturisme er en udfordring. I de seneste somre har debatten også været aktuel i Europa. Særligt i Spanien har man set demonstrationer og opråb fra frustrerede lokale. Carina Ren, peger på, at det ikke er tilfældigt, at lokalbefolkningen i blandt andet Japan bliver ramt af frustration over de mange turister.
”Overturisme skyldes først og fremmest volumen. Vi er gået fra at have ikke så meget turisme til rigtig meget turisme. Lokalt oplever man, at turismen forstyrrer samtidig med, at man oplever en mangel på samtale om, hvem der egentlig har styr på turismen. Turismeindustrien og politikere er gode til at tale om det gode ved turisme. Der er også en bagside, og den samtale har man ikke været så god til at tage med de lokale,” udtaler hun.
Carina Ren håber på, at man i fremtiden udvælger nogle andre kriterier at vurdere turisme på. Ifølge hende skal det ikke kun være et spørgsmål om ren fortjeneste. Det skal også give mening for de lokale borgere.
”Det skal ikke bare hedde, at meget turisme er god turisme. Vi skal måle anderledes og se på, om turisme også bidrager til lokalområdets velvære.”