Højt humør og sved på panden: Praise Ungospel satte gang i festen 

Under Aarhus Festuge leverede Praise en fest, hvor nye fællesskaber opstod og friheden til at danse og synge med var i fokus

Der var højt humør hos både publikum og band.
Offentliggjort

”Take the schackles off my feet so I can dance. I just wanna praise you … I just wanna praise you!”

I skyggen af Domkirken er der gang i noget. En koncert, men så alligevel ikke. Bispetorv summer af liv, sensommersolen brager ned og på en opsat scene står forsangeren i Praise Ungospel, Daniel Ostersen. Han er i gang med at instruere publikum i, hvad de skal synge, mens bandet sagte spiller højere og højere.

 ”Den her side er A, og synger schackles. Den anden side er B og synger praise you. Er I klar? 1-2-3!”

Daniel Ostersen giver tegn, og publikum giver den alt, hvad de har. De smider bogstaveligtalt alle tøjler i en eufori, der får de forbipasserende til at stoppe op og bryde ud i smil.

”De er da vildt gode til at lave en fest. Kl. er 3 om eftermiddagen!” siger en unge pige til sin veninde, der ikke helt kan lade være med at svaje med til musikken. Publikum hopper og danser og synger med for fulde lunger. Aarhus’ gader vibrerer og smittes af den glædesfyldte gospelmusik. Festugen synger på sidste vers, men med Praise ved roret, er der gode chancer for, at det ikke bliver kedeligt.

Fællesskabsfølelsen

Midt i publikum står Karoline Larsen. Hun er kommet alene, men hendes store smil afslører hendes glæde ved at være dukket op.

”Jeg har været med før, og vidste, at så snart man kommer, så er der en fællesskabsfølelse,” siger hun og peger på to jævnaldrende ved sin side.

”Og så møder jeg de her smukke fantastiske kvinder. Og vi har skabt en lille gruppe her.”

Jakkerne er taget af og varmen har sat sig i ansigterne som svedperler og en let rødmen. Karoline Larsen har sunget og danset med i godt den halvanden time, som eventet varer. Med sange som ”Celebration”, ”Husk at være Happy” og ”I wanna Dance with Somebody” er der nok at danse og synge med på.

”Se fjollede ud!”

Det er både unge såvel som gamle, der synger med. Og det forstår man godt, for Praise og publikum bliver en del af hinanden og den smittende energi. Som Karoline Larsen udtrykker det: 

”Man bliver bare i godt humør." 

Selvom Praise henvender sig til den unge målgruppe, deles musikken med alle aldre og grupper i festugen – både de gamle og de nye venskaber er velkomne. I dagens anledning har Praise også fået band på, noget de ikke altid har, og fra scenen lyder søde og dybe toner fra både saxofon, keyboard og bas. En mormor snurrer sit barnebarn rundt, veninder danser fjollede rundt for fuld skrue og et kærestepar nærmer sig nysgerrigt scenen, mens de klapper med.

På trapper og forhøjninger omkring torvet, har der samlet sig en stor tilskuermængde. Flere smiler, men holder sig på afstand. Fra scenen lyder igen Daniel Ostersens stemme, mens han spejder rundt på tilskuerrækken:

”Vi danser og har en fest hernede! Sig hej til en I ikke kender, og se om I kan huske deres navn. Så kan I hilse på hinanden, hvis I ser hinanden senere i livet engang.”

En trommehvirvel lyder, og tilskuermængden griner. Flere nikker og siger hej til sidemanden. Det er ikke alle, der tør slippe tøjlerne helt, som publikum, der nu danser videre og skråler ”Fred over Aarhus.” Karoline Larsen smiler til sine nye bekendte. De er alle enige om, at Praise er et positivt fællesskab, der får dem til at slappe af, være en del af noget og får dem til at turde danse og være til stede i nuet. Som Karoline Larsen siger:

”Hvis nogen ser fjollede ud, så ignorer det. Tag det ind. Se fjollede ud!”

Powered by Labrador CMS