"Hos Moderaterne mener vi, at det er ALLEs tur"

Ved Moderaternes årsmøde i Aarhus blev Lars Løkke Rasmussen genvalgt som formand til lyden af klapsalver, men han holdte sig ikke tilbage med sin kritik af statsministeren.

Lars Løkke Rasmussen var ikke bleg for at sende stikpiller til Mette Frederiksen under lørdagens årsmøde.
Offentliggjort

Duften af friskbrygget kaffe og desinficerende håndsprit hænger i foyeren, når dørene slår sine folder præcis klokken 09.00. Fra højttalerne dunker rolig musik, og partifarven lilla dominerer fra både bannere og de fremmødtes nøglesnore, der viste om de var menige medlemmer, pressefolk eller folketingsmedlemmer for Moderaterne. 

Ikke alle tilstedeværende er helt enige i Moderaternes politik.

Gemt i folkemængden, næsten umulige at skelne fra de ægte medlemmer, står en lille gruppe på fem personer. Med deres flyers og papskilte med det opsigtsvækkende budskab “Remigration er den MODERATE holdning” uddeler de materialet med et blidt smil, inden de hurtigt bliver ført væk fra indgangspartiet.
En false flag-aktion fra yderste fløj er en realitet, inden årsmødet overhovedet er begyndt.

Inde i den store sal er stemningen forventningsfuld. Medlemmerne finder deres pladser, og talerstolen bliver flittigt brugt. Næstformanden taler med enorm iver, og menige medlemmer får ordet til at luft deres lokale frustrationer. Men det er hovedattraktionen, alle venter på.

Ved afstemningen er der aldrig tvivl: Lars Løkke Rasmussen bliver genvalgt som formand. Han indtager scenen med selvsikker mine, og talen bliver hurtigt et frontalangreb på den regering, han selv er en del af.

"Nogen mener, det er Arnes tur," siger Lars Løkke Rasmussen på talerstolen med en tydelig hentydning og stikpille til statsministerens berømte valgkampsbudskab. Han afgiver et dybt suk, næsten opgivende, og løfter samtidig let på skuldrene. Salen bryder øjeblikkeligt ud i genkendende latter og klapsalver. Løkke venter, til latteren har lagt sig, læner sig endnu tættere på mikrofonen og slår fast med eftertryk:

"Men hos Moderaterne mener vi, at det er ALLEs tur." 

Salen kvitterer med klapsalver. 

Med skarpe vendinger retter han kritikken mod sin chef, statsminister Mette Frederiksen.

Lars Løkke er tydeligt oprevet over at der udskrives valg, før det planlagte lovprogram er gennemført. Han læner sig frem over talerstolen, stemmen får mere bid: “Jeg er imod formueskatten.” Han standser op, kigger ned mod gulvet og ryster let på hovedet. Så løfter han blikket igen, og der kommer et glimt i øjet. 

En velklædt kvinde går stille rundt langs væggene, mens hun vugger en lille nyfødt i sine arme. Det er digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen. Hun har taget sit spædbarn med til årsmødet, og mens talerne fra scenen handler om fremtidens Danmark, holder hun roligt sin egen fremtid i sine arme. Hendes tilstedeværelse er blevet bemærket
- og kritiseret på sociale medier. 

Hun har afbrudt sin - ifølge kritikere - lukrative parlamentsmedlems-barsel for at føre valgkamp. 

“Det var ikke så fedt i starten,” fortæller hun senere i pausen, mens hun blidt vugger barnet.

“Det gjorde mig da ked af det. Men når jeg har været ude og dele flyers ud, har folk været ovre og give mig et klap på skulderen og sagt søde ting.” 

Ministeren afslører, at dagen startede tidligt. 

“I morges blev jeg vækket klokken halv syv,” siger hun med et træt smil. 

På trods af søvnunderskud og et lille barn i armene midt i en sal med flere hundrede mennesker, er valgkampen øverst på listen. 

“Det kan godt være, jeg lige smutter ud i løbet af frokosten og laver en hurtig uddeling. For jeg skal jo også vælges ind,” konstaterer hun, inden hun igen forsvinder ind i menneskemængden.

Frokostpausen emmer af liv. Duften af mad trækker ind fra buffeten, der bugner med alt lige fra groft rugbrød med tun og laks til varme retter som ris og mild kyllingesauce. Medlemmerne stimler sammen i små grupper, snakken går lystigt, og stemningen er afslappet på trods af formandens morgenkritik af regeringspartneren.

Dagen fortsætter herefter i god ro og orden. Flere taler afløser hinanden, debatterne folder sig ud, og den politiske maskine kværner derudaf. 

Men for den opmærksomme iagttager står billedet af Caroline Stage Olsen tilbage som et stærkt symbol på en dag, hvor barselsliv og ministeransvar, interne stridigheder og falske demonstranter flettedes sammen i Aarhus Congress Centers lilla lokaler.

Powered by Labrador CMS