Huller i hukommelsen tre år efter slagsmål: ”Det var noget med en bil…” 

Der var tvivl om detaljerne, da to mænd blev dømt for vold i tre år gammel sag ved Retten i Århus.

Det blev en lang dag for de to mænd, da de endelig sad for retten onsdag den 25. marts 2026.
Offentliggjort

Et trafikalt sammenstød udviklede sig til et slagsmål, da en bil kørte op i en anden bil på Holmstrupgårdvej i Tilst. Tre år senere skulle Retten i Aarhus navigere i modstridende forklaringer og svækket hukommelse, da to 25-årige mænd blev dømt for vold, hærværk og uagtsom kørsel. Den påkørte var en herboende amerikaner.

Modstridende forklaringer

De involverede kunne kun enes om én ting ved hændelsen den 30. april 2023:

Først ramte de to 25-årige amerikanerens bil bagfra, og derefter bakkede amerikaneren ind i deres bil. Og herfra ophørte enigheden.

For da en af de tiltalte løb hen for at konfrontere amerikaneren, var det ikke kontaktoplysninger, der blev udvekslet. Det var efter sigende slag, hovedskaller og kvælertag. Amerikaneren fortæller, at han blev overfaldet, brækkede en lillefinger, og ovenikøbet fik stjålet sin nummerplade. 

De to 25-årige var bestemt ikke enige i amerikanerens version af historien. De mente, at de blev mødt af en meget aggressiv mand. Da amerikaneren steg ud af bilen, tog han først kvælertag på den ene, og nikkede den anden en skalle, fortæller de to 25-årige.

”Vi er ikke vant til at ringe til politiet,” svarede den ene 25-årige, da han blev spurgt ind til, hvorfor de forlod gerningsstedet lige efter hændelsen. 

Den anden erkendte at have taget amerikanerens nummerplade, men kun fordi den kunne hjælpe ham i en forsikringssag, forklarede han.

Glemsomme vidner

Retten havde indkaldt flere øjenvidner, som skulle fortælle, hvad de havde set dengang. Et af vidnerne så to mænd hoppe ind i bagagerummet på bilen. Et andet vidne beskrev fire personer i slåskamp, hvor det var ”alle mod alle”. Et tredje vidne huskede ingen detaljer.

Måske havde den lange ventetid påvirket hukommelsen, for da retten viste en videooptagelse fra et overvågningskamera, var det svært at forstå, at der var tale om samme episode. Videoen var optaget på lang afstand og var meget pixeleret, men to ting var tydelige:

Der var hverken fire personer i slåskamp eller to personer i et bagagerum.

Vidneforklaringerne matchede altså ikke det, der fremgik i videoen, og derfor vurderede retten, at de ikke kunne bruges som bevis i dommen.

Retten havde derfor kun en utydelig overvågningsvideo samt de to 25-årige og amerikanerens forklaringer at fælde dom ud fra.

Slap med bøder

De to 25-årige blev begge dømt skyldige for vold, men straffen bortfaldt, da retten vurderede, at der var tale om et gensidigt slagsmål.

Den ene måtte betale 8000 kroner i bøde for uagtsom kørsel. Den anden fik en bøde på 1000 kroner for at tage nummerpladen. Derudover fik han en bøde på 4000 kroner for at blive taget med euforiserende stoffer.

 

 

 

 

 

Powered by Labrador CMS