Hun forlod folkeskolen efter fem år – hun er langt fra alene

Søndag aften ligger Cecilie Guldbrandsen vågen i sengen. Tankerne kører rundt.

Om alt det, hun ikke nåede i sidste uge. Og historietimen i morgen, som hun endnu ikke har forberedt.

Allerede fra morgenstunden har den dårlige samvittighed meldt sig. Følelsen af altid at være bagud.

På stuegulvet i den lyse tresser-lejlighed i Københavns Sydhavn ligger hendes søns legetøj spredt under den store bogreol fyldt med bøger.

Han er blevet puttet, mens hun har forsøgt at samle tankerne om mandagens undervisning.

Hun blev lærer for at åbne verden for eleverne gennem fagene.

–  I dag skal I have historie. Det har Cecilie så ikke forberedt. Det er pinligt.

Tanken giver hende ondt i maven.

Inden hun falder i søvn, beslutter hun at tage metroen til skole i morgen. Turen skal bruges til at skrive noter til timen på telefonen.

– Børnene har fortjent bedre, tænker hun.

Men det er bedre end ingenting.

For Cecilie Guldbrandsen blev følelsen af aldrig at kunne slå til en af grundene til, at hun i 2023 forlod folkeskolen efter knap fem år som lærer. Hun er langt fra alene.

I de senere år har flere lærere forladt folkeskolen. 

En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (2024) viser, at hver femte nyuddannede lærer forlader faget inden for de første tre år. 

Samtidig falder ansøgertallet til læreruddannelsen, og fremskrivninger fra Danmarks Pædagogiske Universitet (2024) peger på, at Danmark kan mangle op mod 15.000 uddannede lærere i 2030.

Ifølge Rasmus Landersøe, professor ved Rockwoolfonden, er udviklingen ikke begrænset til de nyuddannede.

– Vi har set en afvandring fra folkeskolen. Der er gradvis udvandring gennem arbejdslivet, siger han.

En medlemsundersøgelse fra Danmarks Lærerforening (2025) bekræfter udviklingen: Over halvdelen overvejer at forlade faget.

Konsekvenserne rækker længere end til lærerværelserne. Hvis udviklingen fortsætter, kan det få betydning for folkeskolens rolle som fælles dannelsesinstitution.

– Ressourcestærke familier søger i stigende grad mod privatskoler, mens folkeskolen risikerer at miste både kvalitet og sammenhængskraft, vurderer Landersøe.

For nogle lærere begynder overvejelserne om at forlade faget i mødet med hverdagen i klasselokalet. Det gjorde de også for Cecilie Guldbrandsen.

I hendes klasse sidder tre piger, der ikke gør meget væsen af sig. De passer deres skolearbejde og afleverer deres opgaver.

De kræver ikke meget opmærksomhed. Bare et blik. En kommentar. En bekræftelse på, at det, de laver, er godt nok.

Men meget af Cecilie Guldbrandsens tid går med noget andet. 

Ressourcecentermøder. Samtaler om elever, hvor læreren må justere undervisningen eller finde nye greb, når noget ikke fungerer. Dokumentation. Målmapper, der skal udfyldes.

Imens går undervisningen videre.

– Jeg skulle stå hver morgen og kigge de elever i øjnene, som jeg godt vidste havde brug for, jeg var der for dem, velvidende, at jeg ikke kunne, fortæller hun

Tiden går til dem, der råber højest – til konflikter, uro og problemer, læreren må løse her og nu.

Senere skifter pigerne skole.

I dag tænker hun stadig på dem.

– De larmede bare ikke nok.

Cecilies erfaring er ikke enestående. Oplevelsen af at skulle løse stadig flere opgaver uden for undervisningen er velkendt blandt danske lærere.

En undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at næsten halvdelen af lærerne ofte eller altid er følelsesmæssigt påvirket af deres arbejde – markant flere end på resten af arbejdsmarkedet.

Noget af presset kan forklares med det, forskere kalder moralsk stress. 

Ifølge docent og ph.d. Nana Vaaben fra Københavns Professionshøjskole opstår moralsk stress, når man som lærer ved, hvad der ville være det rigtige at gøre for eleverne, men ikke har mulighed for det.

Når lærere gentagne gange oplever, at de ikke kan hjælpe eleverne på den måde, de fagligt vurderer, er nødvendig, kan det skabe en vedvarende følelse af utilstrækkelighed – og i nogle tilfælde føre til, at lærere forlader faget.

For Cecilie Guldbrandsen blev følelsen af ikke at kunne slå til for tung til sidst.

– Jeg følte mig som et 90 centimeter stræklagen, man prøver at spænde ud over en 120 centimeter seng, siger hun.

Presset begyndte også at sætte sig i kroppen. Symptomer på en medfødt gigtsygdom blussede op, og en nerve ved øjet hoppede konstant.

Hun så kolleger blive sygemeldt med stress og kendte faresignalerne. Dér ville hun ikke ende.

Dråben blev de tre velfungerende piger i hendes klasse, der flyttede skole.

– Jeg kunne ikke leve med de arbejdsvilkår længere. Det sled for hårdt på mig som menneske, fortæller hun.

Hun forlod folkeskolen, da hun fik job som læringskonsulent i et privat tilbud for elever med skolevægring.

– Det føltes som at finde vejen ud af en grotte, siger hun.

Stresssymptomerne forsvandt i det nye job, hvor hun har tid til at tage sig af de børn, hun arbejder med.

Hun har ikke helt opgivet tanken om at vende tilbage til folkeskolen. Men det kræver, at rammerne ændrer sig.

– Lærerne skal undervise markant færre timer, siger hun.

Så der bliver tid til alle de opgaver, der ligger uden om undervisningen. 

Tid til at være den lærer, hun ønskede at være. 

Den lærer, der ikke ligger søndag aften og prøver at indhente det, hun ikke nåede i løbet af ugen.