Højrefløjen i Tyskland vinder frem - særligt én befolkningsgruppe påvirker det
Det nationalkonservative parti AfD stormer frem ved det igangværende delstatsvalg i Tyskland. Senest er de blevet det største parti i endnu en delstat, hvor særligt mændene stemte deres vej.
Den politiske højredrejning breder sig i Europa. I Tyskland kan denne udvikling ses i realtid, hvor der er tydelig forskel i den måde, mænd og kvinder stemmer.
AfD, Alternative für Deutschland, fik søndag aften endnu et stort valgresultat, da de ved delstatsvalget i Mecklenburg-Vorpommern blev det største parti. En række tyske medier, herunder Tagesschau, melder herfra, at det højre-populistiske parti fik 38,2 procent af stemmerne. De har dermed mere end fordoblet resultatet fra selvsamme delstat i 2021, hvor de fik 16,7 procent af vælgernes stemmer.
Det er samtidig første gang, at AfD bliver det største parti i delstaten.
Kamp mod politisk system
Ifølge Dr. Michael Zürn, som er professor ved Freie Universität Berlin, kan AfD's fremgang ikke nødvendigvis forklares med ét bestemt politisk spørgsmål. Han peger i stedet på en utilfredshed med den politiske udvikling og med den måde, det politiske system er bygget op på.
“Det er ikke nødvendigvis sådan, at folk ikke kan lide at leve i et demokrati, men de er meget utilfredse med den måde, de demokratiske institutioner fungerer på,” fortæller Dr. Zürn.
Dykker man ned i valgdata fra Tagesschau, står det klart, at mænd er overrepræsenterede i partiets vælgerskare. Tallene fra søndagens valg viser, at 44 procent af mændene i den tyske delstat gav opbakning til AfD, imens andelen af kvinder, der satte krydset hos dem, var 33 procent.
Unge mænd
Den markante forskel på mænds og kvinders stemmemønstre rejser et spørgsmål om, hvad der får netop mænd til at søge mod den tyske højrefløj. Er der noget ved den politiske udvikling, som appellerer specifikt til mænd, eller skal forklaringen findes andre steder? Her peger Zürn på særligt én bestemt gruppe af mænd.
“Unge mænd er mere påvirket af tilbagegangen af industrielle arbejdspladser, og de er i høj grad påvirket af det kulturelle tilbageslag,” fortæller han.
Det gælder især i de tyske landdistrikter, og hænger ifølge Zürn blandt andet sammen med, at de unge mænd i højere grad bliver boende i landdistrikterne, som ifølge ham er blevet efterladt af den økonomiske udvikling.
Kulturelt tilbageslag
Den økonomiske forklaring står ikke alene, når det kommer til den markante fremgang for højrefløjspartiet. Zürn beskriver også en kulturel modreaktion, som er vokset frem i takt med, at det tyske samfund har ændret sig. Han fremhæver, at de seneste årtiers liberalisering af samfundet har ændret normer og magtforhold. For nogle grupper kan udviklingen derfor ses som et tab af status.
“Hvide mænd har mistet magt i samfundet, og i den forstand er der tale om kulturelt og statusmæssigt tilbageslag,” fortæller han og fortsætter:
“Rigtig mange er mætte af forandring.”
Ikke kun et tysk fænomen
Dr. Michael Zürn beskriver udviklingen som noget, der rækker ud over Tysklands grænser. Autoritære og populistiske partier er ifølge ham vokset i en lang række liberale demokratier gennem de seneste årtier.
“I ekstreme tilfælde kan de overtage magten,” fortæller Zürn, og henviser til USA, Indien og Ungarn som eksempler.
AfD’s valgsejr i Mecklenburg-Vorpommern kan derfor ses som en del af en bredere udvikling, hvor utilfredshed med blandt andet kulturelle og økonomiske forandringer er med til at skabe større opbakning til højrepopulistiske partier.
Udviklingen går dog ikke i samme retning i alle lande. Zürn fremhæver Sverige som eksempel på et land, hvor højrefløjen har oplevet tilbagegang. Det skete ved seneste riksdagsvalg tidligere i september, hvor Sverigedemokraterna gik markant tilbage. Ved dette valg fik de 13,7 procent af stemmerne, mens partiet ved forrige valg fik 20,5 procent.
Sverige står derfor tilbage som en undtagelse i den virkelighed, Zürn beskriver. Det viser, at højredrejningen ikke er ens på tværs af hele Europa, men at udviklingen fortsat præger en lang række europæiske demokratier.