Hornbæk Kirke går viralt på Instagram: ”Vi har en masse at byde på, men det kræver at folk ved vi findes”.

Da præst i Hornbæk Kirke Lizette Harritsø Lauritzen en lørdag i slutningen af december tjekkede kirkens Instagramprofil, kunne hun se, at noget var anderledes. Fredagens opslag havde fået markant flere visninger end normalt. Men hun havde næppe forestillet sig, at omkring 1 mio. mennesker et par uger senere ville have set videoen – der bor trods alt kun ca. 6000 mennesker i hele Hornbæk.

Lizette Harritsø er præst i Hornbæk Kirke.
Lizette Harritsø er præst i Hornbæk Kirke.
Offentliggjort

I videoen danser Lizette til klubklassikeren “Jump (For My Love)” fra 1984. Først med ryggen til ved alteret, så ned ad prædikestolens trappe og videre gennem kirken. Ved indgangen dukker en anden person op. De får øjenkontakt og danser smilende sammen ned gennem midtergangen. Det hele varer cirka 30 sekunder. Fjollet, ja – men helt bevidst.

“Vi ved, at overraskelse virker på sociale medier. Og en kirke er jo – det må vi erkende – omgivet af fordomme om at være lidt tør og kedelig. En præst i præstekjole, der danser, bryder det billede. Det er sjovt – både at lave og at se på,” siger Lizette.

Mere end julehygge

Sangen er kendt fra juleklassikeren Love Actually, og timingen har sikkert spillet ind. Kirke og jul hænger for mange tæt sammen, og kommentarerne til opslaget er overvejende positive. Videoen har, i skrivende stund, fået over tredive tusind likes og knap syvhundrede kommentarer. Men succesen handler om mere end julehygge.

Ifølge Mette Willert, cand.merc. i strategisk brand management og ekspert i sociale medier, er der tale om solidt håndværk: 

“Opslaget er ikke bare gået viralt – den har også konverteret ikke-følgere til følgere, hvilket er et afgørende parameter. Kirken konkurrerer jo med politikere, komikere og alt derimellem om opmærksomhed. Ved at vise relevans i hverdagen bryder de med forestillingen om, at kirken er ‘for de få’.”

Vi er med i lommen 

I Hornbæk Kirke er man overbevist om, at det er nødvendigt at være til stede dér, hvor både nuværende og potentielle kirkegængere bruger deres tid. 

“Den største gevinst er, når folk kommer ind i kirken og allerede føler, at de kender os lidt,” siger Lizette. De kommer måske ikke hver søndag, men så er vi med dem i lommen. Vi lever lidt i deres bevidsthed.”

Det er ikke første gang, kirken går viralt, men aldrig i denne størrelsesorden. Succesen er tilfredsstillende – men ikke uden omkostninger. 

“Der kommer altid negative kommentarer, når vi når så bredt ud. Nogle angriber mig for at være kvinde og præst. At kvinder ikke bør være præster, og at her har vi beviset osv. Det tager vi nu ikke så tungt, men det ærgrer mig da, at man stadig skal høre på den slags i 2026.”

Kan også være dybsindige 

Nogle mener også, at dans og humor ikke hører hjemme i en kirke. Den præmis afviser Lizette: 

“At vi laver sjov og spreder hygge på Instagram betyder ikke, at vi ikke også kan være alvorlige og dybsindige. Vil man opleve det, foreslår jeg, at man lægger mobilen et øjeblik og kommer forbi Hornbæk Kirke.”

Mette Willert peger på, at Hornbæk Kirke holder et højt bundniveau sammenlignet med tilsvarende profiler: 

“Der arbejdes strategisk på platformens præmisser. Humor, lyd, tekst og video bruges aktivt for at engagere – og det er sådan, man både pleaser algoritmen og bevarer forbindelsen til målgruppen.” siger hun.

Pas på de tomme kalorier

Hun advarer dog mod ensidigt at jagte trends: 

“Der er altid en risiko for at man kommer til at fokusere på de ‘tomme kalorier’ – altså mange visninger uden reel relationel effekt. Balancen mellem underholdning og meningsfulde budskaber er afgørende for at kunne fastholde succesen.”

I Hornbæk fortsætter de med at være synlige på sociale medier. Ifølge Lizette har kirken både noget at tilbyde – men også et ansvar for at gøre opmærksom på det: 

“Mange søger i dag pusterum, tid til refleksion og fællesskaber og her har kirken en masse at byde på. Men det kræver jo, at folk ved, vi findes.” slutter hun.

Powered by Labrador CMS