Hun blev den første kvinde til at stå i spidsen for et herrehold i divisionsrækkerne. Men det har krævet, at hun først skal bevise, at hun hører til.

“Come on!” råber Fabiana Alcalà fra det yderste af det tekniske felt, mens hun klapper højt.

“Copenhagen Allez” runger fra den modsatte side af Vanløse Idrætspark, men hendes stemme trænger alligevel igennem.

Hun er iført den genkendelige blå farve, der forbindes med F.C. København, shorts og sorte fodboldstøvler.

Fabiana peger og giver et par dessiner til en spiller tæt på sidelinjen. Bolden ryger ud til indkast, og hun får et nik.  

”Vi har tre kampe foran os, hvor vi nok skal få point. Det er ASA, Kolding og AGF. Så vi håber at komme fra de sidste tre pladser til midten af tabellen,” fortæller Fabiana. 

I dag er en af de kampe.

Der er tre vigtige point på spil for de københavnske løvinder, der står overfor et formstærkt ASA. Pointene er vigtige for at kravle op ad i tabellen, men også for Fabiana som træner.

Det er hendes tredje kamp i spidsen for F.C. Københavns kvinder. En rolle, hun midlertidigt har overtaget efter den daværende træners fyring.

En af de få på sidelinjen

En diversitetsundersøgelse fra DBU lavet i 2024 viser, at kun fem procent af udannede trænere i Danmark er kvinder, mens 95 procent er mænd.

Fabiana Alcalá er en af de fem procent. Hun er i gang med at tage UEFA A-licens uddannelsen. Den næsthøjeste træneruddannelse i dansk fodbold, som kun 23 kvinder i Danmark har.
Til sammenligning er der 674 mænd med samme træneruddannelse.

Men Fabiana havde ikke forestillet sig, at hun skulle ende blandt de få.

Hendes karriere begyndte på banen, hvor hun spillede fodbold på højt niveau. Siden har hun bevæget sig mellem roller som performance coach, assistenttræner og cheftræner, og hun har trænet både drenge, mænd og kvinder.

Vejen til trænerrollen har dog været præget af forventninger, pres og en følelse af at skulle bevise sig selv.

Begyndelsen

Hendes trænerrejse begyndte med at træne drenge i 13-15-årsalderen i Spanien.

Det var første gang, at de spanske drenge fik en kvinde som træner:

”I starten kunne jeg se, at nogle af drengene de første par dage tænkte: "Åh, vi har en kvindelig træner," siger Fabiana.

Men efter nogle uger ændrede deres syn sig på hende.

”Det handlede ikke længere om, at jeg var kvinde. De kunne se kvaliteten i træningen, og spillerne var glade,” siger Fabiana.

Det var også i Spanien, at Fabiana oplevede, at netværk spillede en stor rolle, hvis trænere ville videre med fodbolden. For at få adgang til de højere niveauer skulle folk kende én, medmindre man allerede havde gjort noget ekstraordinært.

Derfor sagde hun ja, da muligheden for at arbejde fuldtid med fodbold i Kuwait opstod.

”I spilder mit talent”

”Det at være kvindelig træner i Mellemøsten var ikke ret let. Der er mange anekdoter om det, men jeg besluttede at tage jobbet,” fortæller Fabiana.

Hun fik i første omgang ansvaret for at træne de yngre spillere.

”Men det var ikke en rolle, jeg så mig selv i, og min tanke på det tidspunkt var: I spilder mit talent og mine færdigheder,” siger hun.

Samtidigt følte hun, at hun var nødt til at bevise sit værd:

”Da jeg kom, oplevede jeg, at jeg var nødt til at bevise mig selv. Jeg var nødt til at arbejde hårdt og forbedre mig.”

Det varede ikke længe, og allerede inden for en måned fik hun en positiv besked fra ledelsen:

De ville have hende til at træne ældre drenge.

“Og det var jo også der, jeg ville være,” siger Fabiana.

Opholdet i Kuwait varede kun fem måneder, men det gav Fabiana endnu et skridt på vejen mod den trænerkarriere, hun havde besluttet sig for at forfølge.

Ind i dansk herrefodbold

I Danmark søgte Fabiana et job i klubben AB Gladsaxe i herrernes 2. division – den tredje bedste seniorrække.

Hun blev ikke ansat i første omgang, men pludselig kontaktede klubben hende og spurgte, om hun kunne være interesseret i en stilling som styrke- og konditionstræner.

Fabiana sagde ja med det samme.

Det var begyndelsen på en god tid, men samtidig befandt hun sig i et miljø, hvor de fleste omkring hende var mænd.

”I begyndelsen oplevede jeg især i herrefodbolden, at mange af de trænere og medarbejdere, jeg arbejdede sammen med, aldrig før havde arbejdet sammen med en kvinde”

Efter et år blev cheftræneren fyret, og klubben besluttede, at Fabiana skulle tage over, indtil en ny cheftræner skulle tiltræde.

Dermed blev hun den første kvinde til at stå i spisen for et herrehold i en af landets bedste rækker.

Det var en åbning og mulighed for at forfølge trænerdrømmen, og hendes tanke var: ”Okay, jeg tror, jeg kan gøre det her,” fortæller hun.

Men efter glæden fulgte flere bekymringer:

”Da det skete, tænkte jeg: Nu kommer folk virkelig til at se, hvem jeg er, så nu skal jeg præstere. Når folk ikke kender dig, og du arbejder i herrefodbold, er det første indtryk ofte: ‘Det er en kvindelig træner’. Og så tænker folk måske, at jeg ikke er klar, at jeg ikke kan håndtere voksne mænd eller omklædningsrummet, eller at jeg ikke ved nok om fodbold, fordi jeg ikke selv har spillet på det niveau.”

Bekymringerne blev hurtigt manet til jorden, for fansene omkring klubben viste sig som en stor støtte.

”Jeg tror, at jeg var imponeret på en god måde. Jeg ville først have tænkt: ‘Okay, måske har mange mennesker meninger om det her’. Men jeg føler, at jeg fik flere positive end negative tilkendegivelser.”

Når blikket ændrer sig

Fabiana er bevidst om, at hun er en rollemodel, og hun håber, at hun kan inspirere andre kvinder til at gå samme vej som hende.

Gennem sin karriere har hun oplevet, at omgivelserne først skulle vænne sig til at have en kvinde på træningsbanen. Særligt i herrefodbold.

Men Fabiana har også set det cheftrænerjobbet som en mulighed for at vise, at kvinder kan være trænere i herrefodbold på højt niveau og ikke kun for børn og unge.

Hun fortæller, at der stadig er en forestilling om, at kvinder mangler lederskab eller autoritet, fordi deres måde at lede og skabe relationer til spillerne kan være anderledes end mænds.

Samtidig har hun oplevet, at blikket ændrer sig, når resultaterne af hendes og andre kvindelige træneres arbejde bliver synlige.

”Man fortjener sin respekt baseret på sit arbejde. Det, synes jeg, er det vigtigste. Selvfølgelig er det ikke behageligt, hvis folk ikke stoler på dig, fordi du er kvinde og arbejder i herrefodbold. Men jeg tror, at vi har en fordel i, at vi kan modbevise mange mennesker, og når vi først gør det, begynder folk at respektere din faglighed – og ser ikke på, om du er mand eller kvinde,” fortæller Fabiana.

Med opmærksomheden – også fra medierne – følger samtidig en mulighed for at vise andre kvinder, at trænervejen er realistisk.

Fabiana peger på, at der er masser af kvinder, som er dedikerede og passionerede, og som arbejder nærmest i døgndrift, fordi de elsker sporten.

”Jeg tror, vi er vokset op med en kultur, hvor mænd ser sport. Og det er nok derfor, at når der er en kvindelig træner, måske i en stab med mænd, så bliver der spurgt: ’Men ved hun virkelig noget om fodbold?’. For det er usædvanligt, at en kvinde elsker og nyder fodbold eller kommenterer.”

I dag ved Fabiana, at hendes position i F.C. København betyder, at andre kigger med. Hvis hendes vej kan være med til at gøre det mere almindeligt at se en kvinde på trænerbænken, tager hun gerne den opmærksomhed med.

Tre point

Med kort tid tilbage af kampen mod ASA breder der sig en mere intens stemning på Vanløse Idrætspark.

Fabiana er optaget af at guide sine spillere, så den spinkle føring på 1-0 kan bevares.

Da dommeren fløjter af, kan Fabiana knytte hænderne overhovedet. Spillerne omfavner hinanden, fansene rejser sig og jublen bryder løs.

Fabiana siger tak for kampen til modstanderens træner, inden hun uddeler highfives til alle sine spillere.

Og hun håber, at resultatet kan tage hende et skridt tættere på sin ambition: Nemlig at blive permanent cheftræner hos F.C. Københavns kvindehold.